Før jøderne kom til Palæstina og dér grundlagde deres stat, var landet en ubeboet ørken. I bedste fald strejfede araberne omkring i den med deres kameler.

Sådan forestiller mange mennesker sig situationen. Der er endog dem, som tror, at jøderne indvandt landet, »fik vildnisset til at blomstre«, hvorefter araberne antages at være kommet til Palæstina fra de omkringliggende lande for at høste fordel af de resultater, jøderne havde opnået gennem deres ildhu.

I virkeligheden var Palæstina pænt befolket, ligesom det var opdyrket, hvor som helst det lod sig gøre. Efter datidens forhold var det endog ganske tæt befolket, terrænet taget i betragtning. Dette blev allerede bemærket i det 19. århundrede af et stigende antal besøgende fra Europa. At tale om 'turister' er ikke den helt rette betegnelse for dem. De indbefattede bibelforskere, der rejste landet tyndt i alle retninger og omhyggeligt nedfældede de mange hundrede arabiske landsbyers navne på deres kort, foruden de talrige ruiner, som landsbybeboerne udpegede for dem. På dette grundlag udarbejdede de 'bibelatlasser'. Men hovedparten af de besøgende havde dog ikke noget videnskabeligt formål med rejsen. Deres rejse var af religiøs karakter, idet de ønskede at besøge Bibelens land, og frem for alt at bede på de hellige steder som 'pilgrimme'. For at indkvartere dem og vise dem rundt blev der bygget mange klostre og herberger med arbejdskraft og penge fra europæiske lande, heriblandt Frankrig, Tyskland, Østrig og Rusland. Dette skete ofte med regeringsstøtte, som ikke blev ydet helt uden bagtanker. Mange af de kolossale religiøse bygningsværker fra det 19. århundrede er nemlig beliggende på gode strategiske punkter.

Hvorom alting er, så blev tilstrømningen af besøgende så stor, at det berømteste forlag for rejsehåndbøger, Karl Baedeker i Leipzig, i 1875 føjede et bind om Palæstina til dets velkendte serie. Det var skrevet med germansk grundighed af professor Albert Socin, der var en stor kender af Mellemøsten og dets historie. En tredje udgave, revideret og udvidet af dr. Benzinger, udkom i 1891. Med dette værk for øje foretog dr. Benzinger sin 'hundrede og syttende' rejse gennem området i foråret 1890.

Ved at slå op i rejsehåndbogen fra 1891 med dens fyldige beskrivelser af ruter, detaljerede kort og præcise historiske oplysninger om seværdigheder får man et levende billede af livet i Palæstina i det forrige århundrede. På den tid var indbyggertallet på omkring 650.000 (inklusive Transjordanien). De besøgende, som kom med skib fra Europa, anløb sædvanligvis Jaffa. Om denne by skriver Benzinger:

I de seneste år er byen vokset betydeligt, først og fremmest som følge af pilgrimsrejserne (ca. 15.000 pr. år). De gamle bymure er blevet revet ned, og gravstederne imod nord og syd ligger nu i de nye forstæder. Indbyggertallet anslås til mere end 15.000. Handelen er på ingen måde ubetydelig. Importen stammer hovedsageligt fra Tyskland, og der finder en eksport sted af sæbe, majs, sesam, ananas samt andre frugter, og på det allerseneste af vin fra Sarona.

Senere kan man læse, at Sarona er navnet på en landbrugskoloni nogle kilometer nordøst for Jaffa. Den blev dannet af nogle tyske protestanter, Hoffmann brødrene, som i 1860 havde grundlagt 'tempelsamfundet' i Württemberg. De var 'Jerusalems venner'. I deres øjne var de kristne dogmer (treenigheden, Jesus som gud og menneske osv.) uanvendelige og mere en hæmsko for et sandt kristent samfund. Benzinger beretter herom:

De fandt snarere det religiøse og sociale program for opbygningen af et kristent fællesskab i de gammeltestamentlige profeters forudsigelser. At tilvejebringe dette ideelle kristne samfund i Det forjættede Land anså de derfor som deres allerførste opgave. Derfra skulle det så forny Kirken og samfundsforholdene i Europa. 1868 blev iværksættelsen af planen påbegyndt med grundlæggelsen af en koloni i Haifa. En anden blev grundlagt i Jaffa på næsten samme tid. Der har været en hel del splittelse i det nye samfund. Ikke desto mindre består det for tiden af 4 kolonier med henimod 1.200 sjæle. Og det har besluttet sig for at nå betydelige mål på det økonomiske område med henblik på landets kolonisering.

Disse fromme protestanters eksempel blev hurtigt fulgt op af jødiske immigranter fra Østeuropa. Vi skal om lidt vende tilbage til deres første landbrugskolonier, som blev grundlagt på den samme kyststrimmel ved navn Sharon (Sarona er den latinske version af dette stednavn). Landet blev allerede lovprist af bibelske poeter for dets frugtbarhed; men først skal vi lytte til Benzingers beskrivelse af indbyggerne i Jerusalem. Medens der kun fandtes små jødiske mindretal i andre byer, bortset fra Safed og Tiberias, og slet ikke nogen jøder uden for byerne, var situationen en hel del anderledes i Jerusalem. Ifølge Benzinger var hele 28.000 ud af ca. 40.000 indbyggere jøder omkring 1890. Om disse skriver han:

I de seneste år er antallet af jøder steget betydeligt, især som følge af forfølgelserne i Rumænien og Rusland, og denne stigning er i stadig tiltagen. Der er nogen der kommer, fordi de ønsker at blive begravet i Den hellige Stad, men andre kommer for at leve af de generøse gaver, som sendes fra deres fæller i Europa. De fleste modtager deres haluka (andel) af disse gaver, der gives for at donatorerne kan blive mindet på det hellige sted. Mænd som Montefiore og Rothschild, foruden Alliance Israélite Universelle, har søgt at lindre deres fælles kår ved betydelige dotationer og fonde.

Før vi går over til at behandle den jødiske immigrations videre forløb, må vi minde om, at Palæstina i denne periode var en del af et større landområde, der også omfattede Syrien og Libanon. Derfor er titlen på den berømte rejsefører Baedekers Palæstina og Syrien. Det sidstnævnte navn er trykt med mindre typer end Palæstina. Grunden hertil er selvfølgelig, at bogen først og fremmest var trykt til brug for besøgende til Bibelens land og dets hellige steder. Imidlertid var selv samme land en del af et større område, af den 'større helhed', som er afbildet på kort 11. Ligesom enhver anden god rejsefører begynder med et grundrids af befolkning, skikke og sprog, således giver Baedeker også en 12siders fremstilling af »Islams verden, dens indbyggere, skikke og levevis«. Derefter følger et betydeligt længere kapitel om »det arabiske sprog«.

I 1891 blev denne 'større helhed' endnu kontrolleret af tyrkerne. På det tidspunkt var deres rige, Det osmanniske Rige, allerede på sammenbruddets rand. Opløsningen af den 'gamle kolos' førte alle mulige genvordigheder med sig i sit kølvand, hvilket europæerne på det nydeligste opsummerede under etiketten 'det orientalske spørgsmål'. Der havde fundet en udvikling sted i Syrien Palæstina, som er af største betydning for vores fremstilling, og som er en af de tilgrundliggende årsager til den nuværende konflikt. Der er her tale om fremkomsten af en arabisk nationalisme. I sin lille ypperligt skrevne bog om araberne, peger L. 0. Schuman på den store indflydelse, som de amerikanske missionsstationer i Beirut udøvede. Efter at have sonderet terrænet i 1823 installerede de sig i denne by i 1830'erne. De var i højere grad end deres omvendelsesarbejde optaget af »at introducere den moderne vestlige verdens ideer i Libanon, og også længere borte i Syrien og Palæstina, hvor tilbagestående og pseudo feudale tilstande rådede«. De grundlagde the American University of Beirut, i nærheden af hvilket franske jesuitter snart oprettede deres Université de Saint Joseph. Fra disse intellektuelle centre i Beirut bredte der sig hurtigt en fornyelsens ånd ud over hele området, og hertil føjede sig snart efter en kulturel genopblomstring, den såkaldte 'arabiske renæssance', som først og fremmest rettede opmærksomheden mod sprog og litteratur. Inden længe blev dette fremstød imidlertid sammenkædet med en politisk frigørelse. Schuman beskriver den forbløffende lingvistiske indsats, som blev ydet af en af bevægelsens pionerer, Butrus Bustani, en kristen araber fra Libanon, og han fortsætter:

Lige efter de blodige begivenheder i 1860 blev han redaktør af det første politiske ugeblad, der nogensinde er publiceret i Syrien. I dette blad slog han kraftigt til lyd for tolerance og samarbejde mellem de forskellige trosretninger, for bekæmpelse af fanatisme og for en samlet søgen efter fælles ideer på det videnskabelige og sociale område. Senere stiftede han et andet blad af en mere udpræget arabisk litterær og politisk karakter, hvis motto var: »Fædrelandskærlighed er en trosartikel« et fuldstændigt nyt slogan i datidens arabiske verden.

Det er også vigtigt at notere sig Det syriske videnskabelige Selskabs stiftelse i 1857. Det var på et møde i dette selskab, at den arabiske nationalisme blev introduceret af en af dens bedst kendte digtere. Han læste et af sine digte op, hvor araberne blev opildnet til at gøre oprør mod det osmanniske tyranni og dets onde regering, og til at skabe en fremtid lige så glorværdig som den klassiske arabiske fortid. Det fortælles, at dette digt, der var for farligt til at trykkes, blev citeret viden om og lært udenad. Det skulle have befordret en stærk arabisk bevidsthed, især blandt studenterne i Beirut ...

Palæstina dannede en del af denne genoplivede arabiske verden, og palæstinenserne tog også del i uafhængighedsbevægelsen. En af dem, Najib Azuri opgav sin chefpost som adjudant for den tyrkiske guvernør i Jerusalem for helt at vie sit liv »til fædrelandskærlighedens, retfærdighedens og humanitetens hellige kald.« Han slog sig ned i Paris og grundlagde her en slags center for den arabiske bevægelse. Det var også i Paris, at hans bog Le réved de la nation Arabe udkom i 1905. Lidenskabeligt beskrev denne palæstinenser sit lands store muligheder, dets mineralrigdomme og varierede frugtbarhed. Det var den korrupte tyrkiske regerings skyld, at landet klarede sig så dårligt og var så fattigt. Derfor dets lavtstående stade. Når først den tyrkiske regering var blevet fjernet, ville det være muligt at få noget ud af landet. Azuri var imidlertid også vidende om, at andre, der befandt sig langt fra Palæstina, nærede tilsvarende planer. Begyndelsen af forordet i hans bog fra 1905 lyder som en forudsigelse:

To betydningsfulde fænomener af samme natur, og dog i direkte indbyrdes konflikt, som indtil nu har unddraget sig enhver opmærksomhed, er for tiden under udvikling i den asiatiske del af Tyrkiet. Det er den arabiske nations opvågnen og skjulte jødiske forsøg på at genoprette det gamle israelske kongedømme i stor målestok. Disse to bevægelser er dømt til at være i permanent konflikt, indtil den ene vinder overtaget over den anden. Hele verdens skæbne vil afhænge af det endelige udfald af striden mellem disse to folkeslag, som repræsenterer principper, der er i indbyrdes konflikt.

De to nedenstående uddrag har til formål at skabe eftertanke hos læseren om Palæstinas natur og de arabiske folks egenart. Israelske børn lærer, at der aldrig har eksisteret noget Palæstina det har altid været Eretz Israel, landet Israel. Måske ville de blive forbavset over at læse denne beskrivelse fra det 10. århundrede af Ramla, en by, som turister får at vide blev 'befriet' af israelske tropper den 12. juli 1948. Ramla blev faktisk grundlagt af kaliffen Suleiman, som regerede i Damaskus i årene fra 715 e.Kr. Han ønskede, at provinsen Palæstina skulle have en splinterny hovedstad, og til dens beliggenhed valgte han en bred sandstrækning ca. 24 km fra kysten, som aldrig tidligere havde været bebygget. Beskrivelsen stammer fra et værk, skrevet af den berømte arabiske geograf, Jerusalemitten Al Mukaddasi, som var født i Den hellige Stad i året 946.

Det andet uddrag stammer fra en provokerende artikel af Erskine Childers og taler for sig selv.

I Storbritannien ønsker jeg ofte stående på Trafalgar Square at lave en Tv-film om araberne. Den ville ryste et britisk ja, jeg tror faktisk ethvert vestligt publikum i dets grundvold. Jeg ville pege på, at navnet på pladsen var arabisk; at de checks, som passerer gennem bankerne, der omkranser pladsen, havde lånt deres betegnelse fra et arabisk ord og en arabisk kommerciel innovation, og at det samme gjorde sig gældende for tallene på dem; at kloakledningerne under pladsen var blevet udviklet i Bagdad og Córdoba på en tid, hvor London og enhver by på Kontinentet var et svuppende mareridt af pløre og ælte; at de vigtigste stjerner på himmelen over Trafalgar Square stadig bærer de navne, som blev dem tildelt af arabiske astronomer, der fik øje på dem fra deres arabiske observatorier; at den navigationsteknik, som Nelson benyttede sig af for at nå det sted, der kaldes Trafalgar, først blev sofistikeret og systematiseret af arabiske navigatører; at det vand, der strømmer ud af fontænerne nedenfor hans statue, er rent på grund af en kemisk videnskab og analyse, som først rigtigt blev sat i system af araberne; at hver gang en eller anden lærd foredragsholder i en af de nærliggende museums eller universitetsbygninger refererer til »vores græske arv«, så mener han »vores græske arv, således som den er blevet bevaret, systematiseret, fortolket og spontant beriget for derefter at blive overleveret til os af araberne«; at selve disciplinerne aritmetik, algebra og trigonometri, ved hjælp af hvilke det blev muligt for englænderne at anlægge en plads ved navn Trafalgar, blev overtaget af deres forfædre fra araberne; og at sundhedstilstanden blandt Londons indbyggere, som i dag spadserer over denne plads, der er et så centralt symbol på den vestlige civilisation, kan føre sin oprindelse tilbage til arabiske medicinere, såsom al Razi der døde i 923, og Ibn Sina, forfatteren til vestens sande medicinske bibel igennem århundreder. Endelig, når englænderne tænker på begrebet systematisk historie, når studenter køber lærebøger i sociologi i bogladerne lige på den anden side af denne berømte plads med dens arabiske navn, så aflægger de uden at vide det vidnesbyrd om en arabisk historikers virke, nemlig Ibn Khalduns.

