Palæstinenserne i Israel - et diskrimineret mindretal

 
Skrevet af: Gitte Rasmussen
Ved oprettelsen af staten Israel i 1948 blev den oprindelige palæstinensiske befolkning splittet op i flere grupper. Flertallet blev flygtninge på Vestbredden og i Gaza, Jordan, Syrien og Libanon.
Hashem Mahameed, israelsk palæstinenser og medlem af Knesset, taler ved et protestmøde mod jordkonfiskation i det nordlige Israel.
Et mindretal (156.000 eller 18% ) forblev inden for den nydannede israelske stats rammer, hvor det kom under streng israelsk militær administration indtil 1966. F. eks. krævede al rejseaktivitet tilladelse af den israelske militærguvernør. Centralt var også omfattende beslaglæggelse af palæstinensisk ejendom. Dels flygtningenes - også kaldet de fraværende - og dels de tilbageblevnes jord. I dag udgør de palæstinensiske israelere 18,6 % af Israels befolkning - eller 1.127.500 personer. Gennem hele statens historie har den palæstinensiske minoritet udgjort et diskrimineret mindretal, hvis juridiske, sociale, uddannelsesmæssige og materielle forhold er ringere end det jødiske flertals. Gitte Rasmussen redegør i det følgende for de arabiske israeleres historie og vilkår.
Når vi til daglig hører om den palæstinensisk-israelske problemstilling, kan man få et indtryk af, at der er tale om en konflikt mellem to adskilte befolkningsgrupper og dertil hørende landområder, dvs. Israel på den ene side og de besatte områder - Gaza, Vestbredden og ÿstjerusalem - på den anden.
Historier og billeder fortæller os om en konflikt, der begyndte i 1967 med besættelsen af disse områder. I denne fremstilling overses gruppen af de palæstinensere og deres efterkommere - de arabiske israelere[1] - som forblev indenfor Israels grænser ved statens oprettelse i 1948: en befolkningsgruppe som i dag udgør 1/5 af det samlede antal borgere i landet.
Rejser man i dag til Tel Aviv forstaden Jaffa, vil man opleve et mindesmærke, der stolt fortæller om befrielsen af byen i 1948/9. For mange af de tilrejsende turister vækker udsagnet ikke forundring. I stedet for lader man sig smilende fotografere sammen med den smukke kyststrækning og de pittoreske bygninger. Rundt omkring i Israel møder man flere monumenter, museer o.l. som ligeledes beretter om andre heroiske befrielser.
Nuvel, en befrielse forudsætter nødvendigvis, at der eksisterer en besættelse. Hvem er det, den israelske stat forsøger at overbevise omverdenen om, havde holdt landet besat? Og hvilke konsekvenser fik befrielsen for disse besættere?
Den officielle israelske politik overfor '48-palæstinenserne var efter statens tilblivelse præget af ad hoc beslutninger (Lustick, s. 30). Lig kursen før 1948 havde man fra jødisk side ikke gjort sig klart hvordan man skulle forholde sig til den palæstinensiske befolkning og ej heller forsøgt at få et overblik over, hvad tilstedeværelsen af denne muslimsk-kristne gruppe ville betyde for et land, der i sit grundlag var jødisk. Deres antal - ca. 825.000 før 1948/9 - og ejerskab af langt størstedelen af jorden (90%) kolliderede frontalt med staten Israels aspirationer om et jødisk land for jødiske borgere.
Israel behøvede kontrollen over jorden og jødisk politisk-religiøs majoritet for at opnå dette mål.
 
Militærregering og kontrol
En militær administration blev af den israelske regering implementeret i 1949 som reaktion på stridighederne, der fulgte i kølvandet på statens oprettelse. Den militære administration indeholdt love skabt af den tidligere engelske mandatregering[2].
Selvom '48-palæstinenserne og de arabiske nabolande blev påført et svidende nederlag og den palæstinensiske befolkning blev kraftigt reduceret og pacificeret (700.000 flygtede; Peretz/Doron, s.55), blev de resterende til stadighed regnet som en trussel mod det jødiske samfund. '48-palæstinenserne blev anset for at være de arabiske nabolandes forlængede arm og en potentiel 5. Kolonne (Doron, s. 7).
