Den hellige by efter 1967

 

Skrevet af: Christian Ulstrup & Lars Ploug

Jerusalem - genforening eller besættelse

"Vi er vendt tilbage til vores mest hellige steder og vi vil aldrig forlade dem." Citatet stammer fra den legendariske general, Moshe Dayan, der mindre end to døgn efter krigsudbruddet i juni 1967 stod ved den såkaldte Grædemur i Den gamle By i Øst-Jerusalem. I en opløftet og følelsesladet tale proklamerede han Jerusalems befrielse og genforening. Et løfte, som Israel indtil dato har overholdt til fulde. Hvad der for israelerne fremstod som en guddommelig sejr, var for palæstinenserne endnu et ydmygende og chokerende nederlag, og det blev begyndelsen til den judaiseringsproces, der siden har fortrængt og marginaliseret byens arabiske indbyggere.

Mandag den 5. juni 1967 indledte Israel det, der i den israelske selvforståelse og i Vesten er blevet kaldt et forebyggende angreb på Egypten. Som den israelske udenrigsminister, Abba Eban, senere forklarede i FN's Sikkerhedsråd, stod Israel i begyndelsen af juni umiddelbart overfor "the final solution" (Finkelstein 1995:130). Og ifølge Golda Meir kom angrebet, fordi "der ikke skulle være nogen gentagelse af Hitlers 'endelige løsning'." (Meir 1975:303). Som det så ofte har været tilfældet både før og siden, blev der uden videre draget paralleller til de europæiske jøders situation under Den Anden Verdenskrig. Det israelske angreb var i dette perspektiv ikke et angreb, men et forsvar. Med Israels overvældende sejr og den dertil knyttede propaganda, blev myten om David og Goliat endnu engang realiseret for øjnene af en måbende verdensoffentlighed. I dag er billedet ganske vist noget mere nuanceret. Ser man på de diskussioner, der op til krigen fandt sted inden for det politiske establishment og blandt amerikanske og israelske militæranalytikere og sikkerhedsrådgivere, var det ikke udsigten til udslettelse, der skabte bekymring. I disse kredse, der må formodes at vide besked, herskede der ingen tvivl om Israels politiske eller militære overlegenhed (Rasmussen 1972:26-28, Finkelstein 1995:123ff).

Alligevel slog den israelske sejr verden med forundring. Ikke mindst israelerne selv, der naturligvis var lettede over, at den "overhængende" fare, som de arabiske stater udgjorde, var elimineret. Den israelske propagandamaskine, der havde fremstillet Nassers sabelraslen som begyndelsen på en arabisk udslettelseskrig mod jøderne, bidrog nu til at gøre sejren "mirakuløs" med referencer til Det gamle Testamente. Det mirakuløse og mytiske ved sejren fik kræfter, der fra begyndelsen havde ligget latent i zionismen, op til overfladen. Det var især Jerusalems erobring, der nærede disse kræfter; som den svenske forfatter og journalist Göran Rosenberg skriver, gav den "mirakuløse" erobring af "hellig" jord "kraft til en messiansk tolkning af den jødiske stats tilblivelse..." (Rosenberg 1996:236). For de arabiske stater i området var der intet mirakuløst ved den israelske lynsejr, der snarere kunne ses som endnu en cementering af israelsk militær dominans i Mellemøsten. For palæstinenserne, der var ulykkelige og chokerede over det sviende nederlag, bragte den afslutningen på diasporatilværelsen endnu fjernere.

 

Erobringen af "hellig" jord

Det zionistiske projekt var i sit udgangspunkt baseret på en sekulær verdensopfattelse, der tog afstand fra enhver bibelsk eller religiøs definition af både Israel og jødiskhed. Theodor Herzl, den politiske zionismes grundlægger, foragtede ligefrem den gamle by med dens jødiske hellige steder. I 1898 besøgte han byen og skrev i sin dagbog om sit ubehagelige møde med "to tusinde års forældede aflejringer af inhumanisme, intolerance og uhumskhed. " (Armstrong 1998:6 [a]). Naturligvis havde byen stor betydning for de såkaldte religiøse zionister. Den fremtrædende rabbiner Abraham Isaac Kook og senere hans søn rabbiner Zvi Yehuda Kook, forkyndte en aktiv messianisme og mente, at koloniseringen af landet var et guddommeligt påbud (Rosenberg 1996:380). Men for det overvejende flertal var Jerusalems hellige steder intet mål i sig selv. I 1967 ændrede dette sig imidlertid. Rosenberg skriver, at de opsigtsvækkende erobringer blev "et gudsendt påskud til at annullere den realiserede utopi, til at omformulere den og flytte den frem i tid for derigennem at lade den op på ny. Det var ikke den geografisk lemlæstede, verdsliggjorte og stadig mere sløvede israelske stat som havde været sionismens virkelige mål, men et reelt kongedømme, bibelsk af format, jødisk af sjæl og messiansk i sin mission. " (Rosenberg 1996:374).

