Efter 20 års besættelse udløstes i december 1987 et bredt, folkeligt oprør blandt palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza. Dette oprør fik betegnelsen intifadaen, som betyder "at ryste noget af sig".

Det var en opstand, som blev båret frem af studenter, skoleelever, lærere, arbejdere og handlende; såvel kristne som muslimske palæstinensere.

Målet var en selvstændig palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden med Østjerusalem som hovedstad. Opstandens midler var protestdemonstrationer mod den israelske besættelse. Stenkast mod en overmægtig besættelsesmagt. Reaktionen var voldsom: Israel svarede igen med kugler, tåregas og en militærordre fra daværende forsvarsminister Yitzhak Rabin om at brække demonstranternes arme og ben.

Tilsvarende voksede kritikken af den israelske besættelse uden, at det internationale samfund foretog sig videre - i modsætning til den samtidige internationale boykot af det sydafrikanske apartheidstyre, som fik stor gennemslagskraft og medvirkede til at tvinge styret i knæ. Den internationale boykot fremmede overgangen til sort flertalsstyre i midten af 90'erne.