Junikrigen 1967 medførte en fuldstændig omvæltning af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Efter oprettelsen af staten Israel i 1948 var de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til de områder, de var flygtet fra i fokus.

Seks dages krig i 1967 ændrede med et slag den mellemøstlige dagsorden. Nu var hele Palæstina på israelske hænder. De nyeste israelske erobringer var Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, som alle er beboet af palæstinensere. Dertil kom de syriske Golanhøjder og den egyptiske Sinaihalvø, som ligeledes blev besat i 1967.

Med etableringen af disse kendsgerninger gled flygtningene fra 1948-49 i baggrunden.

Optakten til og forløbet af junikrigen medførte en nationalistisk opvågnen i Israel, som bragte højrefløjen (Herut/Likud-partiet) ind i varmen. Indtil 1967 havde det israelske arbejderparti været dominerende. Den interne udvikling styrkede på kort og langt sigt kravet om, at hele Palæstina skulle underlægges landet Israel og et Stor-Israel etableres.

Umiddelbart efter sejren i Junikrigen påbegyndte Israel etableringen af bosættelser i de besatte områder. Med bosættelserne fulgte israelske statsborgere. Denne udflytning og etablering af kendsgerninger kan ses som led i virkeliggørelsen af strategien for et Stor-Israel, og markerede en voldsom skærpelse af konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

FN's sikkerhedsråd krævede i resolution 242 fra 1967, at Israel trækker sig tilbage fra områder besat i den nylige krig. Den aktuelle strid i de besatte områder står fortsat om disse områder, hvor palæstinenserne ønsker at oprette deres egen uafhængige stat.

I det følgende skriver Birgitte Rahbek om de komplicerede begivenheder, som førte til Junikrigen. Hun pointerer, at de israelske generaler var fuldt bevidste om, at Israels eksistens ikke var truet i 1967, men at israelske provokationer - specielt overfor Syrien bærer sin del af ansvaret for krigen.

Denne opfattelse står i modsætning til den gængse i Vesten, som tillægger de arabiske stater hovedansvaret for krigen. Kampen om kontrollen med Mellemøstens sparsomme vandressourcer spillede også ind.

Trods Egyptens fredsvilje endte landet med - sammen med Jordan og Syrien - at blive fanget af sin egen krigsretorik.

Resultatet var et kolossalt nederlag for de arabiske stater: Egypten, Jordan og Syrien og ikke mindst palæstinenserne. Ikke mindre end ca. 900.000 flygtninge fra de forskellige lande kom til at betale prisen for krigen.

Rahbeks artikel er et uddrag af hendes bog "En stat for enhver pris" fra 2000. Indlægget er redigeret til palaestina-info.dk

Efterfølgende bringes uddrag af forhandlingerne fra FN's ekstraordinære krisesamling i 1967 og sikkerhedsrådets resolution 242 fra 1967.