Det er helt afgjort en utrolig historie men det mest utrolige ved den, i forbindelse med mit emne, er den næsten totale uvidenhed hos nutidens overvældende flertal af vesterlændinge om, at araberne nogensinde skulle have haft noget som helst at gøre med selve kimen til vores civilisation. Jeg kommer altid til at tænke på, at det forholder sig næsten ligesom med den yderst indgiftede, aristokratisk bevidste familie, der har, hvad man tidligere kaldte 'en uheldig forbindelse' på en vis gren i sit familiestamtræ et ægteskab, der var så ildeset i det meste af familien, at det aldrig siden er blevet nævnt. Familien er yderst stolt af sin lange stamtavle og kan remse navnene op på sine forfædre mange århundreder før det glemte ægteskab, der med fortsæt er kulet ned i underbevidstheden. Vi påkalder os grækerne, som om de overleverede os alt direkte. Vi lader kineserne få lov til at beholde deres krudt og nogle få andre ting. Vi vedkender os gerne, at vores vugge stod i Nildalen, på Mesopotamiens sletter og Indusflodens bredder men vi skynder os at tilføje over for os selv: »Det var naturligvis længe før disse områder blev arabiske eller muslimske.«

I denne forbindelse kommer jeg altid til at tænke på den fuldkomne illustration af dette psyko kulturelle fænomen nemlig den skæbne der overgik det store hellenistiske bibliotek i Alexandria. I hele vores vestlige tilværelse, i hundredvis af år, har vi bildt os selv ind, at dette store skatkammer blev ødelagt af araberne, da de først fejede ind i Egypten. Hvad er sandheden? Halvdelen af det var allerede blevet ødelagt af vores romerske forfædre; og den anden halvdel, som araberne omhyggeligt havde hæget om, blev ødelagt i 1365, da en af vores vestlige kristne korstogsekspeditioner angreb det arabiske Egypten fra Cypern og hærgede og plyndrede det gamle Alexandria.

Jeg tror, at en 'traumatisk oplevelse' er den dybereliggende grund til vores ganske særlige og enestående syn på araberne: den måde, hvorpå de brød ud af Den arabiske Halvø og fejede tværs henover meget af den kendte verden nedenfor Europa i en hundrede års tid, for så at støde ind i Europa, helt ind i hjertet af Frankrig. For der var ikke blot tale om en hær, men om en organiseret ny religion; ikke blot om en hvilken som helst religion, men om en, der erklærede, at den havde ideer og endog hovedpersoner til fælles med kristendommen. Vi befinder os på dette tidspunkt i det 8. århundrede, men den arabiske religion og kultur skulle uden afbrydelse vise sig at blive den eneste organiserede ikke vestlige, ikke kristne religion og kultur, der nogensinde skulle udfordre den vestlige kristendom, først på kristendommens egen jord, og siden i lande udenfor, hvor vores forfædre mente at sidde inde med et monopol på det missionske, politiske og kommercielle område.

Nogle af vores grundlæggende forestillinger om araberne har været nedlejret i vores kulturelle underbevidsthed. Det er fascinerende at konstatere, hvor mange af disse attributter, der faktisk var karakteristiske for vores egen adfærd, og i virkeligheden ikke for arabernes. F.eks. troede man op til dette århundrede, at muslimske arabere råbte »død over de vantro« på den mindste foranledning, drog store buede krumsabler og hakkede hovedet af enhver kristen eller jøde, som de tilfældigt mødte på deres vej.

I virkeligheden var det muslimske arabiske rige usædvanligt tolerant over for de to andre store religioner, i øvrigt forståeligt da en del af dets finanser hidrørte fra beskatning af de 'vantro'. Det var de kristne som huggede hoveder af, i Europa for enhver form for kætteri, og udenfor Europa for anden form for gudsbespottelse! Først i indeværende århundrede har vores historikere haft mod nok til at fortælle sandheden om korstogene fra ni til sekshundrede år siden orgiet af blodsudgydelse, det fuldstændigt ubarmhjertige barbari, korruptionen og den højst materielle motivation.

Og så og dette optager i dag på en særdeles dybtgående måde vores forestillinger og fantasi er der spørgsmålet om behandlingen af jøderne. Den skæbnens ironi, der her spiller ind, indgår næppe i forestillingerne. Hvem var det egentlig, der bønfaldt araberne om at krydse Herkules' Støtter Gibraltar-strædet til Spanien? Det var såmænd Jøderne i Spanien, der blev forfulgt af deres kristne vestgotiske herskere. Nogle årtier forinden, da araberne for første gang var nået frem til Jerusalems porte, havde de undertegnet en traktat med byens indbyggere, som garanterede kristne og jøder samme fuldstændige selvstyre og trosfrihed. Da vores korstogsforfædre nåede frem til Jerusalem nogle århundreder senere, kom de ind ved list, forvandlede for at citere et øjenvidne gaderne til strømme af blod og drev jøderne sammen i synagogen og brændte dem levende. Den første store bølge af antisemitisme i Europa fulgte efter korstogene, som havde tegnet sig for den måske første masseudryddelse af jøder næsten en tusinde års tid før Hitler. Og en tusinde års tid senere besluttede vi, efterkommerne af hine korsfarere, at det arabisk beboede Palæstina skulle tages fra araberne og gives til en jødisk settlerbevægelse som bod for vores seneste forbrydelser i Europa.

Erskine Childers, artikel i jubilæumsnummeret fra Den hollandsk arabiske Forening 1955 66, E. J. Brill, Leiden 1966.

Måske den palæstinensiske araber Azuri overdrev noget, da han i 1905 skrev om de 'hemmelige' planer, der tog sigte på at genoprette det israelske kongedømme i hans land. For i 1896 havde den jødiske journalist Theodor Herzl udgivet sit lille skrift om Der Judenstaat, og den første zionistkongres havde allerede det efterfølgende år været afholdt i Basel. Alle aviser i Europa havde bragt artikler fra den. Der eksisterede dog en forsætlig uklarhed i en af denne kongres' resolutioner: noget måtte forties.

For at forstå den nye zionistiske bevægelse må vi vide noget om den krise, judaismen var kommet ind i det 19. århundrede. I et nyligt udkommet studium betragter den amerikanske rabbiner Jacob Petuchowsky den for så vigtig, at han sammenligner den med to tidligere kriser, som judaismen har overlevet. Den første fulgte efter kongedømmet Judæas undergang i 587 f.Kr., og den anden ved begyndelsen af vor tidsregning, da Jerusalem blev ødelagt af romerne. Han beskriver den tredje krise som en følge af de ideer, den amerikanske og franske revolution havde frembragt. Efter i lang tid at være blevet behandlet som en paria af det kristne samfund, kunne jøden nu i det mindste nyde godt af menneskerettighederne, som blev enhvers prærogativ. Ghettoens mure var blevet brudt ned. I Vesten havde jøderne opnået frigørelse. Som et resultat heraf befandt judaismen sig i en situation uden fortilfælde.

I USA havde delstaten Virginia taget teten på lovgivningsområdet vedrørende tros og religionsfrihed for alle borgere (1776). Dens eksempel blev hurtigt fulgt op af andre delstater i Nordamerika. Efter den franske revolution blev de borgerlige frihedsrettigheder, der også omfattede jøder, sikret ved lov i Frankrig (1791). 1 Tyskland plæderede oplyste kredse for en forbedring at jødernes kår ved at løfte dem op på samme niveau som andre. Som eksempel kan nævnes Lessing, der fra 1754 indgik venskab med den store jødiske filosof Moses Mendelssohn. Lessing havde øjensynligt Mendelssohn i tankerne, da han skrev Nathan den Vise (1779).

Det var også takket være denne frigørelse, at velhavende jøder i vesteuropæiske lande nu i stor målestok kunne udrette det, der var en så integreret del af den jødiske tradition: at yde finansiel støtte til fæller i nød i alle de lande, som de kunne komme i kontakt med. Vi er allerede stødt på nogle få navne i citatet fra Baedeker. Frem for alt er der den berømte engelske filantrop Moses Montefiore. Han opnåede stor anseelse som en af de 12 jødiske mæglere, der havde tilladelse til at virke i London, og fra 40 års alderen viede han al sin energi til at kæmpe for jødernes frigørelse og for en forbedring af deres levevilkår. Han rejste til Palæstina så tidligt som i 1837. Dette var den første af de 7 rejser, som han skulle foretage dertil i sit lange liv (han døde som 101 årig). Det lykkedes ham at vinde den daværende syriske hersker, Mohammed Alis respekt, og i 1855 købte han et stykke jord, hvor fattige jøder kunne slå sig ned.

Vi er også stødt på navnet Rothschild. Dette navn blev antaget af sønnerne til den legendariske pengeudlåner i Frankrig, der selv hed Bauer, men som havde et rødt skjold hængende som skilt ovenover indgangen til sit kontor. Fire af hans sønner slog sig ned i udlandet. De af sønnerne, der blev mest berømte, var Nathan i London og Jacob i Paris. De og deres sønner kom i betydelig grad til at finansiere de europæiske stormagter. Den franske forening Alliance Israélite Universelle, der blev stiftet i 1860, virkede for jøders velfærd overalt i verden, og brugte de fleste af sine midler på uddannelsesinstitutioner. Henimod 1870 grundlagde foreningen en landbrugsskole i Jaffa.

Ikke desto mindre var denne frigørelse en proces, der skulle komme til at tage lang tid. Den skulle blive udsat for begrænsninger og tilbageslag. På det tidspunkt bredte frigørelsen sig ikke til de østlige dele af Europa. Her især i Polen og Rusland forblev jøderne i deres ghettoer. Det lykkedes dog nogle af dem at rive sig løs fra deres umiddelbare omgivelser og blive inddraget i revolutionære bevægelser. Da Zar Alexander II blev myrdet i 1881, gav man jøderne skylden. Voldelige udslag af folkelig vrede imod dem blev enten ignoreret af politiet eller behandlet på en lunken måde. I 1882 blev jøderne endnu en gang udsat for pogromer (et russisk ord der betyder hærgen, plyndring). Mange jøder emigrerede. De fleste tog til Vesteuropa, men en mindre gruppe på omkring 3.000 rejste til Palæstina.

Der opstod en bevægelse blandt de tilbageblevne. Bevægelsen blev kaldt Chibbat Zion, kærlighed til Zion, og blev stiftet samme år, nemlig i 1882. Det varede ikke længe før dens medlemmer organiserede sig i lokale grupper, kaldt 'Zions venner'. De var alle opfyldt af tanken om en bosættelse i Palæstina og en genoplivelse af det hebraiske sprog. I 1890 oprettede disse Zions venner en »forening til støtte for jødiske bønder og arbejdere i Palæstina og Syrien«. Den kom under ledelse af Ltau Pinker, som var den første, der fremsatte tanken om et jødisk nationalhjem, om end ikke nødvendigvis i Palæstina. Grunden hertil var den modstand, som det pågældende områdes hersker, sultanen af Tyrkiet, havde vist over for den massive immigration af jøder til Palæstina.

Selv i Vesteuropa var den lovmæssige ligestilling af jøder ikke ensbetydende med en afslutning på den fjendtlige indstilling over for dem, som folkets brede masser og for den sags skyld også såkaldte højere kredse havde næret gennem så lang tid. Det konstaterede Theodor Herzl, som blev den egentlige grundlægger af den politiske zionisme.

Herzl var født i Budapest i 1860. Der var endnu langt igen til at moderne tanker om frigørelse og fremskridt prægede den ungarske befolkning. Dens mentalitet med hensyn til jøder befandt sig på et middelalderligt stade. Theodor gik i skole i Budapest, indtil han var 18 år gammel, hvor hans forældre flyttede til Wien, hovedstaden i Det Østrig Ungarnske Monarki. Her begyndte den unge mand at studere jura. Efter at have taget doktorgraden i 1884 gik det op for ham, at han var udelukket fra den strålende karriere, han havde set frem til, blot fordi han var jøde. Alene af den grund var alle mulige døre lukket for ham. Han slog sig derfor til tåls med en jævn løbebane i statens tjeneste og begyndte at udvikle sine evner som skribent. Han fik snart skabt sig et navn som forfatter af småskrifter.