Spørgsmålet om jødisk sikkerhed var hoveddrivkraften bag militærregeringen. En militær administration ville bedst kunne udføre de sikkerhedsopgaver, den nye stat krævede. Men det var ikke kun dÈt, der var målet for militærregeringen.
Formålet var også at undgå kontakt de palæstinensiske indbyggere imellem og således forhindre en eventuel forenet palæstinensisk organisering, der kunne lægge pres på den nye stat og skabe politisk modstand. Israel inddelte således den palæstinensiske befolkning i tre geografiske hovedområder[3], indenfor hvilke 90 % af denne befolkningsgruppe i 1949 befandt sig (Lustick, s.125).
En militær, jødisk guvernør blev indsat i hvert område med ansvar for sikkerhed, overvågning, samt udførelse af den nationale israelske politik. Derigennem blev kontrol over '48-palæstinenserne nemmere, uden samtidigt at skulle kontrollere de jødiske indbyggere: for blev '48-palæstinenserne administreret isoleret fra jøderne ville forskelsbehandlingen ikke blive synlig og tiltag fra militærregeringen ville ikke ramme dem.
Samtidig kunne militærregeringen forestå en fortsat israelsk nationalisering af jorden. Den militære administration blev givet udstrakte beføjelser, der satte den i stand til at overvåge og begrænse en hvilken som helst palæstinensisk aktivitet (Nidal, s. 30). Især havde restriktioner på rejseaktivitet voldsomme følger for det palæstinensiske samfund.
Enhver rejse krævede en tilladelse fra militæradministrationen: om det så bare gjaldt en tur til nabolandsbyen[4]. Langt de fleste rejsetilladelser blev desuden kun givet når disse var i forbindelse med arbejde, sygdom, offentlige instanser: alt sammen i jødiske områder under jødisk dominans. Mens rejsetilladelser af social art (familiebesøg o.lign.) ofte blev afslået (Lustick, s.124). Kontakten mellem de forskellige områder blev praktisk talt umuliggjort.
Overtrædelse af lovene førte til bøder, fængsling eller tvungen eksilering. Rejserestriktionerne blev officielt forklaret udfra generelle sikkerhedshensyn, men israelerne frygtede også at hvis restriktionerne ophævedes ville de palæstinensiske flygtninge, som befandt sig internt i Israel, vende tilbage til deres jord og ejendomme for at kræve dem tilbage efter israelerne havde overtaget dem.
Foruden indskrænkelser i bevægelsesfriheden ramte militæradministrationen andre dele af det palæstinensiske samfund. Byggetilladelser, forsamlings- og organiseringsfriheden begrænsedes eller blev forbudt.
Denne strategi betød ikke kun en politisk amputering af '48-palæstinenserne, den greb ind i deres samfunds økonomiske, sociale og kulturelle liv, der således mistede muligheden for at udvikle sig på lige fod med det jødiske, som jo ikke var underlagt restriktionerne. Det var muligt for den nye magt at gennemføre disse tiltag og udbygge dem med årene uden stor modstand fra palæstinensisk side.
Reduceringen af så stor en del af befolkningen og tabet af jorden satte de tilbageblevne '48-palæstinensere i en tilstand af chok. Samtidig var den intellektuelle og økonomiske elite flygtet og det efterlod den resterende del i et større organisatorisk og politisk tomrum.
 
1993. Drusere i Golan
(Charlotte Haslund-Christensen)
Militærregeringen blev ophævet i 1966. Israelerne vurderede at den sikkerhedspolitisk ikke længere var nødvendig. ?rene havde vist at den palæstinensiske befolkning ikke tyede til militant oprør.
I det hele taget havde der været forbavsende stille fra deres side. '48-palæstinenserne havde dog løbende forsøgt at stable et politisk modspil på benene[5]. Men pga. militæradministrationens jerngreb, traumet efter 1948 og opsplitningen mellem de palæstinensiske områder, tabt land, identitet og indflydelse på alle niveauer til følge, blev denne del af Israels befolkning lammet i adskillige år fremover.
Med ophævelsen af militæradministrationen ophørte det palæstinensiske samfunds kvaler dog ikke. 17 års stram kontrol og deraf følgende marginalisering i forhold til den jødiske befolkning, vedvarende opsplitning områderne imellem og mangel på politisk anerkendelse fra jødisk-israelsk side havde sat deres spor.
