Palæstinensernes historie i det 20. århundrede er en langstrakt beretning om et folk, der bliver klemt af overordnede stormagtsinteresser og udefrakommende bevægelser og problemer.

Med det osmannisk-tyrkiske imperiums sammenbrud i kølvandet på Første Verdenskrig åbnede muligheden sig for arabisk uafhængighed.

Verdens kolonimagt nr. 1. England lovede araberne uafhængighed i 1915 mod, at de til gengæld støttede England i opgøret med tyrkerne (osmannerne). Men det var ren stormagtstaktik og del og hersk-politik.

Allerede året efter besluttede England og Frankrig i hemmelighed at dele magten over store dele af Mellemøsten – og således gøre løftet fra 1915 ugyldigt. Og for at gøre målet fuldt lovede England i 1917 – i Balfourdeklarationen – den zionistiske bevægelse et nationalt hjem i Palæstina.

En konsekvens heraf blev en omfattende jødisk indvandring til Palæstina i 1920´ og 1930´erne, som truede den oprindelige befolknings ret til Palæstina. De nazistiske og fascistiske tendenser Europa drev overalt jøder på flugt, men i Europa og USA var grænserne lukkede. Problemet blev sendt videre til Palæstina.

Den massive indvandring og parallelle opbygning af rene jødiske samfundsinstitutioner indebar en begyndende kolonisering af Palæstina og rummede konturerne til en zionistisk stat i Palæstina. Det projekt var i konflikt med det palæstinensiske samfund, som gjorde oprør ved flere lejligheder – bl.a. under generalstrejken i 1936.

Fra afslutningen af Første Verdenskrig i 1918 til 1948 havde England den formelle magt over Palæstina på Folkeforbundets vegne, men måtte til sidst give op under presset fra de borgerkrigslignende tilstande i Palæstina.

Efter Anden Verdenskrig blev England bekæmpet af den zionistiske bevægelse og den arabiske nationalisme, der også bekæmpede hinanden indbyrdes.

1947 overlod England problemerne til det nystiftede FN, som besluttede at dele Palæstina i en jødisk (56 % af Palæstina) og en arabisk stat (43 %). Området omkring Jerusalem og Bethlehem skulle være en international zone (1%). 1945 udgjorde den palæstinensisk arabiske befolkning 68 % - eller ca. 1.200.000 personer. Antallet af jøder var 534.300 eller knap 32 %. I 1922 var der 83.800 jøder (12,9%) mod ca. 570.000 palæstinensiske arabere (87 %).

Det var med andre ord lykkedes den zionistiske bevægelse at ændre de befolkningsmæssige styrkeforhold i jødisk favør, selv om den jødiske befolkning stadig var i mindretal i midten af 1940´erne.

Det er bemærkelsesværdigt, at kun 7 % af Palæstinas jord i 1946 var på jødiske hænder. Alligevel overlod delingsplanen hovedparten af landet (56%) til den jødiske stat. Den palæstinensiske tragedie var en realitet.

I det følgende bringer vi med forfatterens tilladelse uddrag af lektor Noman Kanafanis bog Palæstinakonflikten – en kort kronologisk historie, 1988. Uddraget omhandler Spirerne til konflikten 1897-1917, samt Høstens år: Det britiske mandat 1923-48.

Endvidere bringes uddrag af forhandlingerne fra FN-Palæstina-kommissionens høringer sommeren 1947 og Israels uafhængighedserklæring.