Efter et ulykkeligt ægteskab, som endte med en skilsmisse i 1891, slog han sig ned i Frankrig. Der blev han fra Wien opfordret til at blive korrespondent for Neue Freie Presse. Denne stilling bragte ham i berøring med alt, hvad der rørte sig i den franske hovedstad. To af de store affærer, som han kom til at dække, fik betydning. Den første var den notoriske Panama-skandale. Uden indlysende grunde blev jøder anklaget for finansielle forbrydelser. Allerede i december 1894 blev denne efterfulgt af Dreyfus affæren. Alfred Dreyfus var en emanciperet jødisk officer i den franske hær, som på grundlag af tvivlsomme vidneudsagn (der senere skulle vise sig at være falske) blev fundet skyldig i at have ladet hemmelige dokumenter gå videre til tyskerne. For dette blev han afskediget og livsvarigt landsforvist fra Frankrig. Herzl skrev udførlige artikler om retssagen til sit blad i Wien, og de anti semitiske tilkendegivelser under og efter retssagen fik en dyb indvirkning på ham. Hvorfor vendte folk sig mod alle jøder på grund af en enkelt jødes næppe beviste forbrydelser? Herzl nåede frem til den slutning, at anti semitisme er en medfødt sygdom hos alle ikke jøder. Derfor opstod den tanke hos ham, at kun en jødisk stat ville kunne udgøre et effektivt beskyttelsesmiddel mod følgerne af denne sygdom. Derfor hans beslutning om at skabe et fædreland for det jødiske folk, en stat som skulle opnå almindelig anerkendelse, helst med støtte fra en eller flere af de europæiske stormagter.

Før dette havde Herzl overvejet andre løsninger. Det jødiske spørgsmål i Østrig kunne løses under pavens medvirken. Hvis han ville tilslutte sig kampen mod antisemitismen, så ville Østrigs jøder af egen fri vilje konvertere til kristendommen en masse. I sine tanker forestillede Herzl sig en meget højtidelig ceremoni for dette trosskifte, der skulle finde sted en søndag ved middagstid i Stephansdom med klokkeringning og en procession. Han havde også set nogle muligheder i socialismen, der var en moderne bevægelse. Hvis alle jøder blev socialister, så ville bevægelsen let kunne få bugt med noget så passé som antisemitisme.

I sommeren 1895 så han imidlertid i ét nu den eneste oplagte løsning for sig. I løbet af nogle få ugers febrilsk arbejde skrev han bogen Der Judenstaat. Versuch einer modernen Lösung der Judenfrage. Han lod en af sine ældste venner læse manuskriptet. Denne ven blev dybt chokeret. Han var bange for, at Herzl var gået fra forstanden. Derfor prøvede han på at tale ham fra at udgive bogen og rådede ham til at frekventere Max Nordau, en jødisk psykiater, der også havde et navn som skribent. Herzl fulgte dette råd og fandt stik imod vennens forventninger en ivrig tilhænger i Nordau. Imidlertid vakte han en hel del vrede hos prominente folk af enhver slags, også i Wien, før han havde besluttet sig til at udgive sit værk. Det udkom den 14. februar 1896.

Enhver, som læser Herzls program nu om stunder, vil blive slået over dens rent politiske karakter. Ifølge Herzl kunne man kun uskadeliggøre antisemitismen (eller løse 'det jødiske spørgsmål') ved at oprette en jødisk stat. Han nærede planer om at etablere to myndigheder for at realisere dette mål. Det Jødiske Selskab skulle tage sig af det forberedende arbejde på det videnskabelige og politiske område, medens Det Jødiske Kompagni skulle drage omsorg for de jøder, som ønskede at immigrere, samt organisere forholdene i deres nye land.

Herzl beskriver temmelig detaljeret de to myndigheders virke. Han beskriver alle facetter af bosættelsen i det nye land (inklusive en 7 timers arbejdsdag). Men i denne plan synes spørgsmålet om, hvor det nye land skulle ligge, ikke at blive tillagt nogen nævneværdig betydning. Kun i slutningen af første kapitel berøres dette tema: Skal det være Palæstina eller Argentina? Alle andre steder refererer Herzl blot til 'landet' eller 'derude' (se s. 27).

De romantiske ideer, ved hjælp af hvilke zionismen vandt så mange kristne for sin ideologi ('at vende tilbage til Zion', profeternes opfyldelse og så fremdeles), forekommer ikke i dette program. Den jødiske religion er ikke med i fremstillingen. Undertiden nævner Herzl, at jøderne udgør en nation på grundlag af deres fædrene tro, men i denne stat, som skal være den mest moderne i verden, er der også plads til vantro og fritænkere.

Rabbinerne skal prædike den nationale idé, men de skal udelukkes fra statsstyret.

Der kan ikke findes en eneste henvisning til Bibelen i Herzls bog. Der er alene en reference til Makkabæerbøgerne i slutningen, men disse indgår ikke i den jødiske bibel. Måske Herzl tilføjede referencen kort før udgivelsen af hensyn til sine venner i London. Her holdt han nemlig et foredrag i Den Makkabæiske Klub den 24. november 1895.

I løbet af det følgende år syntes Der Judenstaat at vække så megen opmærksomhed, at Herzl besluttede, ikke at begrænse sig til at tænke og skrive, men at skride til handling. Den 29. august 1897 organiserede han en zionistkongres i Basel, som blev overværet af omkring 200 jøder.

I det franske parlament havde Herzl set, hvordan et så stort antal repræsentanter skulle organiseres. Han var i stand til at fremkalde ikke så lidt entusiasme blandt tilhørerne, som repræsenterede en bred mangfoldighed af tendenser og nationaliteter.

»Vi er samlet her for at lægge grunden til det hjem, der skal give den jødiske nation et fristed«, sagde Herzl, som opstillede sine mål i et handlingsprogram. For at nå disse mål var det vigtigt:

Uklarheden, nævnt i begyndelsen af dette kapitel, lå i ordet 'hjem', som blev brugt for at referere til disse mål. For Herzl betød det en stat, men man undgik med vilje denne term i det officielle program på grund af mange jøders modstand mod ideen om en jødisk stat, og også af hensyn til den tyrkiske regering. Derfor termen Heimstätte, hjemsted.

En af de tilstedeværende deltog ikke i den almindelige entusiasme. »Jeg sad der i ensomhed blandt mine brødre, som en sørgende ved et bryllup ... « Det var Asher Ginzburg, som allerede da havde skabt sig et navn som forfatter på det hebraiske sprog under pseudonymet Ahad Ha 'Arn, 'en fra folket'. For ham var koloniseringen af Palæstina blot et middel i et højere måls tjeneste, nemlig jødernes moralske og kulturelle fremskridt overalt i verden. Han var dybt skuffet over alt det nationalistiske og politiske postyr, han blev vidne til på zionistkongressen i Basel. Det voldte ham dyb sorg. »Israels frelse vil komme fra profeter, ikke fra diplomater«, skrev han.

Han havde grund til at være bedrøvet. Seks år tidligere, i 1891, havde han besøgt Palæstina. Han havde håbet, at de jødiske kolonister ville behandle den indfødte befolkning i en ånd af venskab og respekt. Men med hjælp fra tyrkiske embedsmænd havde kolonisterne allerede fordrevet arabiske bønder fra deres landsbyer. I en beretning fra sin rejse pegede Ahad Ha 'Arn på det vigtigste problem, zionisterne stod overfor.

Palæstina er ikke et ubeboet land og kan kun skabe et hjem for en meget lille del af jøderne, som lever spredt ud over hele verden. De, som slår sig ned i Palæstina, må frem for alt søge at vinde palæstinensernes venskab ved at nærme sig dem høfligt og med respekt. Men hvad er det vores brødre i Palæstina gør? Præcis det modsatte. De var trælle i det land, hvorfra de kom, og pludselig befinder de sig i en situation med ubegrænset frihed, en tøjlesløs frihed af den slags, man kun kan finde i Tyrkiet. Denne pludselige forandring har vakt en hang til despotisme i dem, hvilket altid sker, når trælle kommer til værdighed. De behandler araberne med fjendtlighed og grusomhed, berøver dem deres rettigheder på uærlig vis, sårer dem uden grund, og bryster sig så bagefter over sådanne handlinger. Og der er ingen, som angriber denne foragtelige og farlige tendens ... Vi tror, alle arabere er vilde mennesker, der lever som dyr, og ikke forstår, hvad der sker omkring dem. Dette er imidlertid en stor misforståelse.

På trods af disse advarsler i 1891 fortsatte kolonisterne med deres fremfærd. Hos sig selv og deres børn såede de aversion, ja endog had, mod alt, hvad der var arabisk (se s. 29). Derfor blev konflikten med den palæstinensiske befolkning stadig mere tilspidset år for år. Den 9. juli 1911 skrev Ahad Ha 'Am til en ven i Jaffa:

Jeg er en tilskuer langt borte fra med et blødende hjerte, især på grund af den i ekstrem grad manglende indsigt og forståelse, der lægges for dagen fra vores side. Faktisk var det indlysende for 20 år siden, at den dag ville komme, hvor araberne kunne klare sig over for os.

Eftesom Theodor Herzl er en så central skikkelse i Zionismens historie, har jeg medtaget noget materiale, der kaster yderligere lys over ham.

Det første uddrag indeholder to korte beskrivelser af det indtryk, Herzl gjorde, når han trådte offentligt frem. Det andet uddrag er en nøglepassus fra hans pjece, Der Judenstaat, som diskuterer den pågældende stats fremtidige beliggenhed. Det tredje omtaler en roman, som Herzl påbegyndte i propagandaøjemed. At zionismen havde sine kritikere fra starten, fremgår tydeligt af det fjerde uddrag. Dette består af kritiske kommentarer, som Moshe Menuhin far til musikeren Yehudi fremsatte i bogen The Decadence of Judaism in Our Time, en bog som jeg hyppigt vil henvise til i denne fremstilling.

Foran os viste der sig en fantastisk og ophøjet skikkelse med en majestætisk holdning og statur, med et uudgrundeligt blik, hvori man kunne læse rolig værdighed og uudtalt sorg. Det er ikke længere den elegante dr. Herzl fra Wien; det er en kongelig ætling af Davids Hus, opsteget fra de døde, indhyllet i legende, fantasi og skønhed. Alle holdt vejret, som var de vidne til et mirakel. Og i sandhed, var det ikke et mirakel, vi overværede? 115 minutter klappede, råbte og vinkede de delegerede med deres lommetørklæder. To tusinde års drøm var på nippet til at blive virkeliggjort. Det var som om Messias, Davids søn, stod over for os; og jeg blev grebet af en overvældende trang til midt i denne storm af glæde højt at udråbe et: »Yechi Hamlech!« (»Hil kongen!«), så alle kunne høre det.

Ben Ami, hebraisk forfatter og 'ven af Zion', citeret af A. Bein i dennes biografi, Theodor Herz1, Jewish Publication Society of America,, Philadelphia 1945, s. 231f.

Jeg stod på prædikestolen foran Det Hellige Skab. Da jeg viste et øjebliks tøven med hensyn til, hvordan jeg skulle gøre front mod forsamlingen uden at vende ryggen til Torahskabet, var der en, der udbrød: »Selv skabet kan du vende ryggen til, du som er helligere end Torahen [Mosebøgerne, o.a.]«.

Skulle stormagterne erklære sig villige til at tilstå os suverænitet over et neutralt stykke land, vil Selskabet påbegynde forhandlinger om overtagelsen af dette land. Der er her to territorier, som indgår i overvejelserne, Palæstina og Argentina. I begge lande er der foretaget vigtige koloniseringsforsøg, om end efter det fejlagtige princip med en gradvis infiltration fra jødernes side. En infiltration er dømt til at ende galt. Den fortsætter til det uundgåelige øjeblik, hvor den indfødte befolkning føler sig truet og tvinger regeringen til at standse en yderligere tilstrømning af jøder. Immigration er følgelig futil, medmindre den baseres på et sikkert overherredømme.

Det jødiske Selskab vil forhandle med de nuværende herskere over landet og vil stille sig under de europæiske stormagters protektorat, hvis de er velvilligt indstillet over for planen. Vi kunne tilbyde de nuværende ejere enorme fordele, påtage os en del af den offentlige gæld, bygge nye veje, hvilket vores tilstedeværelse i landet ville nødvendiggøre, samt påtage os mange andre ting. Oprettelsen af vores stat ville komme de tilstødende lande til gode, fordi opdyrkningen af en strimmel land forøger værdien af dets omkringliggende distrikter på utallige måder.

Skal vi vælge Palæstina eller Argentina? Vi skal tage, hvad vi får, og hvad den jødiske offentlige opinion tilsiger. Selskabet vil afgøre begge disse punkter. Argentina er et af de mest frugtbare lande i verden, strækker sig over et umådeligt areal, er tyndt befolket og har et mildt klima. Den argentinske Republik vil høste betydelig fordel af at afstå et stykke af dets territorium til os. Den nuværende infiltration af jøder har unægteligt vakt nogen misfornøjelse, og det vil være nødvendigt at informere republikken om, at vores nye bevægelse adskiller sig essentielt herfra.

Palæstina er vores uforglemmelige historiske hjem. Det blotte ord Palæstina er nok til at drage vort folk med en kraft af utrolig styrke. Hvis Hans Majestæt Sultanen ville give os Palæstina, kunne vi til gengæld påtage os at bringe orden i Tyrkiets finanser. Vi ville dér udgøre en del af Europas stødpude mod Asien, en civilisationens forpost over for barbarismen. Som neutral stat ville vi have forbindelse med hele Europa, som måtte garantere vores eksistens. Kristendommens fredhellige steder ville blive sikret ved at tildele dem eksterritorialstatus, således som vi kender det så godt fra folkeretten. Vi ville opstille en æresvagt omkring disse fredhellige steder og sætte vores eksistens ind på at opfylde vores forpligtelser desangående. Denne æresvagt skulle være det storslåede symbol på løsningen af det jødiske spørgsmål efter atten århundreders lidelser.