Ydermere var der en til stadighed implicit trussel om genindførelse af militæradministrationen, ifald den israelske stat anså det for påkrævet.
Den fortsatte israelske ekspropriering af '48-palæstinensernes jord føjede yderligere spot til skade.
 
Jord og jordlove
 
Kampen om jorden i Israel mellem de oprindelige indbyggere - kristne såvel som muslimske - og de jødiske indvandrere, er et stridspunkt den dag i dag. Men den begyndte langt tidligere end 1948.
I midten af 1800-tallet boede kun omkring 25.000 jøder i landet (Broholm/Holmsgaard, s. 62). Fra 1880'erne og frem foregik en voksende jødisk tilflytning og kolonisering af området. Med den zionistiske bevægelses konsolidering omkring forrige århundredeskifte blev den jødiske tilstedeværelse og indvandring sat i system - organisatorisk og politisk. De jøder, der derefter kom til landet var drevet af idÈen om oprettelsen af en jødisk stat.
Mottoet bag var "erobringen af jord og arbejde", dvs. at produktionen skulle være jødisk og man ville skabe såkaldte "kendsgerninger" af jødisk ejet jord. Målet var at disse kendsgerninger spredt udover området til sidst kunne danne grundlaget for staten Israel.
Eftersom de daværende jøder kun ejede en forsvindende del af jorden var det nødvendigt med organisationer, som kunne tilvejebringe jord.
Til det formål skabtes bl.a. Jewish Agency (JA) og Jewish National Fund (JNF). Disse to organisationer der blev dannet i henholdsvis 1902 og 1901, samt kibbutzbevægelsen, det paramilitære Haganah og World Zionist Organization (WZO) indgik alle i et sindrigt og med tiden veludviklet system, der gjorde det muligt for zionisterne i 1948 at udråbe og forsvare staten Israel.
Bl.a. var WZO med til at opmuntre til indvandring blandt jøder i diasporaen, JNF og JA var primus motorer i tilvejebringelse af jorden og forhindring af salg til ikke-jøder, mens kibbutzerne tog sig af den praktiske del udi rekruttering af medlemmer og bearbejdning af jorden.
Haganah, den jødiske undergrundshær indtil Israels oprettelse og forløber for landets senere militær, havde en rolle at spille i de forskellige koloniers forsvar.
Trods mange års forsøg på at tilegne sig jord havde jøderne kun opnået ca. 8-10 % af det tidligere Palæstina før 1948 (Broholm/Holmsgård, s.128; Dumper, s. 29).
Derefter kom der fart på. En i denne sammenhæng skelsættende begivenhed var vedtagelsen i det israelske parlament Knesset af loven Absentee Property Law af 1950.
Denne lov gjaldt ejendom tilhørende såkaldte "fraværende '48-palæstinensere", dvs. de som enten var flygtet eller fordrevet til nabolandene og derfor ikke tilstede på deres jord. Palæstinensiske interne flygtninges jord faldt ligeledes ind under denne lov, selvom de jo stadig befandt sig i landet.
Loven blev tilsyneladende vedtaget for at beskytte de "fraværendes" ejendom - men i stedet blev loven brugt af staten til at overtage den (jord, boliger, butikker o.l.). Ved at klassificere enhver '48-palæstinenser der ikke var til stede - om de så bare opholdt sig f.eks. fem kilometer derfra - som fraværende, kunne deres ejendom underlægges loven.
Via to organer specielt oprettet til dette formål kunne man uden en åbenlys statslig konfiskering alligevel overdrage jorden til staten eller semistatslige organisationer (f.eks. JNF) som ikke måtte sælge jord til ikke-jøder[6] (Dumper, s.33).
I 1954 levede således 1/3 af de jødiske israelere på eksproprieret Absentee-jord. '48-palæstinenserne fik ikke kompensation for denne jord. Man opnåede dermed jødisk kontrol og samtidigt undgik man at komme i karambolage med det omgivende samfund, fordi konfiskeringen af jorden foregik i det skjulte. Loven blev om noget dÈt fundament, hvorpå Israel skaffede sig legitimitet: uden den havde der ikke eksisteret et fysisk grundlag for at påberåbe sig retten til landet, idet jødernes andel af jorden var for lille.
