Den palæstinensiske økonomi er en afhængig og domineret økonomi i forhold til den israelske økonomi og besættelsesmagt.

Langt hen ad vejen har Gaza og Vestbredden fungeret som et reservoir, der kunne forsyne Israel med billig arbejdskraft. Det var i særdeleshed tilfældet fra 1967-93.

Efter etableringen af det palæstinensiske selvstyre fra 1994 har den økonomiske udvikling været påvirket af gentagne grænselukninger, som bremser eksporten og påfører det palæstinensiske erhvervsliv store tab.

Grænselukningerne har desuden afskåret den billige arbejdskraft fra at komme til Israel. Dermed er titusindvis af palæstinensiske familier blevet ramt på levevilkårene.

Efter 1994 har udenlandsk økonomisk bistand spillet en voksende rolle. Men i stedet for at fungere som afsæt for en langsigtet udvikling, har den internationale hjælp fået karakter af nødhjælp til den palæstinensiske befolkning.

Som følge af den overordnede afhængighed af Israel, er der et begrænset råderum for en selvstændig palæstinensisk økonomisk politik. På negativsiden tæller ligeledes fremkomsten af en række offentlige monopoler på f. eks. benzin, cement og jern, som presser prisniveauet i vejret. Til gengæld er det lykkedes at få skatteopkrævningen til at fungere.

I det overbefolkede Gaza anslås 30 % af befolkningen at være fattige. På Vestbredden 10 %.

Al Aqsa-intifadaen og de israelske angreb på de palæstinensiske områder vinteren og foråret 2002 har kun forværret den økonomiske situation. Udviklingen af økonomien er blevet yderligere blokeret og fuldstændig afhængig af en politisk løsning, dvs. en afvikling af den israelske besættelse, (se særlig artikel herom af Christina Copty-Ravn).

Michael Friis Jensen redegør for problemerne i den palæstinensiske økonomi i den følgende artikel.