VK-regeringen om Palæstinakonflikten

 
Af: tidligere udenrigsminister Per Stig Møller,
medlem af folketinget for Det konservative Folkeparti
 
 
 
Som udenrigsminister i VK regeringen 2002-2010 var Per Stig Møller ansvarlig for VK-regeringens politik i Israel-Palæstina-konflikten. Møller skriver i det følgende om sine erfaringer på opfordring fra Palaestina-info og skitserer nogle forudsætninger for at løse konflikten. Bl.a. at Israel ophører med sine bosættelser og at splittelsen mellem de palæstinensiske organisationer Hamas og Fatah bringes til ophør:
 
VK-regeringen og Palæstinakonflikten
Af: Per Stig Møller, tidl. Udenrigsminister
 
Som udenrigsminister brugte jeg en del tid på konflikten mellem Israel og Palæstina. Det startede straks vi overtog EU-formandskabet juli 2002. I ministeriet havde vi for inden udarbejdet "Køreplanen for fred", som vi allerede den 2. og 3. juli forelagde for Condoleeza Rice og Colin Powell, (hhv. amerikansk udenrigs- og forsvarsminister, red. anm.). De var begge med på at arbejde videre på planen. Derefter tog vi til regionen og præsenterede den for aktørerne. Både den arabiske og den israelske side var i begyndelsen tøvende, hvorimod palæstinenserne straks tilsluttede sig.
Som formandsland repræsenterede vi EU i Kvartetten bestående af FN. USA, Rusland og EU. I september var "The Road Map" med de ændringer, forhandlingerne medførte, blevet vedtaget som Kvartettens plan.
Inden jul var den vedtaget som Sikkerhedsrådets plan og blev desuden endosseret af USA`s præsident på et møde i Det ovale Værelse. Som Peres (daværende israelsk udenrigsminister, red.) sagde: før havde vi en tunnel uden lys eller et lys uden tunnel, nu har vi en tunnel med lys for enden.
I de følgende år blev der arbejdet videre med planen, og vi var ofte til stede i regionen, hvor vi som opfølgning på planen søsatte Det arabiske Initiativ i 2003, blev medlem af Forum for the Future og deltog i Annapolis-konferencen.
Imidlertid stod det mig efterhånden klart, at der ikke blev nogen fred uden Syriens inddragelse. Syrien ville ikke lade en to-statsløsning blive realiseret uden udsigt til at få Golan Heights tilbage. Indtil da ville det sammen med Iran være spoiler og til det formål anvende HAMAS. Derfor åbnede vi det såkaldte "Syrien-spor", som EU fulgte op, og USA siden forsøgte at afprøve. Heller ikke det førte til noget.
Det var imidlertid mit indtryk, at såvel de israelske som de palæstinensiske ledere var ved at gøre sig klar til den nødvendige to-statsløsning. Uden den vil Israel enten ende uden demokrati eller med et arabiske flertal inden for Israel. Den erkendelse fandt jeg også på den israelske side.
Men hvor interesseret var og er HAMAS i en to-statsløsning, der anerkender Israel og respekterer dets eksistens for good and ever?  Vil det egentlig talt ikke hellere være sin egen lille stat, beskyttet af Syrien og Iran? Den forsoning og udsoning mellem FATAH og HAMAS, der er forudsætningen for en palæstinensisk stat, har jo ikke fundet sted.
Derfor er det også vanskeligt uden videre at anerkende Palæstina som stat; thi hvilken stat taler vi om, når der reelt er to "palæstinaer" med hvert sit Israel-perspektiv? Og hvor megen autoritet har den palæstinensiske præsident over området, når han ingen har i Gaza?
Der er derfor tre ting, der skal til, før vi kommer freden nærmere:
For det første: Israel skal standse bosættelserne. De er umulige at leve med for Abbas. Mens han forhandler skrumper hans land bag ryggen på ham.
For det andet: Palæstinenserne skal forenes under en fælles regering, der kan sikre opfyldelsen af forhandlingsresultatet.
For det tredje: de øvrige nabolande skal være en del af den endelige fred, ellers vil de simpelthen ikke respektere den, men tværtimod sabotere den.
Det er helt åbenbart en svær nød at knække, og ingen har knækket den. Men den skal knækkes, og alle ved det. Chancen var der i nullerne, men den fordampede, og det er begge sider skyld i.
Spørgsmålet er nu, hvornår denne chance genopstår og hvor mange ulykker, der skal ske, før den tages? Det afhænger ganske af de involverede parter og deres egeninteresse i at skabe freden. Den har åbenbart ikke været stor nok endnu.
Udfaldet af Det arabiske Forår og det næste israelske valg vil vise, om og hvornår den nødvendige fred med den nødvendige to-statsløsning kommer.
 
Per Stig Møller.