Loven om de "fraværende" '48-palæstinenseres jord var kun forløberen for et med årene omfattende system hvorigennem mere og mere jord kunne eksproprieres fra palæstinensisk ejerskab og kanaliseres over på jødisk-israelske hænder.
Således fandtes i 1987 omkring 30 jordlove via hvilke '48-palæstinensernes jord kunne eksproprieres (Minns, s.40). Der blev givet forskellige officielle grunde til diverse inddrivelser udover den hÈr nævnte, f.eks. sikkerhedshensyn; lokale udviklingsplaner; sundhedsfare; områder skulle omlægges til rekreative formål eller bruges iht. "offentlighedens interesse"; ejerskabet af et givent område kunne ikke fastsættes[7].
For at imødegå modstand fra palæstinensisk side og mindske deres tilstedeværelse, blev der, i tråd med strategien før '48, fortsat etableret jødiske bosættelser på tidligere palæstinensiske landsbyers område og langs grænserne til Vestbredden og Gaza (indtil 1967 under hhv. jordansk og egyptisk kontrol). Flygtede palæstinensere blev forhindret i at vende tilbage og genbosætte sig[8], og den resterende palæstinensiske befolkningsmasse blev ligeledes inddelt i grupper som let kunne inddæmmes eller flyttes.
Således oplevede Um al-fahm - for de palæstinensiske israelere en hovedby i området benævnt Trianglen - at få eksproprieret 80 % af deres jord i 1950'erne (Lustick, s.130). Andre landsbyer blev tømt og deres indbyggere deporteret til nabolandene, f.eks. Ashkelon og Batat i 1950; 13 landsbyer i Ara dalen i 1951; hovedparten af beduinerne i Negevområdet, m.fl.(Broholm/Holmsgård, s.122).
 
Demokrati og demografi
Den demografiske politik har fundet mange udtryk gennem årene og væver sig ind i alle aspekter af det israelske samfund. Især Galilæa-området i det nordlige Israel har været centrum for forsøg på demografisk transformation.
V.hj.a. planen for "Judaisering af Galilæa" fra 1959, skulle dette område i det nordlige Israel gennem jødisk nybyggeri udvande det palæstinensiske flertal. Via denne blev bl.a. byerne Maalot og Carmiel til. Byerne blev etableret på tidligere palæstinensisk jord konfiskeret i 1962, på grundlag af de ovenfor nævnte jordlove. De fik store tilskud af staten (fordi de klassificeredes som - jødiske - "udviklingsområder") til at blive et attraktivt sted for virksomheder, og jødiske tilflyttere blev givet favorable økonomiske forhold.
For at sikre deres fremtid som jødiske byer, blev det f.eks. i Carmiel forbudt for folk som ikke havde aftjent værnepligt at bosætte sig dÈr[9]. '48-palæstinensere blev derfor forhindret i at slå sig ned i byen. Men allerede seks år tidligere arbejdede den israelske stat på at judaisere palæstinensiske centre. Nazareth - traditionelt en palæstinensisk domineret by - er et andet eksempel på den demografiske politik. Før Israels oprettelse fandtes Èn Nazareth by beboet af '48-palæstinensere. I 1956 vedtog man at oprette en naboby ved navn ÿvre Nazareth, klods op ad den gamle. Også denne by fik store tilskud - tilskud, som ikke kom det oprindelige Nazareth til del - for at vokse sig stor nok til økonomisk og demografisk at kunne udfordre den palæstinensiske. Desuden blev ÿvre Nazareth tildelt et område der var tre gange større til byens fremtidige ekspansion end den gamle Nazareth by - uanset at indbyggertallet i den nye kun udgjorde det halve (Lustick, s.131).
Mens '48-palæstinenserne har oplevet deportationer ud af eller til andre dele af landet, bliver jøder i hele verden opmuntret til at komme til Israel. Ja, det er en lovsikret rettighed, iflg. The Law of Return af 1950. Denne lov, som ikke omfatter de palæstinensere der flygtede efter 1948, sikrer enhver fra hvor som helst i verden israelsk statsborgerskab, hvis de kan dokumentere jødisk herkomst. Via loven er der kommet 2.35 mio. nye jødiske indvandrere til landet mellem 1948 og 1994, fire gange antallet af jøder som levede der før statens oprettelse (Peretz/Doron, s.47). Spørgsmålet om de ca. 700 000 flygtede '48-palæstinenseres og deres efterkommeres eventuelle tilbagevenden dukker ofte op i debatten, men bliver lige så ofte afvist med den begrundelse, at en sådan tilbagevenden vil være en umulighed pga. Israels begrænsede størrelse (halvdelen af Danmarks). Denne holdning drejer sig ikke (kun) om et regnestykke med befolkningsantal divideret med antal kvadratmeter til rådighed. Det handler om demografisk sammensætning. Israel er ganske bogstaveligt ment som et jødisk hjemland for jødiske borgere. Det bliver derfor anset som en bombe under landets grundlæggende idÈ og indretning, hvis andelen af ikke-jøder skulle blive for stor.