Theodor Herzl, The Jewish State, Henry Pordes, 5th edn., London 1967, s. 29f.

I marts 1899 fik Herzl et brev, der var sendt af en tidligere arabisk borgmester i Jerusalem til overrabbineren i Paris, og derfra videre. Det henledte opmærksomheden på, at det var umuligt at opfylde de zionistiske krav på grund af Tyrkiet, de hellige steder og den modstand, som den derboende befolkning ville yde. Herzl besvarede dette brev med at spørge om, hvem i alverden der gik med tanker om at omplacere den ikke jødiske befolkning. Denne ville tværtimod finde nogle fortrinlige brødre i jøderne.

Nogle måneder senere gik Herzl i gang med at skrive en roman, Altneuland, der var en fremtidsvision af Palæstina tyve år frem i tiden. Palæstina er her en idealstat, som slår de besøgende med forbløffelse. I Altneuland foreviser en prominent araber disse besøgende en velstående arabisk landsby med tilfredse indbyggere, og han forsikrer dem om de palæstinensiske araberes kærlighed til deres jødiske brødre, hvem de skylder så meget.

Herzl skrev primært Altneuland til brug for omverdenen, og ikke for zionisterne. Den var skrevet i propagandaøjemed, idet han ønskede at vinde den ikke jødiske opinion for zionismens sag.

1 1901, da Altneuland næsten var færdig, gjorde Herzl et forsøg i Konstantinopel på at få koncession på et 'Jødisk osmannisk Landselskab til Kolonisering af Palæstina og Syrien'. Hans arkiver indeholder et udkast til et koncessionsbrev for just et sådant koloniseringsorgan. Efter hans død forsøgte de nye ledere i den zionistiske organisation at få en lignende koncession af Tyrkiet. Artikel III i Herzls udkast gav jøderne ret til at deportere den eksisterende befolkning.

Det lykkedes ikke Herzl at få godkendt sit koncessionsbrev i 1901. Samme år stiftede den femte zionistkongres under hans ledelse Den jødiske Nationalfond. Ifølge dens vedtægter blev erhvervet jord uafhændelig jødisk ejendom, som således hverken kunne sælges til eller forpagtes af ikke jøder.

1 1907 (3 år efter Herzls død) startede den proces (som Herzl også havde haft i tankerne), der skulle udelukke den indfødte befolkning fra at arbejde på jødisk jord. Samme år blev den første kibbutz dannet i et forsøg på at fjerne de arabiske arbejdere og udvikle landet ved hjælp af jødisk arbejdskraft. Dette mønster med at gøre palæstinensisk jord eksterritorial og boykotte arabisk arbejdskraft da jøderne selv begyndte at få en produktion i gang, boykottede de også arabiske produkter indledte en umærkelig fordrivelse af de oprindelige indbyggere, en udvikling som Herzl havde forudset.

Fra en artikel af L.C.M. van der Hoeven Leonhard, »Het Palestina vraagstuk in zijii ware gedaante« (»Som Palæstina spørgsmålet virkeligt formede sig«), publiceret i femårsnummeret af studenternes tidsskrift Libertas i 1960, og senere medtaget i folderen om Palæstina, udgivet i Nijmegen af Politeia i september 1969.

Jeg fik min opdragelse på Det hebraiske Gymnasium Herzlia. Jeg var en af de allerførste dimittender fra denne unikke skole, gennemsyret af Jødisk nationalisme. Og det tog lang tid, før jeg fik mig frigjort fra alt det modbydelige, kvælende fremmedhad over for vantro, herunder naturligvis araberne i Palæstina, som blev indpodet i vore unge hjerter ...

Gennem samtlige vore studieår på gymnasiet blev vi dagligt opflasket med en endeløs svada om vore hellige forpligtelser over for Amaynooh, Arzaynooh, Moladtaynooh (vor nation, vort land, vort fædreland). Det blev banket ind i vore unge hoveder, at fædrelandet måtte blive vort, 'goyim rein' (renset for vantro arabere); at vi måtte vie vort liv til at tjene fædrelandet og kæmpe for det.

Moshe Menuhin, The Decadence of Judaism in Our Time, Institute for Palestine Studies, Beirut 1969, s. 50 og s. 52.

Den israelske stats tragedie består i, at den blev undfanget og forberedt i et Europa, som tænkte i koloniale baner, men blev til i en verden, der havde taget afstand fra kolonialismen. Dette er med få ord det synspunkt, der anlægges af den jødiske forsker Maxime Rodinson, professor ved Sorbonne i Paris, hvis bog Israe1 et le refus arabe, 75 ans d'histoire (1968) blev anerkendt som en overordentligt tankevækkende fremstilling af konflikten.

Jeg vil gerne belyse den første del af hans synspunkt i dette kapitel. Selvfølgelig er det historiske hændelsesforløb meget kompliceret. Med risiko for overdreven forenkling vil jeg sondre mellem tre scener af aktiviteter: det zionistiske diplomati, de engelske løfter til araberne og de allieredes hemmelige rådslagninger.

Efter den første zionistkongres i 1897 gav Herzl sig i kast med at arbejde af al kraft på at virkeliggøre det punkt i programmet, han anså for det vigtigste: opnåelsen af et almindeligt anerkendt jødisk hjem, om muligt i Palæstina. På den tid var dette territorium, kaldt ved dets gamle historiske navn, endnu ikke klart defineret. Det omfattede delvis områder, som udgjorde en geografisk enhed, og af hvilke nogle senere blev udskilt (Jordan, Libanon og Syrien). Hele dette område var under den tyrkiske sultans styre. Ind imellem de zionistiske kongresser, der blev afholdt hvert år, arbejdede Herzl febrilsk på at etablere forbindelser til diplomater og regenter. Da det i 1898 kom ham for øre, at kejser Wilhelm var i færd med at rejse til Tyrkiet (officielt for at indvie en ny tysk kirke i Jerusalem, men reelt for at drøfte opførelsen af Bagdad-banen), fulgte Herzl efter ham. Ville han være villig til at påtage sig hvervet som protektor for et zionistisk 'selskab til indvinding af land'? Kejseren kunne dog kun ytre sin respekt for sultanens suverænitet. Den russiske zar syntes utilnærmelig for Herzl, men han fik kontakt med zarens minister von Plehve, manden bag jødepogromerne. Af ham fik Herzl et skriftligt samtykke om, at den russiske regering var indforstået med at yde moralsk og materiel støtte til den zionistiske bevægelse. Herzl kom også i audiens hos paven, og det lykkedes ham endvidere at få sultanen i tale to gange. Han opnåede dog ikke nogen resultater. Han forsøgte at få tilsagn om Cypern eller en del af Sinai halvøen fra den engelske minister Chamberlain. I 1903 var England parat til at ofre Uganda til koloniseringsformål. Herzl drøftede endelig muligheden for en bosættelse i Nordafrika med den unge italienske konge Victor Emmanuel. Det var i begyndelsen af 1904. I sommeren samme år døde Herzl, fortæret af sin entusiasme og utrættelige foretagsomhed.

Samme år flyttede hans dygtigste medarbejder til England. Det var Chaim Weizmann. I den tidlige alder af 15 år havde han stiftet en hebraisktalende klub i sin russiske fødeby. Han fik mulighed for at studere kemi i Tyskland; tog dér doktorgraden med præ i en alder af 24 år på en afhandling om farvestoffer og blev samme år, i 1898, docent i Genève. Han var fuldstændigt helliget den zionistiske sag, om end han ofte var kritisk over for Herzls ekstravagance. I 1904 tog han imod en stilling ved University of Manchester. Foruden at være en stor kemiker viste han sig at være en exceptionel dreven diplomat (se s. 38 39).

Weizmann var klar over, at den nationalistiske zionisme ville støde på kraftig modstand fra engelske jøder. Det var meget lettere at vinde ikke jødiske englændere for ideologien. For dem, der var blevet opdraget udfra Bibelen, havde ideen om en tilbagevenden fra landflygtigheden tiltrækningskraft som en slags bekræftelse på, hvad der stod i Bibelen. Desuden behøvede tænkende englændere verden over ikke at nære sådanne bibelsk farvede følelser for at kunne indse de politiske fordele ved en jødisk bosættelse i Palæstina. Det osmanniske Rige ville ikke holde længe, og den landstrækning, der blev kaldt Palæstina, lå på ruten til Indien over land. Derfor havde der siden 1850 været en hel del skriveri og aktivitet i engelske kredse til fordel for en genoprettelse af tidligere tiders Israelske stat under britisk lederskab. Denne interesse blev endnu mere udtalt, da Suezkanalen var færdigbygget og nogle år senere blev tæt knyttet til engelske interesser.

I 1906 efter en samtale med Arthur Balfour begyndte Weizmann at opbygge sit net af kontakter til britiske diplomater. På daværende tidspunkt befandt Verdens Zionistorganisations hovedsæde sig stadig i Berlin. Det skulle der nu laves om på efter udbruddet af den første verdenskrig. Skønt organisationen gerne ville bevare skinnet af neutralitet, og dens repræsentanter ikke ønskede at blive set i drøftelser med fjender fra Tyrkiet, så vedblev Weizmann dog med at udbygge sine kontakter i britiske regeringskredse. Som kemiker kunne han yde et godt bidrag til den britiske krigsindsats, og i begyndelsen af 1916 kom han til admiralitetet i London, der hørte under Balfours myndighedsområde.

I mellemtiden havde Tyrkiet i 1914 valgt at stå på Tysklands og Østrigs side. Hvad ville araberne, der stræbte efter uafhængighed, nu gøre? Kæmpe sammen med tyrkerne mod de allierede, af hvilke Frankrig altid havde vist interesse for at få indflydelse i Syrien, medens England ønskede at sætte sig i besiddelse af området omkring Den persiske Golf? Eller ville de rejse sig imod sultanen og kæmpe for deres uafhængighed side om side med de allierede?

Som kalif og øverste imam var sultanen Islams overhoved. Han kunne stævne alle muslimer i verden til 'hellig krig' imod de kristne magter, som angreb hans monarki og dermed truede Islams hellige steder: Mekka, Medina og Jerusalem. Ved et signal fra ham kunne de muslimer, der befandt sig under de allieredes styre (i Indien, Egypten, Nordafrika osv.), opflammes til kamp imod deres herskere.

Sultanen lod ikke vente længe på sig. Allerede i november 1914 udsendte han en højtidelig opfordring til muslimer verden over om at forsvare Islam og dens hellige steder. Tyske videnskabsmænd, som havde kendskab til orientalske sprog, var ham behjælpelig med at udarbejde opråb, der blev distribueret i tusindvis overalt i Det osmanniske Rige samt i Sudan, Persien, Afghanistan og Indien.

Den betydeligste mand i Arabien under Tyrkiets styre var emiren af Mekka, Hussein. Han var efterkommer af profeten og officiel 'vogter af de hellige steder'. En mand i hans stilling var forpligtet til at adlyde opfordringen til hellig krig og til at lede denne. Men Hussein nægtede. I krigen så han en mulighed for at afkaste tyrkernes forhadte åg og opnå den uafhængighed, man havde ønsket så længe. I en kort deklaration havde den hemmelige nationalistiske bevægelse i Syrien nedfældet de betingelser, på hvilke den ville samarbejde med englænderne i deres kamp mod Tyrkiet. Den første betingelse var Englands anerkendelse af uafhængighed for hele det arabiske territorium, hvis grænser var kort og klart angivet. Husseins tredje søn, Feisal, fik i Damaskus syet en kopi af teksten, skrevet med meget lille skrift, ind i sine klæder og bragte den på denne måde til sin far i Medina. I juli 1915 indledte Hussein sin hemmelige korrespondance med den engelske højkommissær i Egypten, Henry McMahon. Det lykkedes McMahon at overvinde Husseins betænkeligheder ved at give udtrykkelig garanti for den uafhængighed, araberne stillede som betingelse. På dette grundlag overtog Hussein åbenlyst ledelsen af den arabiske revolte mod den tyrkiske regering i juni 1916. De spændende begivenheder, der fulgte efter, er om end indhyllede i myter velkendte fra bøger af T. E. Lawrence, kaldet »Lawrence of Arabia« og filmen om samme.

I foråret 1916 var der også andre hemmelige forhandlinger under opsejling. De allierede stormagter i Europa (England, Frankrig og Rusland) ønskede at fastsætte nogle retningslinier for de territorier, der ville blive ledige efter Det osmanniske Riges forventede fald. Den engelske hovedforhandler var Mark Sykes, og hans franske modstykke Georges Picot. Derfor navnet 'Sykes Picot aftalen'. Enhver, der studerer kort 21 som var knyttet til teksten i traktaten af den 16. maj 1916, vil have grund til at blive forbavset. Frankrig havde forbeholdt sig en del af Tyrkiet, Vestsyrien og Libanon, og England lagde beslag på det sydlige Irak, medens Palæstina vest for Jordanfloden var farvet brunt på traktatens kort. Det skulle med andre ord have international status (bortset fra havnebyerne Akko og Haifa, som skulle under britisk herredømme). Mark Sykes, der var understatssekretær i krigskabinettet, havde endnu på det tidspunkt stærke zionistiske sympatier. Det kom ham for øre, at Brandeis, en amerikansk zionist, havde stor indflydelse på præsident Wilson. Også af den grund var det vigtigt at inddrage den zionistiske organisation i britisk politik (USA var endnu ikke med i krigen). Under Weizmanns ledelse begyndte organisationen nu at gøre ihærdigt brug af de faciliteter, den havde fået stillet til rådighed, til realisering af dens planer. Disse stødte på stærk modstand fra nogle få engelske jøder (inklusive et indlæg i The Times fra David Alexander og Claude Montefiore), som gik imod en national stat. Et af deres argumenter var, at en sådan stat ville skabe vanskeligheder for jøder, der ønskede at være loyale borgere i de lande, hvor de boede.

