I kølvandet på den første palæstinensiske intifada (1987-1990) og Golfkrigen (1990-91) kom der skred i den tilsyneladende fastlåste konflikt mellem på den ene side den besatte palæstinensiske befolkning på Vestbredden, i Gaza og Østjerusalem og på den anden side Israel som den militært og økonomisk dominerende stormagt i den mellemøstlige region.

Dette skred udmøntede sig i de såkaldte Oslo-aftaler fra 1993 og 1995, hvor Israel og Den palæstinensiske Befrielsesorganisation - PLO - indledte en ”politisk proces” til løsning af konflikten. Dvs. forhandlinger, som tog udgangspunkt i det ulige magtforhold mellem den israelske stat og PLO.

På den måde blev det folkeretlige grundlag for konflikten (bl.a. sikkerhedsrådets resolution 242) kørt ud på et sidespor. Hvorom alting er, så anerkendte Israel i 1993 PLO som palæstinensernes politiske organisation, men ikke en palæstinensisk stat. Til gengæld anerkendte PLO Israels ret til at eksistere.

Formålet var at indlede en gradvis overdragelse af territorium til en palæstinensisk selvstyremyndighed, (oprettet 1994). I en femårig overgangsperiode var det hensigten at tage hul på nogle af konfliktens virkelig brændbare problemer som f. eks. de israelske bosættelser i palæstinensiske områder, flygtningenes fremtid, de endelige grænser og sikkerhedsspørgsmål.

Som konsekvens af forhandlingerne mellem Israel og PLO blev Vestbredden delt op i tre forskellige områder med forskellig myndighed. Overordnet bevarede Israel dog kontrollen med Vestbredden, Gaza og Østjerusalem.

I den følgende artikel argumenteres for, at aftalegrundlaget og forhandlingsmønstret har været en fordel for Israel, der har ”cementeret Israels fysiske stilling i de besatte områder, delvis fordi Israel har fastholdt, at det er tilladt at fortsætte med at udbygge bosættelserne, selv mens forhandlingerne står på. På en række områder har Israel faktisk opnået en mere fordelagtig stilling i forhold til bosættelserne under fredsprocessen end Israel havde før 1993”.

Zone A

Zone B

Zone C (Bosættelserne)