I et regionalt perspektiv er Palæstina-konflikten en konflikt mellem den jødiske stat Israel på den ene side og de arabiske stater på den anden side og handler principielt om retten til at eksistere.

Israel blev ved sin etablering i maj 1948 ikke anerkendt af sine arabiske naboer eller for den sags skyld af andre arabiske stater i Mellemøsten og Nordafrika og først efter 1979 kan der spores en ændring i den arabiske holdning til Israel.

Tæt sammenvævet med den generelle konflikt er der en anden parallel konflikt, nemlig konflikten mellem israelere/jøder på den ene side og arabiske palæstinensere af kristen eller muslimsk religiøst overbevisning på den anden side. Begge gør krav på retten til det område, der efter afslutningen af Første Verdenskrig fik betegnelsen Palæstina.

I et historisk perspektiv er konflikten mellem den arabiske befolkning bosat i det mandat, der fra 1920 og frem til 1948 blev forvaltet og styret af England ældre end konflikten mellem de moderne arabiske stater og Israel.

Modsætningerne mellem indvandrede jøder og den lokale arabiske befolkning eskalerede i styrke og intensitet fra etableringen af det engelske mandat Palæstina i 1920 og frem til den første arabisk-israelske krig i 1948-49, der skabte en gruppe af palæstinensiske flygtninge på ca. 730.000, og hvis jord og huse efterfølgende blev eksproprieret af den israelske stat.

I det følgende redegør Jørgen Bæk Simonsen for udviklingen i konflikten mellem den Israel og den arabiske verden.