Det lykkedes imidlertid Weizmann at opnå den engelske regerings godkendelse af de zionistiske planer. Dette gav stødet til den notoriske 'Balfour deklaration' af den 2. november 1917. Heri erklærede regeringen, at den gik ind for oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina, og at den ville medvirke hertil. Imidlertid skulle det stå klart, at der ikke må gøres noget, der kan være til skade for de eksisterende ikke jødiske palæstinensiske samfunds borgerlige og religiøse rettigheder eller de rettigheder og den status, jøder nyder i et hvilket som helst andet land.

Det var mindre end zionisterne havde håbet på. De ønskede et Palæstina, som skulle være »lige så jødisk, som England var engelsk«. Men begrænsningen, der også var inspireret af deres jødiske modstandere i regeringen, kunne betragtes som midlertidig. En betydelig immigration ville hurtigt føre til et jødisk befolkningsflertal i Palæstina.

Da man nu i princippet havde fået 'hjemmet', gjaldt det om at skaffe indbyggere til det. Dette ville kræve en meget intensiv propaganda. Thi knap nok 1 pct. af jøderne verden over havde nogen sympati for zionismen.

Samme måned, i november 1917, fandt bolsjevikkerne den hemmelige Sykes Picot aftale i det russiske udenrigsministerium. De offentliggjorde den prompte, og tyrkerne var ikke sene til at udnytte dette. Sidstnævnte lod Hussein vide, i hvilken grad han var blevet ført bag lyset af englænderne, og forlangte, at han skulle lade sine vantro forbundsfæller i stikken og gøre fælles sag imod dem sammen med arabernes muslimske brødre, tyrkerne. Hussein bad om en forklaring af englænderne og blev forsikret om den fremtidige arabiske selvstændighed, hvilket beroligede ham. Offentliggørelsen af Balfour deklarationen forårsagede også en hel del uro blandt de arabiske frihedskæmpere. Den engelske regering gav dem en højtidelig forsikring om, at »en jødisk bosættelse i Palæstina kun ville få lov til at finde sted, hvor den var forenelig med den arabiske befolknings politiske og økonomiske frihed«. Der fulgte en endnu klarere erklæring, og efter denne fremkom der yderligere en engelsk fransk deklaration, som blev bekendtgjort i hele Palæstina, Syrien og Irak. Det lå simpelthen de allierede dybt på sinde at befri de arabiske territorier og indsætte nationale regeringer og regimer, som skulle basere deres myndighed på den indfødte befolknings initiativ og valg.

På fredskonferencen i Versailles i 1919 viste det sig, til de arabiske folks store forbløffelse, at alle det kristne Vestens løfter og højtidelige forsikringer havde været bevidste løgne. England og Frankrig overtog simpelthen det besejrede Tyrkiets magtbeføjelser. Man benyttede allerede på det tidspunkt termen 'mandat' (hvorved forstås, at en kommission fra Folkeforbundet skulle føre, hvad man anså for underudviklede folk, frem til uafhængighed), men i realiteten kom de arabiske territorier nu under nye herskere og udbyttere: Mesopotamien (Irak), Palæstina og Transjordanien under England; Syrien og Libanon under Frankrig.

I Versailles hævdede prins Feisal, at man i det mindste burde tage hensyn til befolkningens ønsker i disse områder. Balfour og zionisterne var stærkt imod dette og betragtede Palæstina som hørende uden for konferencens undersøgelsesområde. Til sidst var det kun præsident Wilson, der forsvarede princippet om at konsultere befolkningen, og han gjorde dette ved at tage et selvstændigt initiativ. En kommission bestående af 5 amerikanere ankom til Jaffa den 10. juni 1919 og tilbragte 6 uger med at rejse rundt i Palæstina og Syrien. De afgav deres rapport i Paris i slutningen af august.

Enhver, der i dag læser rapporten, vil blive slået over dens åbenhed. Kommissionens medlemmer erklærer ærligt, at de ved deres ankomst til Palæstina var meget venligt stemt over for zionismen. På stedet fik de yderligere litteratur om den. De så noget af det arbejde, de jødiske kolonisatorer havde præsteret, fandt meget af værdi i disses aspirationer og var forbløffede over den ildhu, hvormed mange mennesker overvandt naturens hindringer.

Men de ekstreme zionistiske planer, som kom dem for øre, syntes ikke rigtigt at stemme med Balfour deklarationens ord.

Et nationalt hjem for det jødiske folk er ikke det samme som at gøre Palæstina til en jødisk stat. Oprettelsen af en sådan jødisk stat kan heller ikke føres ud i livet uden på det alvorligste at krænke de eksisterende palæstinensiske ikke jødiske samfunds borgerlige og religiøse rettigheder. At zionisterne så frem til en praktisk talt fuldstændig fordrivelse af de eksisterende ikke jødiske indbyggere i Palæstina gennem forskellige former for opkøb, kom gentagne gange for dagen under kommissionens drøftelser med jødiske repræsentanter

Kommissionen gentager derefter præsident Wilsons berømte princip om folkenes selvbestemmelsesret og konkluderer:

Hvis dette princip skal gælde, og dermed den palæstinensiske befolknings ønsker være udslaggivende for, hvad der skal ske med Palæstina, så bør man erindre sig, at Palæstinas ikke jødiske befolkning næsten 90 pct. af hele befolkningen er stærkt imod hele det zionistiske program. Tabellerne viser, at der ikke var noget, som Palæstinas befolkning var mere enige om end dette. At gøre et folk med en sådan indstilling til genstand for en ubegrænset jødisk immigration og et stadigt finansielt og socialt pres for at få dem til at afstå deres land, ville være en grov krænkelse af det lige nævnte princip samt af menneskerettighederne, selvom noget sådant holdt sig på lovens grund.

Endelig peger kommissionen på, at det syriske folk næsten enstemmigt deler denne indstilling, og at det zionistiske program ifølge britiske talsmænd kun kan gennemføres med våbenmagt.

Ingen af de britiske officerer, kommissionens medlemmer konsulterede, troede på, at det zionistiske program kunne gennemføres uden våbenmagt. Officererne anså almindeligvis en styrke på ikke mindre end 50.000 soldater for nødvendig for blot at iværksætte programmet ... Beslutninger, til hvis udførelse der kræves armeer, er sommetider nødvendige, men træffes bestemt ikke til fordel for en alvorlig uretfærdighed.

Denne rapport blev holdt hemmelig, såvel i Versailles som i New York. Wilson var et godt stykke forud for sin tid med princippet om folkenes selvbestemmelse. Og hvad angår Palæstina, var han også forud for vor tid.

Vi har set det indtryk, Theodor Herz1 gjorde på sine omgivelser. Det første af de følgende uddrag beskriver Chaim Weizmanns evner som diplomat. Det andet, der daterer sig fra 1905, viser, hvad det var for et territorium, zionisterne stræbte efter, og hvorfor de gjorde det. Det viser også, hvor katastrofal Lloyd Georges intervention på Versailles konferencen i 1919 var for den zionistiske sag, da han forsøgte at tilbagegive dem det gamle bibelske land 'fra Dan til Beersheba'. Denne intervention er beskrevet i det tredje uddrag, som stammer fra den artikel af Erskine Childers, jeg citerede på s. 15 18. Modstanden mod en jødisk stat kommer klart til udtryk i det fjerde uddrag, som er taget fra den rapport, præsident Wilsons kommission afgav (omtalt på s. 36 37). Endvidere i det femte uddrag, der er et citat fra et indlæg i New York Times, underskrevet af kongresmedlemmet Julius Kahn og 30 andre fremtrædende jøder.

Denne dygtige præsentation af kendsgerninger ville imidlertid ikke have været ham til nogen nytte, hvis han ikke havde overbevist alle dem, han kom i berøring med, om redeligheden i hans adfærd og om oprigtigheden i hans tiltro til Storbritanniens vilje og styrke.

Sir Charles Webster, »The Art and Practice of Diplomacy«, The Listener, 28 February 1952, s. 335.

Som naturlige grænser betragter de i nord Hernion bjerget, Jordanflodens udspring og Leontes dalen med det territorium, der ligger mellem Rasyaya og Sidon; i syd Suez kanalen og Sinai halvøen; i øst de arabiske ørkenstrækninger, og som vestlig grænse Middelhavet. Med sådanne grænser, i hænderne på et folk der kan forsvare dem, ville Palæstina blive uindtagelig.

Najib Azuri, Le réveil de la nation Arabe, Librairie Plon, Paris 1905, s. 6f.

For det første forsøgte eksperter fra udenrigsministeriet i London på en meget taktfuld måde at forklare premierministeren, at der simpelthen ikke fandtes et sådant sted som Dan på noget kort over Palæstina fra det 20. århundrede. Det kunne være det samme. Det er en dokumenteret kendsgerning, at Lloyd George tog til fredskonferencen i Versailles, fast besluttet på at drage grænser for en ny hebraisk stat 'fra Dan til Beersheba' i et Palæstina anno 1919. Det er også en dokumenteret kendsgerning, at zionisterne blev bragt i en delikat situation ved dette: fordi de i virkeligheden ønskede langt mere territorium end fra Dan til Beersheba de ønskede også det meste af Sinai halvøen, hele Transjordanien, hele den sydlige del af det, der i dag er Libanon samt hele det sydvestlige Syrien, næsten til udkanten af Damaskus. Dog, premierministeren, på hvis entusiasme de gjorde regning, vedblev at sige som en slags besværgelsesformular: »Fra Dan til Beersheba«.

Der foreligger yderligere en kendsgerning om hele dette utrolige sammensurium af vestlige forestillinger om arabere i et land, der for over 90 procents vedkommende var beboet af arabere. Det førte ligefrem til et sceneri på konferencen, hvor ansatte fra udenrigsministeriet måtte lægge Sir George Adam Smiths atlas over Palæstina på Davids og Salomons tid ca. år 1.000 f.Kr. på bordet. Og det var på grundlag af dét kort, at de vestlige statsmænd besluttede sig til den geografiske, fysiske og politiske udslettelse af de arabere, som nu beboede det selv samme område, næsten 3.000 år senere. Der opstod et meget pinligt øjeblik under dette helt igennem fantastiske optrin i Paris. Det var da Clemenceau bad Lloyd George om at vise ham, hvor på kortet Dan lå og Lloyd George blev ham svar skyldig.

Det er også værd at nævne, at det i de offentliggjorte dokumenter for årene 1919 21 kommer for dagen, at da zionisterne, der virkede gennem deres britiske sponsorer, forsøgte at få mere territorium specielt territorium, der ville give dem kontrol over hele Jordanflodens vandsystem, jeg gentager, at dette var i årene mellem 1919 og 1921, hvor altså vore dages kamp om Jordanflodens vand egentlig begyndte så de sig ironisk nok belemret med George Adam Smiths arkæologiske kort og Clemenceaus insisteren på, at Storbritannien kun havde talt om Dan til Beersheba!

Jeg mener at kunne sige med en grad af absolut matematisk sikkerhed, at intet andet indfødt folk i dette århundrede er blevet ekspederet ud af verden af europæiske stater og en europæisk settlerbevægelse på grundlag af et kort, der efter gængs opfattelse viser et stammekongedømme, som havde eksisteret der en kort tid for 3.000 år siden. At støde på sådanne kendsgerninger i det 20. århundredes nøgterne regeringsarkiver får en til at blive mærkelig tilpas og i mit tilfælde i hvert fald skamfuld.

Erskine Childers, artikel i jubilæumsnummeret fra Den hollandsk arabiske Forening 1955 66, E. J. Brill, Leiden 1966.

Grunden hertil er følgende: De steder, som er de helligste for kristne dem der har at gøre med Jesus og som også er hellige for muslimer, er ikke alene ikke hellige for jøder, men direkte profane. Under disse omstændigheder er det simpelthen umuligt for muslimer og kristne at føle sig indforstået med, at disse steder befinder sig på jødiske hænder eller i jødisk varetægt. Der er fremdeles andre steder, for hvilke muslimer må nære den samme følelse. Set fra dette synspunkt har muslimerne helt naturligt, netop fordi alle tre religioners hellige steder er hellige for dem, været meget mere acceptable vogtere af de hellige steder, end jøderne vil kunne blive. Med hensyn til disse spørgsmål må det formodes, at den præcise betydning af en fuldstændig jødisk overtagelse af Palæstina ikke er blevet fuldt ud forstået af dem, der slår kraftigt til lyd for det yderliggående zionistiske program. For det ville med skæbnens uundgåelighed forstærke de anti jødiske følelser både i Palæstina og alle andre dele af verden, som ser hen til Palæstina som Det hellige Land. Under hensyntagen til alle disse faktorer, og med en dybfølt sympati for den jødiske sag, føler kommissionens medlemmer sig forpligtet til at rekommandere, at fredskonferencen kun forsøger sig med et kraftigt beskåret zionistisk program, og selv da kun iværksætter det meget gradvist. Dette vil være ensbetydende med, at den jødiske immigration bør begrænses definitivt, og at projektet med at gøre Palæstina til en decideret jødisk stat bør opgives.