Denne religiøse eller religiøst inspirerede tolkning begrænsede sig ikke blot til erklærede religiøse jødiske grupperinger, men kunne straks efter erobringen også spores blandt sekulære arbejderzionister. Erobringen af jødernes hellige steder i Øst-Jerusalem gav, som den britiske forfatter Karen Armstrong skriver, Israels lynsejr et guddommeligt skær: "Selv unge verdsliggjorte faldskærmsjægere klamrede sig til stenene og græd ... Der var tale om en dramatisk og uventet tilbagevenden, der virkede som en næsten uhyggelig gentagelse af de gamle jødiske myter. Det jødiske folk havde endnu engang overvundet truslen om at blive udslettet; det var atter vendt hjem ... Muren symboliserede overlevelsen og kontinuiteten samt løftet om den genløsning, menneskeheden higer efter." (Armstrong 1998:369-70). Og som den israelske udenrigsminister, Abba Eban, senere udtrykte det i FN, så var spørgsmålet om Jerusalem "hinsides og oven over, før og efter alle politiske og verdslige overvejelser. " (Armstrong 1998:372).

 

Jerusalem erobres og annekteres

Allerede to dage efter at krigen brød ud, havde Israel jaget den jordanske hær på flugt og indtaget Øst-Jerusalem. Kampene i og omkring Jerusalem havde kostet henholdvis 195 israelere og 645 arabere livet. Forholdsvis hurtigt besluttede Israel sig for, at Øst-Jerusalem skulle forblive på jødiske hænder. Formentlig blev beslutningen allerede truffet inden selve besættelsen (FN 1979:17). Væk var i hvert fald den tøven, der trods alt kunne spores i 1948. Den israelske premiereminister, Levi Eshkol, gav 11. juni 1967, dvs. mindre end en uge efter krigsudbruddet, under et lukket ministermøde ordre til, at der hurtigst muligt blev skabt et overblik over de juridiske og administrative problemer, der kunne tænkes at ville opstå i forbindelse med en annektering (Benvenisti 1976:108). Og 27. juni 1967 vedtog det israelske parlament, Knesset, formelt, at Øst-Jerusalem skulle underlægges israelsk lovgivning. Beslutningen blev ikke truffet af en lille rabiat gruppe. Den havde bred opbakning i den israelske befolkning og blev da også vedtaget af et stort set enigt parlament. Kun de to kommunistpartier stemte imod. I beslutningen talte man, helt i tråd med den religiøse vækkelse, ikke om "annektering", men derimod om "genforening". Det juridiske grundlag for anneksionen skabte man med et lovtillæg: "Statens lov, jurisdiktion og administration skal gælde for ethvert område i landet Israel, som regeringen udpeger" (Benvenisti 1976:109). Jerusalem blev ikke nævnt ved navn i selve loven. Det annekterede område var i lovtillægget blot beskrevet med koordinater, der refererede til et generalstabskort (Benvenisti 1996:66). En fremgangsmåde, der ifølge Jerusalems tidligere viceborgmester, Meron Benvenisti, skyldtes ønsket om at sløre beslutningen, så man derved kunne undgå omverdenens kritik (Benvenisti 1976:109).

 

