Mediernes rolle i Palæstina-konflikten

 
 
Af Lars Ploug
 
TV, radio, dagspresse og senest de nye netmedier har i hele Palæstina-konfliktens historie haft afgørende betydning for, hvordan vi i den vestlige verden har forstået Palæstina-konflikten. Palaestina-info.dk har derfor bedt Lars Ploug om at give et bud på dækningen af to nyere begivenheder i konfliktens mangeårige historie: Al-Aqsa intifaden i 00´erne og den israelske militære offensiv mod Gaza i 2008/09.
Hovedsynspunktet er, at mediedækningen er karakteriseret ved en grundlæggende skævhed.
En faktor er, at medierne ofte overser den sammenhæng (kontekst) begivenhederne udspiller sig. Dvs. at palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza lever under en besættelse og belejring. Der er således tale om et grundlæggende ulige magtforhold i relationen mellem palæstinenserne og den israelske stat – med sidstnævnte som den overlegne part mht. militær, økonomi og ressourcer til at påvirke den internationale nyhedsdækning.
En anden faktor er selvfølgelig, at nazisternes folkemord på 6 millioner jøder har medvirket til at skabe en basal sympati for den jødiske stat i Europa og USA.
Som optakt til sin analyse af mediedækningen af Al Aqsa intifadaen og offensiven mod Gaza i 2008/09 har Lars Ploug en generel introduktion.
Mange af artiklerne på Palæstina-info er skrevet ud fra den præmis, at det dominerende billede af Palæstina-konfliktens årsager og historie er forkert eller mangelfuldt. Motivationen hos mange af skribenterne er, at mediebilledet efterlader mange mennesker med et indtryk af konflikten som én, der bare er der, fordi parterne ikke kan finde ud af andet end at slås, og foretrækker volden frem for forsoning og fremkommelighed i forhandlingerne om en fredelig bilæggelse af stridighederne. Eller også efterlades de med et indtryk af, at det især er palæstinenserne, der er uforsonlige og motiveret af et ubegrundet had mod Israel. Et had, der sammen med palæstinensiske ofte gør israelske voldshandlinger mod palæstinenserne forståelige eller nødvendige.
Fundament i artiklerne er i mange tilfælde, at palæstinenserne uretfærdigt fremstilles som ansvarlige for en konflikt, hvor de altid har været den svagere part, mens staten Israel med sit militær og sine allierede i USA har sat den militære og politiske dagsorden
Omvendt er Israel i medierne blevet fremstillet som offer for fanatikere, som en stat der alene reagerer på trusler eller, som nævnt, i bedste fald som part i en konflikt, der ikke er til at forstå med almindelige begreber. Og uanset om Israel bliver gjort til offer, til en stat der bare reagerer, eller til part der er ligeså meget eller lidt skyld i konflikten som palæstinenserne, cementerer det status quo. Fordi palæstinenserne er den svage part.
Palæstinensiske ledere kan, som det også fremgår af flere af artiklerne Palæstina-info, kritiseres for meget, fx for inkompetence, for håbløse forestillinger om militært at kunne besejre Israel, for brugen af terror og meget andet. Men i vurderingen af ansvaret for blodsudgydelser, ellerfor bestræbelser på at få dem til at holde op, bliver de palæstinensiske lederes ansvar ofte vendt på hovedet.
For eksempel i forhold til fredsprocessen. Her er fx afdøde præsident Yassir Arafat til stadighed blevet gjort ansvarlig for dens manglende fremskridt og sammenbrud. Dette selvom Arafats modvilje først viste sig meget sent i processen, da det gik op for ham at Israel med sit eskalerede bosættelsesbyggeri umuliggjorde den stat, han havde forestillet sig for sig selv og sit folk. Arafat havde troet på Israels gode vilje til at lade palæstinensiske drømme blive til virkelighed. Og faktisk så meget, at i selvstyreområderne havde ladet sine myndigheder undertrykke den palæstinensiske opposition. Til fordel for Israelerne, der viste deres taknemmelighed ved at bygge endnu flere bosættelser og kræve endnu flere tjenester af Arafats selvstyremyndigheder.
I andre tilfælde er problemet, at palæstinensiske ledere i praksis har været handlingslammede og magtesløse, mens de er blevet kritiseret for ikke at handle og for ikke at bruge deres magt. Således i årene efter sammenbruddet i Camp David, hvor de palæstinensiske selvstyremyndigheder var gjort helt og aldeles impotente af den israelske besættelsesmagt.    
 
Skævhedens oprindelse
Billedet af palæstinenserne som ansvarlige for konflikten har forskellige rødder. Nogle af dem har ikke direkte noget med palæstinenserne at gøre. Det gælder fx de tyske nazisters massemordmord på 6 millioner millioner jøder under Anden Verdenskrig. Denne ufattelige forbrydelse betød, at mange betragtede Israel med stor velvilje, fordi staten blev betragtet som en ny start og en sikkerhed for det jødiske folk.
Man kan pege på en generel opfattelse af den arabiske verden som én, der er befolket af krigeriske og irrationelle mennesker, der mere end noget andet er motiveret af deres krigeriske og irrationelle religion. Det er en gammel tendens, der går langt forud for den skikkelse, som Palæstina-konflikten har fået i moderne tid. Den er blevet vedligeholdt í kunsten og litteraturen, og i biograffilm der har en tendens til at fremstille palæstinensere som muslimske fanatikere, der er drevet af blindt og grundløst had mod Vesten og Israel.  
Men det er ikke bare velvilje overfor jødiske ofre for nazismens jødehad, eller modvilje mod arabere i det hele taget, der har formet billedet af Palæstina-konflikten. Det handler som ovenfor antydet også om, hvad vi ved om den konkrete konflikt, og om hvordan den viden indgår i vores forståelse af konflikten.
Her spiller medierne (aviser, TV, radio og netmedier) en central rolle for, hvordan vi betragter mennesker andre steder i verden, og for vores forståelse af, hvorfor de handler som de gør. Derfor er det vigtigt at have et kritisk blik for, hvordan medierne præsenterer informationerne, og for hvilken sammenhæng de bliver sat ind i.
De sidste t gælder selvfølgelig alle spørgsmål, men her er det Palæstinakonflikten det handler om. Nærmere bestemt om, hvordan aviser selv udlægger konflikten i deres ledere, det vil sige i de artikler, hvor de præsenterer en mening om det, man kan læse i deres avis.
Denne artikel falder i to dele, der kan læses hver for sig som eksempler på det ubalancerede mediebillede, eller de kan læses sammen som nogle, der viser et mønster. Jeg har valgt to blodige begivenheder i Palæstina-konfliktens nyere historie for at vise, hvordan avisernes lederskribenter fremstiller palæstinenserne og deres lederes motiver for at handle, som de gør. Det drejer sig om al-Aqsa Intifadaen, der bregyndte i 2001, og det drejer sig om det månedlange angreb som Israel rettede mod den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe over årsskiftet 2008-2009.
I begge tilfælde fremhæver jeg typiske eksempler på, hvordan lederskribenterne vurderer palæstinensisk voldsanvendelse som anledning eller årsag til israelsk vold.
 

 

 

Læs artiklen Den israelske  volds nødvendighed

Læs artiklen Krigen mod Gaza