"I den almindelige politiske debat beskrives Israels nylige uhyrlige overgreb som "gengældelsesaktioner" - som svar på den seneste bølge af terrorangreb på civile israelere. Men i virkeligheden var denne gengældelse blevet forberedt langt tidligere. Allerede i oktober 2000, da den palæstinensiske opstand begyndte, havde militære kredse detaljerede, operative planer klar for at vælte Arafat og den palæstinensiske selvstyremyndighed. Dette var før, de palæstinensiske terrorangreb startede."

Synspunktet, som uddybes i den følgende artikel, er den israelske professor Tanya Reinharts. Med Ehud Baraks valg til premierminister i 1999 kom militæret til magten i Israel. Barak blev i 2001 efterfulgt af Ariel Sharon, der ligeledes repræsenterer hæren. Til trods for, at de to repræsenterer to partier (hhv. Arbejderpartiet og Likud) har de i vid udstrækning fælles grundsyn på konflikten med palæstinenserne. Og allerede fra starten af Oslo-forhandlingerne i 1993 var de indædte modstandere af selv minimale indrømmelser til palæstinenserne.

Reinhart påpeger, at den anden fløj i israelsk politik, som stod bag Oslo-aftalen havde interesse i at indsætte PLO og Arafat som marionetregering. Arafat skulle fungere som "overbetjent", sikre ro og orden og således begrænse besættelsens omkostninger. Hun understreger, at Arafat langt hen ad vejen - bl.a. ved det amerikanske efterretningsvæsen CIA's mellemkomst - har bekæmpet Hamas og Islamisk Jihad og således fungeret som "kollaboratør".

Men denne indirekte beherskelse var ikke tilstrækkelig for Sharon/Barak-fløjen i israelsk politik. De ønsker det palæstinensiske selvstyre ødelagt og palæstinenserne fjernet fra den international scene. I den forbindelse er det afgørende at delegitimere og eliminere Arafat, fordi han gennem årtier har formået at sno sig på den internationale politiske scene. Læs Tanya Reinharts skarpsindige analyse.

Reinhart har i.ø. forfattet den læseværdige bog "Israel/Palestine - How to End the War of 1948", Seven Stories Press, New York 2002.