'48-palæstinenserne kan derimod være nødt til at søge om statsborgerskab uanset at de er født i landet og deres familier har boet der i generationer. I 1952 vedtog man Loven om registrering af indbyggere. Iflg. den skulle '48-palæstinenserne bevise at de både tidligere og på daværende tidspunkt boede i Israel og ydermere ikke havde været udenfor landets grænser fra statens oprettelse til datoen for lovens vedtagelse - end ikke bare en enkelt dag. Imidlertid forestod den militære administration registreringen af '48-palæstinenserne og et ukendt antal blev derfor ikke registreret (Broholm/Holmsgård, s.115).
Desuden havde mange '48-palæstinensere i en periode søgt tilflugt i nabolandene pga. af urolighederne. Derfor findes der adskillige palæstinensiske israelere som bor i landet uden at være statsborgere. Statsborgerskab går i arv og børn født af disse ikke-statsborgere er altså ikke garanteret statsborgerskab. Selvom de måtte opfylde kravene får de fleste af dem ikke tilkendt statsborgerskab. Yderligere er problemet, at mange af dem ikke vÈd at de er "statsløse" og fordi ansøgningsfristen ligger mellem deres 18. og 21. år når mange det simpelthen ikke (Broholm/Holmsgård, s. 115).
Det er ikke desto mindre lykkedes Israel at fremstå som en moderne demokratisk stat - '48-palæstinenserne har da også stemmeret. Dette middel til indflydelse har den palæstinensiske befolkning ikke formået at udnytte fuldt ud, og har følgende heller ikke kunnet gøre op med uligheden de to befolkningsgrupper imellem gennem det parlamentariske system.
Men set i lyset af israelsk minoritetspolitik siden statens oprettelse, hvor palæstinensiske nationale aspirationer og andre grupperinger konsekvent er blevet obstrueret, er det samtidigt lykkedes at amputere en reel palæstinensisk politisk opposition og deltagelse. Blandt andet fordi Israel har udnyttet og genopdyrket de skillelinjer, den palæstinensiske befolkning allerede før 1948 var struktureret efter - religiøst og politisk. '48-palæstinenserne i Israel består af 14% muslimer, mens de kristne udgør 2.7% og druserne (en muslimsk "sekt") tæller 1.7% (Peretz/Doron, s. 55).
Grupperne behandles forskelligt og har forskellig status i det israelske samfund, og hører under hver deres afdeling i den statslige administration. Det har betydet en yderligere fragmentering af den palæstinensiske befolkningsgruppe med betydelige følger for den palæstinensiske politiske organisering og kollektive selvforståelse, eller mangel på samme. Ligeledes har opsplitningen af palæstinenserne i enklaver ført til en situation hvor loyalitet og samarbejde på jødisk-israelske præmisser overfor staten Israel er lig med økonomiske goder: større tilskud, bedre lån osv.
 
Arbejde og økonomi
Indtil Israels oprettelse levede de fleste '48-palæstinensere af jordbrug og dyrehold. Men med den efter 1948 nye dagsorden og den deraf mistede jord forandredes deres livsgrundlag radikalt. Ikke kun mistede de 2/3 af deres landbrugsjord (Peretz/Doron, s.59), muligheden for i stedet at leje jord begrænses også da '48-palæstinensere kun bliver givet korte lejekontrakter, f.eks. af et års varighed, mens jøder får mulighed for at leje tilsvarende jord i op til 49 år. Også adgangen til vandet bliver begrænset, hvilket har stor betydning i et semi-ørkenområde som Israel. Gravning af brønde hører ind under staten som kan fordele efter forgodtbefindende. Det betyder at selvom '48-palæstinenserne f.eks. dyrkede º af landbrugsjorden i Israel omkring 1980, fik de kun små 2 % af dÈt vand landbrugssektoren tildeltes (Broholm/Holmsgård, s.136). Samme ulighed gjaldt også for elektriciteten.
