EU’s rolle består primært i at yde økonomisk tilskud til konfliktens svage part – palæstinenserne. Dvs. være ”pay’er”. Kun indirekte kan EU købe sig til indflydelse på konflikten.

I kraft af staternes overvældende militære (og økonomiske) magt er det overladt til USA og Israel at være de afgørende spillere (players) i konflikten med palæstinenserne og som dikterer rammerne for forhandlinger og eventuelle løsninger.

Det er den følgende artikels synspunkt, at EU primært markerer sig med ord – såkaldt deklarativt diplomati – og som økonomisk bidragyder pga. den manglende politiske og militære styrke.

Forfatteren peger på, at der er ”dokumenteret mistanke om, at Israel bryder associeringsaftalen med EU, bl.a. ved brud på handelsaftalen, på menneskerettighederne overfor palæstinenserne i de besatte områder, men også overfor det arabiske mindretal i Israel”.

På handels- og menneskerettighedsområdet har EU ”mulighed for at nedsætte en kommission, der kan undersøge om staten Israel bryder associeringsaftalen med EU.” Undersøgelsen kunne være et middel til at gennemtvinge en forbedring af menneskerettighederne.