Det ville da være rimeligt at lade Palæstina indgå i en forenet syrisk stat, akkurat som andre dele af landet, idet en international og interreligiøs kommission noget lig nu skulle tage sig af de hellige steder under mandatmagtens og Folkeforbundets overopsyn og godkendelse. Jøderne skulle naturligvis være repræsenteret i denne kommission.

Bragt som appendiks i George Antonius, The Arab Awakening, Hamish Hamilton 1938, s. 450.

Da en fremtidig regeringsform for Palæstina utvivlsomt vil blive taget op til drøftelse på den forestående fredskonference, skal undertegnede borgere i De forenede Stater i denne fællesudtalelse fremsætte deres indvendinger mod oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina, således som det er foreslået af zionistiske samfund i dette land og Europa, og mod segregationen af jøderne som en nationalistisk enhed i noget land overhovedet. Ved at gøre dette føler vi, at vi giver udtryk for opfattelsen hos flertallet af amerikansk fødte jøder i dette land og hos flertallet af de udenlandsk fødte jøder, der har levet her tilstrækkeligt længe til helt at have assimileret det amerikanske samfunds politiske og sociale forhold. De amerikanske zionister repræsenterer ifølge den senest foreliggende statistik kun en lille del af de jøder, der lever i dette land, ca. 150.000 ud af 3.500.000 (Arnerican Jewish Year Book, 1918, Philadelphia).

Til en begyndelse ønsker vi at tilkendegive vores udelte sympati for de zionistiske bestræbelser, som tager sigte på at sikre jøder, der nu lever i lande med undertrykkelse, et fristed i Palæstina eller andetsteds, hvor de frit kan udvikle deres evner og udøve deres virksomhed som frie borgere ...

Men vi opløfter vores røst til advarsel og i protest mod zionistiske krav om en reorganisering af jøderne som en national enhed, til hvem der nu eller i fremtiden skal overdrages territorial suverænitet i Palæstina. Kravet ikke blot fejlfortolker trenden i jødernes historie, idet de ophørte med at være en nation for 2.000 år siden, men indebærer også en begrænsning og mulig annullering af jødernes mere omfattende krav om fuldt borgerskab og menneskerettigheder i alle lande, hvor disse rettigheder endnu ikke er sikret. Af den selv samme grund, at den ny æra, som verden er ved at bevæge sig ind i, overalt tilstræber at oprette styreformer ud fra principperne om sandt demokrati, afviser vi det zionistiske projekt med et 'nationalhjem' for det jødiske folk i Palæstina ...

Hvad angår Palæstinas fremtid, er det vores brændende håb, at det der en gang var et 'Forjættet Land' for jøderne, må blive et 'Land af Forjættelse' for alle racer og trosretninger, værnet af Folkeforbundet, som forventes at blive en af frugterne af fredskonferencen, hvis drøftelser verden ser frem til med så megen spænding og håb. Vi beder om, at Palæstina konstitueres som en fri og uafhængig stat, der ledes af en demokratisk regering, som ikke anerkender nogen forskelle med hensyn til tro, race eller etnisk afstamning, og med tilstrækkelig magt til at beskytte landet mod undertrykkelse af enhver art. Vi ønsker ikke at se Palæstina, hverken nu eller i nogen fremtid, organiseret som en jødisk stat.

New York Times, 5 March 1919.

den jødiske stats forberedelse

Begivenhedernes gang i Palæstina siden mandatets start i 1920 har længe været ukendt for den vestlige verden. Der blev allerede i 1938 anført en række grunde hertil af den libanesiske historiker George Antonius i hans bog The Arab Awakening, som hurtigt blev en klassiker. Han skriver følgende om europæiske forfatteres bøger og artikler:

De må anvendes med omtanke og forsigtighed, dels på grund af den hyppige forekomst af åben og utilsløret propaganda, og dels fordi utilgængeligheden af de helt uundværlige arabiske kilder har stillet sig hindrende i vejen for en virkelig fair behandling, selv i neutrale og hæderlige historikeres værker.

Han fortsætter:

En lignende mangel er med til at fordreje den daglige informations strøm. Den zionistiske propaganda er aktiv, højt organiseret og almindelig udbredt. Verdenspressen, i hvert fald den i de vestlige demokratier, lytter i høj grad til denne propaganda. Den behersker mange af de eksisterende nyhedskanaler, især i den engelsktalende verden. Til sammenligning hermed er arabisk propaganda primitiv og uendelig meget mindre effektiv. Araberne ligger således ikke inde med ret meget af den dygtighed, den mangesprogede allestedsnærværelse eller de finansielle ressourcer, der gør den jødiske propaganda så effektiv. Resultatet er blevet, at verden i en snes år hovedsageligt har betragtet Palæstina gennem zionistiske briller og ubevidst har tillagt sig den vane at ræsonnere på zionistiske præmisser.

Ifølge Antonius er selv officielle britiske kilder ikke pålidelige. Det er muligt, siger han, at diske op med stribevis af citater fra ministertaler og officielle rapporter, der udviser en forbløffende uvidenhed om baggrund og kendsgerninger.

Selv Folkeforbundets permanente mandatkommission i Genève modtog ensidig information. Et veludstyret zionistisk kontor havde til huse dér og stillede en massiv strøm af information til rådighed året rundt. På den arabiske side fandtes der ikke nogen tilsvarende kanal. Ingen gjorde brug af f.eks. arabiske aviser fra Palæstina, som ville have kunnet udgøre en kommentar til mandatets forvaltning, således som det influerede på den arabiske befolkning. Andragender og memoranda affattet på arabisk blev forelagt i dårlige oversættelser. Derfor de klart zionistiske sympatier hos en kommission, hvis intention det var at være neutral.

Sådan så Antonius på sagen i 1938. Heldigvis foreligger der nu en række pålidelige studier af denne periode, som også beskriver de sociale og økonomiske udviklingsforløb, der øvede betydelig indflydelse på den politik, som blev ført ud i livet. I dette kapitel vil jeg skitsere udviklingen i korte træk. Endnu en gang er det nødvendigt at sondre mellem tre faktorer: Det jødiske samfunds vækst og selvtillid, oppositionen fra den arabiske befolkning og den britiske regerings stigende perpleksitet.

Næppe var de tyrkiske tropper blevet fordrevet fra Palæstina, før der ankom en zionistisk kommission under Weizmanns ledelse i april 1918. Den kom for at sætte sig ind i den jødiske befolknings situation en befolkning der dengang talte ca. 56.000 og for at være den behjælpelig med at udbedre de skader, krigen havde forvoldt. Kommissionen begyndte imidlertid snart at tillægge sig en meget arrogant holdning over for de britiske soldater, som om den var bemyndiget til at forberede grundlaget for den kommende civile regering. Med støtte fra regeringen i London, som erstattede nogle embedsmænd med hærofficerer, der gik ind for den zionistiske sag, blev kommissionen i stand til at realisere en række mål, og det lykkedes den endog at oprette en slags jødisk milits.

I juni 1918 var Weizmann i audiens hos prins Feisal i dennes militærlejr ved Akaba. Feisal var fra London blevet opfordret til at mødes med den zionistiske leder. Weizmann forsikrede ham om, at der ikke forelå nogen planer om at oprette et jødisk styre i Palæstina. Zionisterne ønskede blot at virke for landets udvikling, så langt det nu lod sig gøre uden at skade arabernes legale interesser.

Denne kontakt blev holdt ved lige på fredskonferencen i Paris. Her insisterede englænderne på især gennem T. E. Lawrence at Feisal skulle have et formelt møde med Weizmann. Den arabiske prins var ikke fortrolig med det europæiske diplomatis finesser og forstod alene fransk blandt de sprog, der blev benyttet på konferencen. Men han nærede fortsat tillid til englænderne. Han kunne ikke tage noget afgørende skridt uden først at have indhentet sin fars, Husseins godkendelse, så det var derfor med tøven, at han i begyndelsen af januar 1919 underskrev en traktat om samarbejde med zionisterne. Imidlertid skrev han et klart forbehold på sit eget sprog: Forudsætningen var fuld tilslutning til betingelsen om arabisk uafhængighed. I modsat fald ville intet ord i traktaten være bindende. Man lod teksten cirkulere på fredskonferencen selvfølgelig uden forbeholdet hvilket styrkede Englands og zionisternes position. Det samme gjorde et brev skrevet til den amerikanske zionist, Felix Frankfurter, underskrevet af Feisal. Det var dateret den 3. marts 1919. I brevet erklærede Feisal, at han og andre dannede arabere stillede sig sympatisk over for de zionistiske planer. Han bød jøderne varmt velkommen og håbede, at araberne ville være i stand til at yde gengæld for alt det gode jøderne, og frem for alt dr. Weizmann, havde gjort over for dem.

Det såkaldte 'Frankfurterbrev', som ofte citeres, frembyder et historisk problem. Zionisterne har aldrig været i stand til at fremskaffe originalen. De har heller aldrig været i stand til at fremlægge noget som helst gyldigt bevis, der kunne mane mistanken i jorden om, at Feisal i virkeligheden ikke skrev brevet, og at der foreligger et rent og skært falsum.

I mellemtiden, efter krigens afslutning, var en ny bølge af jødiske immigranter kommet til Palæstina. Denne aflyah, indrejse, i landet regnes ofte for den tredje. Den første fandt sted efter begivenhederne i Rusland i 1881 82; den anden i 1904 og årene umiddelbart derefter. Den tredje aflyah begyndte i 1919 med nogle få hundrede personers indrejse, men der fulgte tusinder efter. I årene mellem 1919 og 1923 rejste 34.000 immigranter ind i Palæstina; blandt de første var de unge pionerer fra Østeuropa, der lidenskabeligt sværgede til opbygningen af det nye samfund gennem en fuldstændig kollektiv levevis. De blev grundlæggerne af kibbutzerne, som gennem så lang tid har været en inspirationskilde for det jødiske samfund i Palæstina. I 1924 ankom den fjerde bølge, hovedsageligt bestående af polakker. Det var her blevet umuligt for de lavere klasser og de handlende fortsat at opretholde en eksistens på grund af en økonomisk krise, der faldt sammen med antisemitisme i regeringskredse.

Af de mange tusinde immigranter, der ankom år for år, var der adskillige, som hurtigt rejste hjem igen. Fra 1924 til 1931 forlod 29 ud af hver 100 immigranter landet igen efter et kort ophold. I kriseåret 1927 forlod 5.000 jøder landet, hvilket skal sammenholdes med 2.700 immigranter. Ikke desto mindre befandt der sig i 1931 175.000 jøder i Palæstina. Det svarer til 17,7 pct. af den samlede befolkning.

At modtage og bosætte alle disse immigranter var en kæmpe opgave, som tilkom yishuv (det jødiske samfund der eksisterede i Palæstina før den israelske stat). Yishuv viste sig i stand til at løse den i kraft af sit organisationstalent samt utallige menneskers opofrelse, den finansielle og moralske støtte fra jøder i de vestlige lande og frem for alt som følge af den engelske regerings medvirken.

Den 1. juli 1920 havde den første højkommissær indtaget sit embede, en post han skulle beklæde indtil 1925. Hans navn var Herbert Samuel, og han var jøde. Allerede i 1914, da han var medlem af kabinettet, havde Weizmann vundet ham for zionismens sag. Samuel havde deltaget i udarbejdelsen af Balfour-deklarationen.

Umiddelbart efter at have indtaget sit embede iværksatte han en række foranstaltninger, der skulle fremme den zionistiske kolonisering. 'Immigrationsforordningen' (1920) havde til formål at anspore den jødiske immigration, og de forskellige 'landforordninger' begunstigede jødernes opkøb af jord, medens de omvendt begrænsede arabisk jordbesiddelse. En udøvende zionistisk forsamling (det senere Jewish Agency) så også dagens lys. Den skulle ifølge mandatdekretets, artikel 4, samarbejde med den engelske øvrighed i alle spørgsmål, der vedrørte oprettelsen af det nationale jødiske hjem øg den jødiske befolknings interesser.

På dette grundlag blev der med handlekraftig energi opbygget et samfund, som blev mere og mere uafhængigt som følge af alle mulige slags sociale og økonomiske foranstaltninger, og som i stadig flere områder blev skarpt afgrænset fra den arabiske befolkning. Dette samfund kunne derfor med rette betragtes som en 'stat i staten'.

Året 1920, hvor Samuel overtog ansvaret for mandatstyret, var også i andre henseender et ikke særligt lykkebringende år for araberne. De europæiske stormagter, England og Frankrig, forfulgte skånselsløst deres planer i den arabiske verden. Disse var stik imod, hvad de havde lovet, og i strid med præsident Wilsons almindeligt hyldede principper. Den franske general Gouraud tilintetgjorde den nationalistiske bevægelse i Damaskus, som havde valgt Feisal til konge for den uafhængige arabiske stat, England havde givet tilsagn om.

Reaktionerne i Jerusalem var voldsomme. Arabere angreb således deres jødiske medborgere. Retrospektivt var der måske her tale om den værste hændelse i dette uheldsvangre år, fordi den indledte den kæde af blodsudgydelser, der har strakt sig helt op til vore dage.