Etnisk grænsedragning

Samtidig udvidede Israel grænsen for Jerusalems kommune. Af de 72 kvadratkilometer, der i juni 1967 blev underlagt israelsk lovgivning havde kun de seks kvadratkilometer tidligere været en del af det arabiske Jerusalem. Den nye grænse blev trukket således, at der blev annekteret mest mulig ubeboet jord. De arabisk beboede landsbyer omkring Jerusalem forsøgte man så vidt mulig at undgå, men inddrog i flere tilfælde den jord og de marker, som tilhørte byerne. Både landsbyerne al-Bira, Beit Jalah og Betlehem fik i den forbindelse konfiskeret jord. Ialt blev 28 arabiske landsbyer berørt af grænseudvidelsen. (Benvenisti 1996:66). Som et medlem i det særlige israelske grænseudvalg udtrykte det, skulle man sørge for "ikke at inkludere for mange arabiske beboere i det annekterede område [men i stedet] inkludere åbne områder til udvikling af de jødiske kvarterer. " (Benvenisti 1996:65). Denne ideologisk og racistisk motiverede grænsedragning illustreres tydeligt med udvidelsen mod nord. Her blev grænsen trukket blot 50 meter vest for hovedvejen mod Ramallah og udelukkede derved en række arabiske forstæder og flygtningelejre, der lå langs vejen (Benvenisti 1976:113). Balancen mellem territoriale og demografiske hensyn resulterede i en grotesk grænse, der snoede sig uden om arabisk beboede områder.

 

Borgmesteren deporteres

Den 28. juni, dagen efter anneksionslovens vedtagelse, blev Øst-Jerusalems palæstinensiske borgmester, Rauhi al-Khatib, og hans magistrat afsat. Senere blev al-Khatib deporteret til Jordan. I stedet overtog den siddende borgmester for Vest-Jerusalem, Teddy Kollek myndigheden over byen. "Jerusalem" sagde Kollek, "er nu én by, og den skal kun have én magistrat". Han afviste dermed enhver tanke om en fælles israelsk-arabisk administration af byen, da "de [araberne] vil stå i vejen for mit arbejde" som Kollek udtrykte det (Armstrong 1998:375).

Forskellige israelske institutioner og politiske grupperinger stod nærmest på tæerne af hinanden i bestræbelserne på at sikre, at byen forblev under israelsk kontrol. Det israelske byråd i Vest-Jerusalem havde under Kolleks ledelse så store ambitioner, at det blot ti dage efter besættelsen oprettede en særlig "Jerusalem Fond" med et beløb svarende til 40 millioner dollars. Fonden skulle anvendes "til at tilbagekræve alle dele af byen, restaurere dets historiske steder, og ombygge det til det israelske folks politiske og spirituelle center. " (Benvenisti 1976:91).

 

Indbyggere - ikke statsborgere

Som et led i annekterings-proceduren foretog Israel 26. juni 1967 en befolkningstælling i de områder, man fandt egnet til annektering. Ialt talte man 57.996 personer, der hver fik udstedt en kvittering. Kvitteringen kunne senere udveksles med et særligt identitetskort, der gav ret til at opholde sig i Jerusalem. Optællingen nærmede sig det farceagtige, og pga. registreringens vilkårlighed resulterede den i, at tusinder af arabiske indbyggere i løbet af et døgn mistede retten til at opholde sig i Jerusalem. Der blev dog udstedt yderligere 10.000 identitetskort efter massivt pres fra den gruppe af palæstinensiske indbyggere, der i første omgang ikke var blevet medregnet. Men mange var stadig af forskellige årsager forhindret i at få et identitetskort. (Benvenisti 1976:155,163). Dette gjaldt f.eks. hovedparten af de mange tusinde palæstinensere, der pga. arbejde, studium eller af andre årsager ikke befandt sig i Jerusalem i den periode, registreringen stod på. De omkring 66.000 palæstinensere, der i 1967 modtog et identitetskort, forblev i overensstemmelse med international lov jordanske statsborgere. Anneksionsloven af 27. juni gav dem ikke israelsk statsborgerskab, men blot ret til at bo i Jerusalem. En ret, Israel i princippet kan inddrage efter forgodtbefindende. Palæstinenserne i Jerusalem har således siden besættelsen befundet sig i en særlig situation, der set fra en juridisk og kulturel synsvinkel er grotesk, idet de er palæstinensere, lever i Israel og har jordansk statsborgerskab.

 

International fordømmelse

De israelske handlinger blev mødt med international fordømmelse. Allerede inden annekteringen formelt blev godkendt af Knesset, var der kritik af den israelske politik. Den 21. juni 1967 opfordrede den britiske udenrigsminister, George Brown, - under et ekstraordinært møde i FN's generalforsamling - Israel til "ikke at ændre Jerusalems status". Selv Israels nære allierede USA opfordrede Israel til at ændre beslutningen. Den 4. juli vedtog FN's generalforsamling en resolution, der udtrykte "dyb bekymring over den situation der hersker i Jerusalem, der er resultatet af de foranstaltninger, som Israel har taget for at ændre byens status." (FN 1979:17). Samtidig erklærede FN annekteringen for ugyldig ifølge internationalt gældende lov og opfordrede Israel til at omstøde beslutningen. I perioden frem til 1971 blev ikke mindre end seks lignende resolutioner vedtaget (Benvenisti 1976:123). Og 22. november 1967 vedtog FN's Sikkerhedsråd den berømte resolution 242, der pålagde Israel at trække sig ud af de områder man havde besat i juni-krigen 1967.

