Optakten til krigen i Irak i 2003 var bl.a. kendetegnet ved forsikringer om, at USA og det internationale samfund efterfølgende ville tage fat på en løsning af Palæstina-spørgsmålet. Den følgende artikel undersøger, hvad der blev af alle løfterne, og hvorfor de ikke blev realiseret.

Den gennemgår den europæisk-amerikanske Køreplan for fred, der kræver parallelle indrømmelser fra Israel og palæstinenserne:

Af Israel kræves en tilbagetrækning af besættelsestropperne til positionerne før al Aqsa-intifadaens start i 2000, samt stop for udvidelse af eksisterende bosættelser og stop for etablering af nye. De medmenneskelige vilkår for palæstinenserne skulle også lettes.

Af palæstinenserne kræves en reform af ledelsen i selvstyret (udmanøvrering af Arafat, samt mindre korruption), samt stop for volden.

Udgangspunktet for køreplanen for fred er de ulige magtforhold – Israel er besættelsesmagt og palæstinenserne besatte – og perspektivet for Køreplanen er en fred på den stærkestes betingelser, også kaldet en hegemonisk fred.

Med sammenbruddet for køreplanen for fred – og Israels opførelse af den såkaldte sikkerhedsmur – undermineres muligheden for en palæstinensisk stat. I stedet toner apartheid-løsningen frem og på endnu længere sigt muligvis en fælles stat for israelere og palæstinensere. Den såkaldt bi-nationale stat. Læs artiklen.

Palæstina-spørgsmålet i lyset af krigen i Irak:

Nyt liv til ideen om en demokratisk bi-national stat?