Den engelske militærkommission, som foretog en undersøgelse af urolighederne pegede på følgende årsager: Arabernes dybe desillusionering over de svigtede løfter om uafhængighed, for hvilke de havde kæmpet så indædt mod tyrkerne; deres overbevisning om, at Balfour deklarationen havde frataget dem retten til selvbestemmelse; deres ængstelse for Økonomisk og politisk at blive underlagt jøderne; og endelig, intensiveringen af denne følelse som følge af påvirkningen fra nationalistiske bevægelser i Syrien på den ene side og zionistiske organisationers aktiviteter i Palæstina på den anden side.

Da Winston Churchill, der dengang var koloniminister, ankom til Haifa i marts 1921 sammen med Lawrence, blev han vidne til voldsomme demonstrationer. Blodige uroligheder brød igen ud i maj samme år, især i Jaffa. Endnu en gang blev der nedsat en undersøgelseskommission, Haycroft kommissionen. Den pegede på følgende årsager til urolighederne: Besvær med det zionistiske program, englændernes favorisering af jøderne, det uforholdsmæssigt store antal jøder i øvrighedsstillinger og den zionistiske organisations usædvanligt stærke magtstilling.

Som et resultat af alt dette var der en risiko for, at den offentlige opinion i England skulle gå hen og blive anti zionistisk. Weizmann kunne dog afværge denne fare, men han blev nødt til at acceptere Churchill hvidbogen fra juli 1922. Denne benægtede udtrykkeligt, at Palæstina »skulle blive lige så jødisk, som England er engelsk«. Noget sådant var ikke intentionen bag Balfour deklarationen, der alene beskæftigede sig med at give det daværende jødiske samfund en eksistens, som nød legal anerkendelse og ikke blot var tålt. De zionistiske repræsentanter skulle ikke indtage nogen særstilling eller have del i landets

overordnede styre. Hvidbogen fastsatte en ny norm for immigrationstilladelser, nemlig økonomisk evne. Endelig udskilte den Transjordanien (hvor der dengang kun boede to eller ifølge andre kilder tre jøder) fra det område i Palæstina, der var tiltænkt som jødisk nationalhjem. Hvidbogen tjente også til at gøre mandatet acceptabelt i parlamentets øjne (juli 1922), og Folkeforbundet gav sin tilslutning (1923).

For mange zionister var dette naturligvis en skuffelse. Det lykkedes imidlertid Weizmann at overbevise dem om, at det gjorde oprettelsen af deres fremtidige stat så meget mere sandsynlig. Han betragtede udskillelsen af Transjordanien som noget midlertidigt. Dette sammenfattede han nogle år senere (1926) under en samtale i Jerusalem i følgende ord: dét territorium bør også være en del af den jødiske stat.

Bortset fra nogle mindre optøjer og strejker var der ro i Palæstina indtil sommeren 1929. Alt imedens den zionistiske bevægelse blev yderligere konsolideret i Europa og fik en stadig stigende medlemstilgang fra amerikanske jøder (den sekstende zionistkongres i 1929), eksploderede den spænding, yderliggående zionister havde skabt i Jerusalem, pludselig efter en episode ved Grædemuren. Voldsomme angreb på jødiske borgere i Jerusalem, Hebron, Safed og en række kolonier resulterede i 133 døde og 355 sårede jøder, medens 116 af de arabiske oprørere blev dræbt.

Shaw kommissionens og økonomen Hope Simpsons undersøgelser førte til den velkendte diagnose: De folkelige vredesudbrud skyldtes hovedsageligt befolkningens frygt for, at den var i færd med at blive frarøvet sit land og blive underlagt en jødisk majoritet. De to rapporter resulterede i Passfield hvidbogen fra 1930, som bl.a. gik ind for begrænsninger i jødernes opkøb af jord og for nødvendigheden af at tage hensyn til arabernes vanskelige økonomiske situation (arbejdsløsheden blandt araberne var meget høj) ved fastsættelsen af immigrantkvoter. Passfield-hvidbogen blev udsat for voldsomme angreb fra jødernes side. I protest trak Weizmann sig tilbage som formand for Verdens Zionistorganisation og dens udøvende organ, Jewish Agency, og startede en hård diplomatisk kamp i det britiske koloniministerium. Han blev støttet af folk som Lloyd George, Smuts, Baldwin og Chamberlain. Der blev også udøvet pression fra jødiske fagforeningsledere. Premierministeren, Ramsay MacDonald, gav efter over for alt dette. I et brev til Weizmann, dateret den 13. februar 1931, omstødte han i realiteten Passfield hvidbogens rekommendationer. Han øgede, snarere end begrænsede, zionisternes muligheder for at styrke deres samfund.

Der er ikke noget at sige til, at araberne kaldte Ramsay MacDonald dokumentet for det 'sorte brev'. For Weizmann betød det, at den engelske regering nu definitivt havde givet grønt lys for zionisternes mål. Det lykkedes ham at krone dette succesrige resultat med at få Arthur Wauchope udpeget til højkommissær.

Under denne glødende pro zionists styre rejste der hvert år et større antal immigranter heriblandt mange flygtninge fra Nazi Tyskland ind i Palæstina end nogensinde før. Den arabiske befolknings modstand blev hurtigt mærkbar, frem for alt i form af strejker og optøjer. I 1935 krævede de 5 arabiske partier et demokratisk parlament, forbud mod yderligere jordopkøb og en standsning af immigrationen. Afvisningen af deres krav førte til uroligheder og i april 1936 til generalstrejke.

Peel kommissionen erklærede i sin rapport fra 1937, at årsagerne til urolighederne stadig var de samme som i 1920, 1921, 1925 og 1933, nemlig ønsket om uafhængighed og arabisk modstand mod oprettelsen af et jødisk nationalhjem. Kommissionen skønnede, at kløften mellem de to folk nu var blevet så dyb, at en deling af landet syntes at være den eneste mulige løsning. Samtidig med at en total borgerkrig, som beslaglagde de derværende 10.000 britiske soldaters opmærksomhed, brød ud i området,. gik Woodhead kommissionen i gang med at undersøge den foreslåede løsning. I sin rapport fra 1938 nåede den frem til den konklusion, at en deling ville være upraktisk. Zionisterne ville ikke desto mindre acceptere en sådan som et skridt på vejen mod deres mål, hvorimod araberne satte sig imod en deling af deres land. Drøftelser i London mellem den engelske regering og repræsentanter for de to parter endte i et dødvande.

Så i maj 1939 fremkom MacDonald hvidbogen. Mandatet skulle fortsætte. 75.000 jøder skulle have lov til at indvandre de første fem år. Derefter skulle den tilladte kvote fastsættes i samråd med de arabiske indbyggere. Salg af jord til jøder skulle begrænses, og i nogle områder helt forbydes. Efter ti års forløb skulle Palæstina blive selvstændigt, hvis forholdene ellers tilsagde det.

Hvidbogen afstedkom en ændring i zionisternes diplomati.

Indtil da have mandatet været til gavn for dem i deres med stigende held kronede bestræbelser på at opnå deres mål. Nu syntes England at have sat en stopper for ethvert forsøg på at opnå en overvældende jødisk majoritet gennem en ubegrænset immigration. Følgelig måtte man nu anfægte det mandat, som tidligere havde vist sig så nyttigt. Udfordringen begyndte meget hurtigt efter udbruddet af den anden verdenskrig. Fra da af skulle den zionistiske politik blive rettet mod oprettelsen af en jødisk stat med alle til rådighed stående midler, inklusive magtanvendelse. Den verdensmagt, zionisterne nu anmodede om hjælp, skulle ikke længere være Storbritannien, men USA.

De to uddrag, der optræder her, er førstehåndsreaktioner fra samtidige jøder på de forberedelser til en jødisk stat, som de var vidner til. Vi er allerede tidligere stødt på Ahad Ha 'Am og hans skuffelse over tonen på den første zionistkongres (s. 24 25). Efter flere rejser til Palæstina bosatte han sig omsider der i 1922, dog kun for at opleve yderligere skuffelser indtil sin død i 1927. Da han hørte om jødernes behandling af araberne, skrev han i protest et lidenskabeligt indlæg til den hebraiske avis Haaretz.

Einsteins protest, der fremkom noget senere, er på linie hermed.

I dagene fra den 6. til den 11. maj 1942 mødtes 600 ledende zionister fra Amerika, Europa og Palæstina på Biltmore Hotel i New York. Lederne af denne kongres var Weizmann, Ben Gurion og Goldmann. Der blev lagt et program, som var en sejr for de såkaldte revisionister, der kan betegnes som bevægelsens aktivister eller ekstremister, og som indtil da havde udgjort et mindretal. Ifølge dette program skulle MacDonald hvidbogen omstødes; immigrationens forvaltning skulle helt og holdent lægges i hænderne på Jewish Agency, som også skulle lede landets økonomiske udvikling. Efter krigen skulle Palæstina blive en jødisk stat, integreret i den øvrige demokratiske verden.

I 1939 var der allerede blevet oprettet en jødisk forsamling, som gik under navnet krisekomiteen. Den havde ikke alene tilrettelagt det ovennævnte møde, men var også i færd med at flytte tyngdepunktet for de zionistiske aktiviteter til USA, som uden tvivl ville blive den vestlige verdens leder, og som i kampen for en jødisk stat ville komme til at spille en lige så vigtig rolle som England i den forudgående periode.

I mellemtiden lagde zionisterne stor vægt på at påvirke den britiske regering. Dette blev betydeligt lettere, da Winston Churchill i maj 1940 overtog ledelsen af samlingsregeringen. Den vigtigste opgave blev at bryde mange engelske jøders modstand imod zionismen. Dette skulle ske gennem intensive kampagner. Weizmann arbejdede også energisk på en plan om at støtte den allierede krigsindsats ved at etablere, bevæbne og træne jødiske kampenheder. Hensigten med dem var at befordre forestillingen om en jødisk nation. Den britiske regering var selvfølgelig kun i stand til at tænke i termer af palæstinensiske enheder, hvori jøder og arabere gjorde tjeneste i forhold til befolkningens sammensætning. Den jødiske brigade blev først officielt oprettet i september 1944. Den begyndte at deltage i krigen, bl.a. i Italien, under sit eget flag, der senere skulle blive Israels nationalflag. I USA opbyggede krisekomiteen et vidtforgrenet propagandaapparat i samarbejde med mange jødiske organisationer. Det syntes at have været meget lettere at vinde en række af de kristne kirkesamfunds ledere, som er så vant til bogstavelige fortolkninger af Det gamle Testamente, for zionismens sag end de amerikanske jøder, der ikke var tilbøjelige til at tillægge sig en særlig jødisk nationalitet (se s. 42 43). Men de frygtelige begivenheder i de europæiske lande, der blev behersket af Hitler, syntes at godtgøre det absolutte behov for et sikkert tilflugtssted for jødiske flygtninge. Dette skulle selvfølgelig være Palæstina. Argumentet viste sig at være effektivt. I årene under, og især efter krigen, blev næsten alle jødiske samfund og institutioner i USA vundet for zionismen. Følgen heraf var, at jødiske synspunkter, der gik ind for andre løsninger end den politiske zionisme, ikke længere kunne vinde gehør.

Medens zionisterne med held udvidede deres indflydelse til Kongressen og regeringskontorerne, kom deres ledere ikke langt med præsident Roosevelt. Selv Weizmann, der var kommet til USA på præsidentens opfordring i begyndelsen af 1942 for at stille sin ekspertise som kemiker (han var specialist i syntetisk gummi) til rådighed for krigsindustrien, kunne ikke tale Roosevelt fra det synspunkt, at araberne også burde inddrages i en definitiv løsning på Palæstina konflikten.

Roosevelt døde den 12. april 1945. Kun kort tid efter forekom den nye præsident, Truman, at være langt mere påvirkelig (jfr. s. 61 63). 1 august samme år plæderede han for 100.000 flygtninges indrejse i Palæstina under en drøftelse med den britiske premierminister, Attlee. Den amerikanske regering var rede til at betale rejseomkostningerne. Lidt senere erfarede Truman, at zionisterne ikke så meget bekymrede sig om disse flygtninge som om deres politiske mål: oprettelsen af en jødisk stat.

Imidlertid var den britiske labour regering langt mere interesseret i at tage hensyn til den 'ikke jødiske befolkning' for nu at bruge den etikette, Balfour deklarationen havde hæftet på de arabiske indbyggere. Derfor dens plan om at begrænse immigrationen af jøder til foreløbig 1.500 pr. måned. Men de næsten 100.000 britiske soldater i Palæstina var helt ude af stand til at opretholde lov og orden. De tre oprindeligt hver for sig stående zionistiske militærorganisationer, Hagana, Irgun og Stern, opererede nu i fællesskab og angreb med stigende dristighed alle de til mandatstyrets rådighed stående instrumenter. De benyttede sig af ethvert middel. Især saboterede de de britiske forholdsregler, der tog sigte på at hindre den massive immigration, som de zionistiske organisationer opmuntrede til. Urolighederne førte endnu en gang til afsendelsen af en undersøgelseskommission, denne gang en engelsk amerikansk kommission. Den afgav sin rapport i maj 1946. På den ene side tilsluttede den sig Trumans forslag om at lade de 100.000 jødiske emigranter få adgang til landet, medens den på den anden side udelukkede muligheden af, at den ene af de to parter opnåede selvstændighed. Den foretrak, at det britiske styre blev opretholdt indtil videre og udtalte sig til fordel for et fremtidigt bi nationalt Palæstina. På basis af denne undersøgelse fremkom 'Morrison Grady planen'. Den foreslog en deling af Palæstina i en jødisk og arabisk provins med et begrænset selvstyre og en højkommissær, der skulle have den direkte kontrol over områderne omkring Jerusalem og Betlehem, foruden Negev, og som skulle sidde inde med den øverste myndighed i alle væsentlige anliggender.