Den israelske regering var i 1967 flertydig i spørgsmålet om Jerusalem. Udadtil afviste den, at der var tale om en anneksion og havde travlt med at bortforklare den israelske politik. I FN sagde Abba Eban f.eks. i slutningen af juli 1967, at kritikken var baseret på "en grundlæggende misforståelse" siden den administrative lovgivning "ikke indholdt nogen ny politisk erklæring og udelukkende angik det tvingende nødvendige i at rette op på de ødelæggelser og den forvirring, der var et resultat af opsplitningen af byens liv". Formålet med loven var ifølge Eban at "sikre alle byens borgere social, kommunal og finansielle ydelser på basis af lighed og ikke-diskrimination." (Benvenisti 1976:119). Israel forsøgte således at afdramatisere beslutningen ved at udlægge den som et skridt, der var nødvendiggjort af rent praktiske forhold, noget Eban tilmed præsenterede som et altruistisk hensyn til byens arabiske indbyggere.

Den 30. juli 1980 vedtog det israelske parlament Knesset en såkaldt Basis Lov (en slags grundlov), hvorved det endnu engang officielt erklæres, at det "forenede Jerusalem er Israels evige hovedstad." En beslutning, der øjeblikkelig blev fordømt af FN's Sikkerhedsråd og erklæret for illegitim. FN opfordrede sine medlemmer til ikke at anerkende den israelske beslutning og anmodede de lande, der måtte have diplomatiske missioner i Jerusalem, om at trække dem tilbage (FN 1990:19). Trods de internationale protester og fordømmelser har Israel også i dette tilfælde haft succes med dets fait accompli-strategi. Det såkaldte internationale samfund har langsomt affundet sig med realiteterne, og enkelte lande har i dag, trods FN's henstillinger, officiel repræsentation i byen. I juni 1997 besluttede den amerikanske kongres, at USA - der som bekendt er mægler i "fredsprocessen" - skulle flytte sin ambassade til Jerusalem.

 

Jerusalem judaiseres

Som bekendt efterlevede Israel ikke FN´s mange resolutioner, snarere tværtimod. I stedet for at trække sig tilbage fra de arabiske områder, tog man til stadighed skridt, der sikrede, at man blev der. Denne strategi tog form af en regulær kolonisering, hvor man konfiskerede arabisk jord til fordel for jødisk bebyggelse.

Den første åbenlyse markering af den israelske bosættelsespolitik i Øst-Jerusalem skete allerede samme aften, som våbenhvilen med Jordan blev underskrevet. Den 10. juni 1967 fik 619 beboere i Maghribi-kvarteret, der grænsede op til Vestmuren, tre timer til at forlade deres hjem. Herefter jævnede bulldozere bygningerne med jorden. Afslutningen på krigen i 1967 blev således startskuddet til en ny krig, der denne gang ikke blev ført med krudt og kugler, men med abstrakte og absurde lovtillæg, besynderlige cirkulærer og selvfølgelig med bulldozere og byggetilladelser.

Både i Israel og i de besatte områder er der en tæt forbindelse mellem byplanlægning, demografi og politik. I tilfældet Jerusalem har bestræbelsen generelt rettet sig mod at sikre et fortsat jødisk befolkningsflertal. Dette er ligefrem nedfældet i et regeringsdirektiv, der pålægger Jerusalems kommunale administratorer at føre en politik, der sikrer, at palæstinenserne ikke overstiger 28% af den samlede befolkning (Benvenisti 1996:165).

Dette direktiv bliver ført ud i livet, bl.a ved at begrænse vækstraten for arabisk byggeri. Det har resulteret i, at blot 14% af det område, man annekterede i 1967, er disponibelt for arabisk bebyggelse (Benvenisti 1996:166). Resten er enten bestemt for: "offentlige" formål (34%), udvidelse af eksisterende bosættelser (8,5%) eller "grønne områder", hvorpå der ikke må bygges (44%). (Bulletin juni 1997:3)

Mellem 1967 og 1995 er der kun blevet bygget 9.000 lejligheder til arabere, sammenlignet med 65.000 til jøder, heraf de 38.000 i Øst-Jerusalem (Benvenisti 1996:166).