Yderligere er de palæstinensiske områder ikke blevet udviklet i samme grad som de jødiske, bl.a. pga. en skævvridning i tildelingen af udviklingsstøtte mellem jøder og '48-palæstinensere. Bliver et område f.eks. klassificeret som "udviklingsområde" vil jødiske byer beliggende indenfor dette få tildelt statsstøtte og -lån til bygning af huse, fabrikker og opdyrkning af jord, mens de palæstinensiske landsbyer beliggende i samme område enten slet ikke vil blive tilgodeset eller få langt mindre i støtte.
Flere andre skævheder gør sig gældende: en palæstinensisk landbrugsarbejder tjente 40% af en jødisk ditto i 1960; gennemsnitsindkomsten var 66% af den generelle i 1977 - i 1994 udgjorde den kun omkring det halve (Lustick, s.158; Peretz/Doron, s.8). Spædbørnsdødeligheden var dobbelt så høj blandt '48-palæstinensere i 1974 som blandt jøder (Lustick, s.159).
Graden af uddannelse er lavere, hvor kun 9 % af '48-palæstinenserne fortsætter ved en højere læreanstalt, gælder det for 1/3 af den jødiske befolkning. 40% af de palæstinensiske arbejdstagere er beskæftigede i lavt betalte sektorer, såsom bygning, landbrug og industri. Kun 4 % har akademiske stillinger.
Der er kun få palæstinensiske topembedsmænd- og kvinder og ingen palæstinensiske medlemmer af Højesteret. Ingen '48-palæstinenser har haft en ledende stilling i de statslige institutioner - ej heller i Ministeriet for Religiøse Anliggender, hvorunder den palæstinensiske befolkning henhører (Peretz/Doron, s. 59). Desuden findes ingen palæstinensiske gadenavne (undtagen i nogle rent palæstinensiske byer), ingen palæstinensiske kontrafejer på israelske frimærker osv. Sidstnævnte eksempler har måske ikke den store praktiske betydning i hverdagen, men til gengæld stor betydning for en stats - og et folks - selvopfattelse.
De økonomiske o.a. forhold blandt '48-palæstinensere er altså svært dårligere end blandt deres jødiske medborgere. Urimelighederne vedbliver at eksistere sålænge staten ikke vil anse den palæstinensiske befolkning som fuldgyldige medlemmer af det israelske samfund, og behandle dem derefter. '48-palæstinenserne kan ikke selv, under de nuværende forhold, rette op på skævhederne eftersom forskelsbehandlingen er så vidtstrakt og integreret i det israelske system.
Ikke alle jødiske israelere er stiltiende gået med på den officielle politik. Især folk fra den jødisk-israelske venstrefløj har ofte stillet sig kritisk overfor den åbenlyse forskelsbehandling mellem borgerne. Det nye land og hjemsted, garanten for jøders sikkerhed, bygget på ruinerne af nazisternes forfærdelige holocaust skulle være et fristed og et frit sted. For alle mennesker som måtte bo der, uanset religiøst eller etnisk tilhørsforhold.
'48-palæstinenserne har sideløbende forsøgt at blive integreret i det jødisk-israelske samfund, men har oplevet at løbe panden mod en mur. Denne situation vil ikke ændre sig ifald palæstinenserne i de besatte områder - Gaza, Vestbredden og ÿstjerusalem - en dag skulle få en egen stat. Snarere forholder det sig vel sådan, at '48-palæstinensernes forhold i staten Israel overses i den nuværende konflikt. De uretfærdigheder og den undertrykkelse man har påført de oprindelige indbyggere hænger dårligt sammen med Israels selvopfattelse som et befriet land. Israel har skabt et ulige samfund, en stat som i dag er en realitet, men som også skal leve op til sit ansvar som et moderne demokratisk land uden forskelsbehandling sine borgere imellem, og som må gøre op med forne tiders myter.
Mindesmærket i Jaffa og de andre monumenter til minde om "befrielsen" af Israel fortæller derfor ikke hele historien.
 
Litteratur:
"Citizens Apart", Amina Minna. 1990.