Denne plan blev lagt på hylden. Ikke kun fordi den ikke tilfredsstillede nogen af de berørte parter, men også fordi de mange aktioner, gennemført af jødiske 'terrorister', som de forståeligt nok blev kaldt af briterne og araberne, førte til et frygteligt barbari. I begyndelsen af april forsøgte England at sætte Palæstina-spørgsmålet på FNs dagsorden. Skulle mandatet fortsættes under en eller anden form; skulle befolkningen have selvstyre, og i bekræftende fald, under hvilken form? FN udpegede en særlig undersøgelseskommis-sion, UNSCOP (United Nations Special Commission on Palestine), der bestod af delegerede fra 11 lande, eksklusive 'de fem store', dvs. Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer. Fra slutningen af maj til august 1947 holdt denne kommission åbne og lukkede møder i Lake Success, Jerusalem, Beirut og Genève. Den nåede ikke frem til nogen klar konklusion. Et flertal (7) var stemt for en deling af Palæstina i to selvstændige stater, et mindretal (3) foretrak en stat med en føderativ struktur. Ét medlem, det australske, mente, at kommissionen blot havde til opgave at rapportere om kendsgerninger og ikke var bemyndiget til at fremsætte forslag, som kunne øve indflydelse på Generalforsamlingen.

Den 3. september blev der nedsat en særlig komité, der skulle tage stilling til de foreslåede løsninger. Alle FNs medlemslande var repræsenteret i komiteen. Den holdt 34 møder. Under sig havde den to underkomiteer, én for hvert standpunkt, som bemærkelsesværdigt nok ikke var i officiel kontakt med hinanden.

Da komiteen i november begyndte at stemme om de forslag, underkomiteerne havde udarbejdet, afviste den bl.a. et forsøg på at rette nogle spørgsmål om Balfour deklarationen og det britiske mandat til Den internationale Domstol. Med én stemmes flertal afviste den også et forslag om at tage spørgsmålet op om hvorvidt FN var kompetent til at gennemføre en deling af Palæstina eller en hvilken som helst anden påtvungen løsning uden tilslutning fra befolkningsflertallet.

Ved den afgørende afstemning i komiteen var der en klar forventning om, at planen om en deling ville blive vedtaget med et rimeligt flertal. Da sagen imidlertid blev betragtet som et vigtigt spørgsmål, var det nødvendigt med to tredjedeles flertal i Generalforsamlingen. Zionisterne Ønskede at opnå dette for enhver pris. For skønt planen om deling kun gav dem en del af Palæstina, ville dens accept indebære FNs officielle anerkendelse af en suveræn jødisk stat, det mål som de havde stræbt efter lige siden Herzls dage. Den resterende del af deres drømmes Storpalæstina kunne opnås ved hjælp af staten i en senere fase. I disse afgørende dage var det en sag, der kunne udskydes til et senere tidspunkt.

Da sagen blev forelagt Generalforsamlingen, var der adskillige tilhængere af delingen, der gav udtryk for bekymring og ængstelse. Dette kan forstås af enhver, der kaster et blik på kort 3 og læser teksten nedenunder. Det må erindres, at et meget tæt Økonomisk samarbejde mellem den jødiske og den arabiske stat indgik som et væsentligt element i planen om en deling. Den jødiske stat ville få tildelt de mest frugtbare dele af Palæstina, og den arabiske stat ville kun kunne blive økonomisk levedygtig gennem et tæt samarbejde med førstnævnte. Selv med dette væsentlige punkt (som gik fuldstændigt i glemmebogen efter resolutionen den 29. november) forekom planen at være en yderst risikabel affære, ikke mindst i dens hovedtilhængeres øjne. Lad os citere en af dem, den belgiske delegerede van Langenhove:

Vi er ikke sikre på, at den er retfærdig; vi tvivler på, at den er praktisk gennemførlig; og vi nærer frygt for, at den indebærer store risici ... Men hvad er alternativet? Den foreslåede løsning eller slet ingen løsning, hvor den sidstnævnte kurs er ensbetydende med endnu mere uro, om ikke almindeligt kaos. Vi ønsker ikke at tage ansvaret herfor ved at stemme imod, eller blot undlade at stemme. Det er grunden til, at vi vil følge flertallet.

Van Langenhove fremhævede et andet vigtigt punkt, da han sagde:

Det palæstinensiske spørgsmål er specielt forvirrende for Belgien. Belgierne har svært ved at forstå zionismen. Vore jødiske patrioters nationale hjem er Belgien. Ingen har behandlet dem på en sådan måde, at de er nødt til at lede efter et andet hjem i Palæstina.

Den pakistanske delegerede Zafrullah, som havde været tilknyttet Den internationale Domstol i så lang tid, havde allerede under et møde i den særlige komité plæderet ganske eftertrykkeligt for de 1.200.000 palæstinensiske araberes uomtvistelige ret til at vælge den styreform, de foretrak at leve under. Denne ret var de sikret i FN pagten. FN kunne pålægge araberne at sikre de 625.000 jøder frihed på det religiøse, sproglige, undervisningsmæssige og sociale område i en sådan selvstændig stats regi. Nu gentog denne jurist sit indlæg i Generalforsamlingen. Han anklagede også de store nationer for et foruroligende hykleri. De nægtede fremdeles at hjælpe hjemløse jøder fra Hitlers koncentrationslejre med at finde et sted, hvor de kunne slå sig ned på disse landes rige og rummelige arealer. På samme tid, og ud fra humanitære principper, anmodede de indtrængende folk om at drage til og blive presset ind i det lillebitte, urolige Palæstina.

Den filippinske delegerede, general Romulo, havde afholdt sig fra at stemme i den særlige komité. Nu overraskede han Generalforsamlingen med nyheden om, at han havde modtaget ordre fra sin regering om at stemme imod delingsplanen. Han retfærdiggjorde denne stillingtagen i et flammende forsvar for den grundlæggende ret, som en befolkning har til at bestemme sin politiske fremtid og til at bevare sit fødested intakt ... Hver gang jeg udtaler ordene 'uden hensyn til race, køn, sprog eller religion', tænker jeg på vor FN pagt, hvor ordene optræder igen og igen. Og eftersom de peger fremad snarere end tilbage, kan vi ikke tro, at flertallet i denne Generalforsamling ønsker at skrue tiden tilbage. Vi kan ikke tro, at det vil ratificere en løsning på det palæstinensiske problem, der vil føre os tilbage til de farlige principper om eksklusivitet på grund af race og tilbage til et teokratisk styres forældede verden. Problemet omkring de fordrevne jøder kan løses på en anden måde end gennem oprettelsen af en selvstændig jødisk stat i Palæstina.

Haiti ville også stemme imod. For dets delegerede, Vieux, var en accept af delingsplanen i modstrid med princippet om folkesuveræniteten, der frem for alt havde til formål at beskytte små nationer.

Den endelige afstemning skulle have fundet sted onsdag den 26. november. På denne dag forekom det ikke sandsynligt, at delingsplanen ville kunne opnå det fornødne to tredjedeles flertal. Det blev derfor besluttet at udskyde mødet til om fredagen, eftersom torsdag var national helligdag i USA (Thanksgiving Day). Da sessionen blev genoptaget om fredagen, foreslog Colombia, at den særlige komité skulle træde sammen endnu en gang og have 3 måneder til at udarbejde en plan, der kunne forlige de to forslag: deling eller én stat. Dette forslag havde ingen succes. Derimod fik en fransk resolution om at udskyde den endelige afstemning i 24 timer tilslutning.

Den endelige afstemning den 29. november gav anledning til stor overraskelse, i det mindste for udenforstående. 33 stemte for, 13 imod, og 10 undlod at stemme, medens 1 var fraværende. Delegerede, som havde erklæret sig for heftige modstandere, og andre, som havde vaklet, syntes at have stemt for delingen.

I pausen på de 3 dage var modstanderne blevet udsat for et betydeligt pres. Den siamesiske delegerede blev uskadeliggjort på en ganske enkel måde. På taksigelsesdagen fik han at vide af sin ambassadør, at hans akkreditiver var blevet inddraget. Han havde stemt imod en deling i den særlige komité. I andre tilfælde blev USAs finansielle magt bragt i anvendelse. Lande, hvis vækst og udvikling afhang af USA, kunne dårligt modsætte sig de indtrængende amerikanske 'opfordringer' til at stemme for, eller i det mindste ikke imod. Således ændrede den filippinske nej stemme sig til en ja stemme, da præsident Roxas gennem sin ambassadør i USA fik et vink om, hvilke enorme bidrag til hans land, der på det tidspunkt var på vej igennem Kongressen. Filippinerne ville få ikke så lidt af ud af det. At påkalde sig Amerikas forbitrelse ved at stemme imod delingsplanen ville være en højst risikabel affære under disse omstændigheder. Hvis man kunne opnå bistand blot ved at afgive en ja stemme i Palæstina-spørgsmålet, hvorfor så ikke?

Jeg har mange personlige erindringer fra året 1947, året hvor UNSCOPs undersøgelse stod på, og hvor jeg opholdt mig i Jerusalem. Medens undersøgelsen fandt sted, og muligvis ikke helt uden forbindelse med den, indtraf Exodus affæren, som chokerede verden. Nogle år senere blev jeg klar over, hvor mange mennesker der egentlig havde taget den meget tendentiøse roman herom, skrevet af Leon Uris, for en historisk fremstilling og ukritisk havde ladet deres synspunkter farve heraf.

Jeg husker også en tale, professor Magnes holdt, i begyndelsen af universitetssemestret. En version af talen cirkulerede i en engelsk oversættelse. Ville dens opfordring til mådehold, besindighed og retfærdighed vinde gehør?, det jeg allertydeligst husker, er min samtale med de andre.

Hvad jeg allertydeligst husker, er min samtale med de andre dominikanere på École Biblique, da det blev kendt, at FN havde accepteret delingsplanen. To af de ældste blandt os, Louis Vincent og Félix Abel, havde allerede boet og arbejdet i Palæstina i mere end 50 år. De var kendte i specialistkredse verden over for deres omfattende historiske og arkæologiske studier. Fra første færd havde de rejst landet tyndt i alle retninger. De vidste, hvor zionisterne var på færde, og de havde direkte været vidner til en endeløs stribe af forsøg fra de arabiske indbyggeres side på at sætte en stopper for tyveriet af deres land. Som følge heraf havde de på en ganske eftertrykkelig måde talt rent ud af posen, da UNSCOP fremlagde en delingsplan. Selvfølgelig ville FN være fornuftig nok til at indse, at en sådan løsning af problemet ville føre til uroligheder. Derfor vores forfærdelse, da resultatet af afstemningen den 29. november blev kendt. Den kunne kun resultere i en krig, en krig uden ende. Der var også nogle, som på denne dystre dag talte om en 'tredje verdenskrig', og det må endnu stå hen i det uvisse, om dette var én overdrivelse.

En måned efter Biltmore konferencen udarbejdede 92 rabbinere på et møde i Atlantic City en slags manifest, som protesterede imod det nye zionistiske program. Manifestet skulle et års tid senere komme til at danne grundlaget for American Council of Judaism's principper. De oppositionelle rabbinere var især bekymrede over zionisternes forsøg på at trænge sig ind på amerikanske jøder med deres jødiske flag, hær og stat, idet de følte, at dette kunne skabe loyalitetsbånd, der var i indbyrdes konflikt. Ironisk nok udgør den i kursiv citerede passus det program, som palæstinensiske arabere siden har kæmpet for med livet som indsats. Det andet uddrag kaster lys over den pression, Truman blev udsat for, og det tredje forklarer, hvorfor araberne måtte afvise FNs delingsplan.

Kort 1

Den 'større helhed', som viser den tyrkiske inddeling i provinser (vilajet) og distrikter (sandsjak).

Kort 2

a. Delingen ifølge Sykes Picot aftalen. Territorierne omkring det prikkede område er arabiske områder, som Frankrig og England har delt imellem sig. Det prikkede område (brunt på traktatens kort) skulle intemationaliseres med undtagelse af området omkring havnebyerne Akko og Haifa, der skulle være engelsk.

b. Den yderste linie, der begynder oven over Sidon, og mod Øst løber i en bue langs ruten til Mekka for at ende ved Akaba bugten, markerer det territorium, som zionisterne gjorde krav på i Versailles (og som således indbefatter Jordanflodens udspring, Golanhøjderne og den beboelige del af Transjordanien (nu Jordan. Det skraverede område viser det territorium, England fik mandat over.)

Kort 3

a. Delingsplanen af 1947. De hvide områder, der dækker 56 pct. af landets samlede areal, skulle udgøre den 'jødiske stat' med 498.000 jødiske indbyggere og 497.000 arabere, dvs. lige så mange arabere som jøder.

De skraverede områder, der udgør 43 pct. af det samlede areal, skulle danne grundlag for den 'arabiske stat' med 725.000 arabere og 10.000 jøder. Det lille område omkring Jerusalem skulle være 'international zone'.

b. Den 'jødiske stat' angivet ved demarkationslinierne i 1949. Ca. 750.000 arabere blev flygtninge som følge heraf.