Efter grænsedragningen i 1967, der som tidligere nævnt ekskluderede en række arabiske forstæder, levede der 197.000 jøder og 68.000 palæstinensere i Jerusalem (Benvenisti 1976:251). I dag er tallet steget til ca. 430.000 jøder og knap 160.000 palæstinensere (Jong 1997:130). Andelen af palæstinensere er således ikke faldet, hvis man ser på Jerusalem som helhed. Men ser man udelukkende på Øst-Jerusalem, er den demografiske udvikling af en helt anden karakter. Fra i 1967 at have været en udelukkende arabisk by bor der i dag omkring 170.00 jøder i Øst-Jerusalem, fordelt på 10 bosættelser og yderligere 55.000 i de 18 bosættelser på Vestbredden, der grænser umiddelbart op til byen. I Øst-Jerusalem lever der omkring 160.000 palæstinensere og de har siden 1993-94 udgjort et mindretal i bydelen (Bulletin juni 1997).

Ialt er der frem til i dag konfiskeret omkring 23 kvadratkilometer arabisk ejet jord, svarende til en tredjedel af det område man annekterede i 1967 (Benvenisti 1996:155). Ekspropriation af arabisk ejet jord i Jerusalem sker, ligesom i de øvrigt besatte områder, i overensstemmelse med israelsk lovgivning. Blandt de fire mest anvendte begrundelser for ekspropriation i de besatte områder incl. Jerusalem er: Militære formål (44%), "sikkerheds" årsager (20%), "offentlige" formål (12%) og "fraværende" ejere (12%) (Bulletin dec. 1997:8). I Øst-Jerusalem er begrundelsen oftest offentlige formål.

Et bosættelsesprojekt, der for to år siden fik stor international opmærksomhed, var Har Homa (Jabel Abu Ghneim) , der ligger i Øst-Jerusalems sydlige udkant. Byggeriet, der blev besluttet 19. februar 1997, har betydet at yderligere knap to kvadratkilometer palæstinensisk ejet jord er blevet eksproprieret. Beslutningen fik de palæstinensiske forhandlere ("Oslo-fredsprocessen") til i protest officielt at afbryde kontakten med Israel. Og byggeriet blev, efter et ekstraordinært internationalt pres, i en periode indstillet. Hvad der imidlertid ikke fik den store internationale bevågenhed var, at den israelske regering i samme periode vedtog at opføre andre bosættelsesprojekter rundt om i Øst-Jerusalem og at nedrivningen af arabiske huse i byen fortsatte.

 

Stor-Jerusalem

Siden 1967 er Jerusalem i realiteten blevet yderligere udvidet mod øst. Igen ud fra princippet mest jord og færrest mulige arabere. Et eksempel på en sådan udvidelse er den store israelske bosættelse Ma'ale Adumim, der ligger 15 km øst for Jerusalem på vejen mod Jeriko. Den blev grundlagt i 1975 og huser i dag mere end 23.000 israelere. Den fik i 1991 som den første bosættelse på Vestbredden officiel status som by og er ikke længere, som de øvrige bosættelser, underlagt de israelske militære myndigheder. Bosættelsens areal er i dag på over 40 kvadratkilometer og den er opført på palæstinensisk konfiskeret jord. Udviddelsen, der har fundet sted i flere etaper, endte i 1994 med at støde på Øst-Jerusalems østlige grænse (Benvenisti 1996:67,161,226). Ma'ale Adumim er en af flere israelske bosættelser, der siden 1967 er blevet opført lige udenfor den nyetablerede bygrænse. Disse bosættelser er infrastrukturelt forbundet med Jerusalem og fungerer i praksis som forstæder til Jerusalem. Deres geografiske placering har, sammen med israelske bosættelser i selve Jerusalem, inddæmmet det arabiske Øst-Jerusalem og derved isoleret det fra de palæstinensiske byer og samfund på Vestbredden, der før 1967 var en integreret del af Øst-Jerusalems politiske, økonomiske, sociale og kulturelle liv. En adskillelse der i dag bliver yderligere forstærket af de militære checkpoints, som palæstinenserne fra Vestbredden møder, når de ønsker at rejse til byen. Den israelske kontrol og kolonisering af Øst-Jerusalem er, som beskrevet, ikke kun et problem for byens indbyggere. Jerusalem udgør et infrastrukturelt knudepunkt på Vestbredden. Uden adgang til byen besværliggøres livet for Vestbreddens knap halvanden million palæstinensiske indbyggere. En fortsat israelsk udvidelse af byen vil i sidste ende medføre, at forbindelsen mellem Vestbreddens nordlige og sydlige del på det nærmeste "klippes" over.