"Arabs in the Jewish State", Ian Lustick. 1980.
"The Government and Politics of Israel", Don Peretz & Gideon Doron. 1997.
"Zionismens Israel - et land i evig krig" Kit Broholm & Anne Grete Holmsgård. 1984.
"Islam and Israel", Michael Dumper. 1994.
 
Fodnoter:
[1] Man taler gerne om to grupper af palæstinensere opkaldt efter årstal: de, som nu befinder sig i de besatte områder, også kaldet '67-palæstinensere. Og de, som befinder sig indenfor staten Israels grænser, '48-palæstinenserne. I det følgende vil de arabiske israelere blive omtalt som '48-palæstinensere.
[2] Den militære administration var englændernes måde at holde palæstinenserne i skak på efter revolten i 1936-39. Urolighederne var en reaktion fra palæstinensisk side mod den tiltagende jødiske indvandring til landet.
[3] De tre områder var Galilæa i nord, Trianglen i vest og Negev i syd. Disse områder var igen inddelt i mindre enheder. F.eks bestod Galilæa af 50 distrikter hvorimellem der ikke var fri adgang for '48-palæstinensere.
[4] Rejsetilladelsen skulle indeholde rejsedato, -rute, og -destination, samt tidspunkt for tilbageturen.
[5] Man prøvede således at oprette foreninger og organisationer af forskellig art, det være sig sportsklubber, landbrugssammenslutninger, religiøse eller politiske grupperinger. Disse forsøg blev forhindret af israelerne, som med militæradministrationen i hånden enten lagde så mange praktiske hindringer i vejen at samarbejde blev umuliggjort, eller ved officielt at erklære dem ulovlige med henvisning til landets sikkerhed.
[6] Man oprettede først The Custodian of Absentee Property som skulle forvalte "fraværendes" ejendom. Denne kunne sælge jorden videre til The Development Authority, som kun måtte sælge videre til staten, JNF, eller en lokal myndighed (Dumper, s.33).
[7] Sikkerhedshensyn: områder (f.eks. palæstinensiske plantager og opdyrkede marker) kunne af myndighederne erklæres for såkaldt lukkede områder hvortil '48-palæstinenserne ikke havde adgang - og følgelig ikke kunne passe dem. Dernæst trådte myndighederne til og bedømte jordene som uopdyrkede hvorefter de iht. Loven om indforskrivning af jord af 1953, eksproprierede områderne (Lustick, s.175).
Sundhedsfare:der er flere eksempler i f.eks. de to gamle palæstinensiske byer Jaffa og Akka på, at de palæstinensiske beboere er blevet nægtet tilladelse til at vedligeholde deres huse, som derfor er forfaldet. Derefter er husene blevet klassificeret som farlige og de palæstinensiske beboere dømt til at flytte, derefter kunne jødiske israelere overtage dem og istandsætte dem.
"Offentlighedens interesse": et eksempel på dette gav sig bl.a. udtryk i et eksempel fra Nazareth-egnen, hvor 1.200 dunams palæstinensisk jord i 1956 blev eksproprieret for at bygge huse og privatejede fabrikker til en ny bydel kun for jøder (Lustick, s.177).
Ejerskab: mange skøder blev kendt ugyldige af Israel, desuden kunne mange '48-palæstinensere ikke fremlægge et skøde pga. det muslimske begreb waqf, som er hellige dotationer, der ikke må sælges og er evige i sin gyldighed . Defor lejede man store eller små områder på ubestemt tid. Pga. sin snørklede indretning og fordi folk havde boet og arbejdet på jorden i adskillige generationer opfattedes dette af muslimske palæstinensere i praksis som et ejerskab.
[8] '48-palæstinensere som forsøgte at vende tilbage, blev ved tilfangetagelse sendt ud af landet igen af israelsk militær (Lustick, s.55)
[9] Alle jødiske israelere, både kvinder og mænd, aftjener værnepligt. Kun ortodokse jøder kan afstå fra denne pligt. De palæstinensiske israelere aftjener ikke værnepligt, da de pga. af deres ikke-jødiske "etnicitet" kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Dog, som en del af opsplitningen '48-palæstinenserne imellem, tillader Israel det religiøse mindretal blandt den palæstinensiske befolkning, druserne, at gå ind i militæret.