Palæstinensisk indenrigspolitisk udvikling 1993-2000

Ifølge Oslo-aftalen fra 1993 skulle der etableres et midlertidigt palæstinensisk selvstyre (PNA), ledet af en præsident (Arafat), et lovgivende råd og en administration. En følge af selvstyreaftalen var opbygningen af et bureaukrati med mellem 50.000 og 125.000 ansatte. Eller 25 % af den palæstinensiske arbejdsstyrke. Hen ved 40.000 var ansatte i politistyrkerne.

Dermed var PLO i gang med at ændre sig fra en guerillaorganisation til en stat under opbygning. Det palæstinensiske selvstyre kendetegnes ved en række negative forhold som korruption, og at ansættelser i selvstyret blev et middel til at sikre loyalitet (wasda) og kontrol.

Selvstyret kom således til at fungere med et middelalderlignende patron-klient forhold mellem top og bund. Og Arafat fremstod som en mini-diktator.

Fra starten var Hamas og en række verdslige politiske grupper i opposition til dette system. I takt med PNA's manglende forhandlingsresultater voksede utilfredsheden, som eksploderede i Al Aqsa-intifadaen fra efteråret 2000. Denne anden intifada startede ligesom den første (1987-93) som en bred folkelig opstand, men den ændrede hurtigt karakter i mere militant retning med bl.a. selvmordsaktioner.