I 1995 udarbejdede en særlig komité under den israelske regering en ny "udviklingsplan" for Jerusalem og omegn. Planen, der går under navnet "Metropolitan-Jerusalem", er endnu ikke formelt vedtaget, men danner ifølge den hollandske geograf Jan de Jong i realiteten allerede rammerne for den israelske byplanlægning i og omkring Jerusalem. Metropolitan-Jerusalem omfatter 950 kvadratkilometer og er det hidtil mest ambitiøse udviklingsprojekt siden 1967. Kernen i området udgøres af et "Stor-Jerusalem", der som kortet viser, er noget mindre, 440 kvadratkilometer (Jong 1997:128).

Planens formål er at skabe optimale udviklingsbetingelser for det jødiske Jerusalem. Og derigennem integrere en stor del af de jødiske bosættelser, der i dag ligger på Vestbredden, geografisk, juridisk, administrativt og økonomisk med Israel. Planerne er imidlertid ikke kun stødt på palæstinensisk og international modstand, men har også skabt stor intern debat i Israel. Denne israelske debat er imidlertid ikke opstået, fordi en udvidelse af Jerusalem yderligere vil marginalisere den palæstinensiske befolkning. Ej heller fordi det strider imod alle former for internationale love og konventioner. Men fordi bosætterne - der nær Jerusalem overvejende er sekulære jøder - ikke ønsker at betale skat til de op imod 200.000 religiøse jøder, der i dag lever inde i selve byen og hvis tilværelse er afhængig af økonomisk støtte fra stat og kommune. Ligeledes har der været protester fra indbyggerne i de israelske byer, der ligger vest for Jerusalem og som også er "truet" af sammenlægning.

At planerne ikke blot er løse rygter indicerer en af de seneste israelske regeringsbeslutninger. Den 21. juni 1998 vedtog man at udvide Jerusalems bemyndigelse nord, øst og vest for den eksisterende kommunegrænse. Beslutningen medfører, at to bosættelser, Givat Ze'ev i nord med omkring 10.000 indbyggere og Ma'ale Adumim i øst, lægges administrativt (ikke økonomisk) under "Stor-Jerusalem" (Foighel i Politiken 26. juni 1998). Palæstinensisk og international protest har ikke fået Israel til at ændre beslutningen.

Der er, som beskrevet, tale om en proces, hvorunder det arabiske Jerusalem til stadighed afvikles igennem jord- og ejendoms-konfiskation på den ene side og opførelsen af israelske bosættelser på den anden. Israels intention er klar. Det ønsker at foregribe enhver chance for palæstinensisk suverænitet over nogen som helst del af Jerusalem.

 

Kilde- og litteraturliste:

Armstrong, Karen, "The Holiness of Jerusalem: Asset or Burden?" i Journal of Palestine Studies nr. 3 1998 [a]

Armstrong, Karen, Jerusalem - Tro, historie, politik. Munksgaard-Rosinante, København 1998

Benvenisti, Meron, City of Stone: The Hidden History of Jerusalem. University of California Press, Berkley 1996

Benvenisti, Meron, Jerusalem - The Torn City. Jerusalem 1976

Bulletin Vol. 1 nr. 1, juni 1997, Jerusalem. Udgivet af The Palestinian Council forJustice and Peace

Bulletin Vol. 1 nr. 2, december 1997, Jerusalem. Udgivet af The Palestinian Council forJustice and Peace

Finkelstein, Norman, Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict. Verso Press, London 1995

Foighel, Hanne, "Nyt Stor-Jerusalem splitter Israel" i Politiken den 26. juni 1998

Jong, Jan de, "Israels 'Greater Jerusalem' engulfs the West Bank´s core" i Journal of Palestine Studies nr. 1 1997. University of California Press, Berkeley

Meir, Golda, Mit liv, Gyldendal, Danmark 1976

Rasmussen, Lars Møller, Israel-Palæstina: Konflikt uden ende? . Informations Forlag, Danmark 1976

Rosenberg, Göran, Det tabte land. Tiderne skifter, København 1998

United Nations, The status of Jerusalem. UN, New York 1979

United Nations, The United Nations & the Question of Palestine. UN, New York 1990