Hvordan kan Danmark og EU gøre en forskel i Palæstina-spørgsmålet



Palaestina-info.dk har spurgt udenrigsminister Villy Søvndal, hvordan Danmark og EU kan gøre en forskel i forbindelse med den fortsatte israelske besættelse og kontrol med Vestbredden, Gaza og Østjerusalem.

Udenrigsministeren understreger konfliktens ”destabiliserende virkning på den globale sikkerhedssituation”, som ”medvirker til, at hele den mellemøstlige region befinder sig i en … konstant alarmtilstand.”

Den danske regering arbejder for, at palæstinenserne får deres egen stat side om side med Israel: dvs. den såkaldte to-statsløsning med to stater til to folk.

Udenrigsministeren kræver ”et endegyldigt stop for de ulovlige, konfliktoptrappende og provokerende bosættelser fra israelsk side”, men også et stop for raketaffyringer mod Israel.

I indlægget afvises, at EU skal skride til sanktioner mod Israel, men EU bør spille – og spiller allerede – en aktiv rolle i forbindelse med statsopbygningen i Palæstina.



Læs hele Villy Søvndals indlæg og sammenlign evt. med tidligere udenrigsminister Per Stig Møllers artikel andetsteds på palaestina-info.dk




Hvordan kan Danmark og EU gøre en forskel

i Palæstina-spørgsmålet ?

Af : Villy Søvndal, udenrigsminister

Jeg fik mod slutningen af 2011 nytårshilsener fra en stor del af det diplomatiske korps her i København. Et af disse kort bar på engelsk påskriften ”2012 er året for en palæstinensisk stat”. Næppe nogen vil være overrasket over at læse, at hilsenen kom fra den palæstinensiske ambassadør i København. Den eneste ambassadør her i byen, der repræsenterer en regering og en befolkning, men ikke en stat.

Nogle vil sige, at ambassadørens spådom for 2012 er båret af stor optimisme; men den er ikke taget ud af det blå. For det internationale samfund er stærkt engageret i at formå de to parter - israelerne og palæstinenserne - til at enes om at gå i direkte og resultatorienterede fredsforhandlinger for at nå frem til den to- statsløsning, som har været på tegnebrættet siden FN´s delingsplan og oprettelsen af staten Israel i 1948. Det er Mellemøstkvartetten (FN, USA, EU, Rusland), som under afholdelsen af FN´s Generalforsamling i september sidste år udstak en tidsplan for et forhandlingsforløb, der har som mål at munde ud i en fredsaftale inden udgangen af 2012. 


Et frit og selvstændigt Palæstina

Regeringens Palæstina-politik er klar. Vi ønsker og arbejder for et frit og selvstændigt Palæstina, som på lige fod med verdenssamfundets øvrige stater skal være et fuldt anerkendt og ligeværdigt medlem af FN og alle andre internationale organisationer. Det betyder ikke, at vi vil tage noget fra Israel. Tværtimod. Det er den eneste løsning, som vil være egnet til at sikre, at Israel på langt sigt kan leve i tryghed med sikre grænser og i fred med sine naboer. Legitime israelske sikkerhedsinteresser kan ikke legitimt varetages gennem en besættelse af et andet folks territorium.



Regeringens mål kan også udtrykkes i en enkel overskrift: to-statsløsning. Der er i Folketinget en meget bred tilslutning til dette mål og en bred enighed om, hvordan en dansk regering bør forholde sig til de elementer, som udgør hovedbestanddelene af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Denne brede enighed er vigtig, for det giver en konsistent dansk linjeføring, når vi skal forholde os til forløbet af konflikten og engagere os i løsningsmulighederne. Og udenrigspolitisk giver det mere vægt bag en regerings ord, når det står klart, at den førte politik er forudsigelig. Så regeringen ønsker at opretholde den brede parlamentariske tilslutning til dansk mellemøstpolitik.



En to-statsløsning kan kun nås gennem en fredsaftale. Det er den løsning, som det internationale samfund bakker op om. Som også den nuværende israelske regering har udtalt at støtte op om. Og som præsident Abbas og hans regering i Ramallah ønsker. Med så bred støtte til princippet om en to-statsløsning kunne man godt spørge, hvorfor den ikke for længst har materialiseret sig? Det er der ikke en enkel og udtømmende forklaring på; men parternes forskellige ønsker og tilgang fremkommer med stor tydelighed, når forhandlingerne bliver mere konkrete.



For hvem skal have hvad, når boet skal deles? Vi kender grundkonturerne for en palæstinensisk stats territorium ved to-statsløsningen - det vi refererer til som 1967-grænserne. Men vi ved også, at et langt og vedvarende arbejde med at opføre israelske bosættelsesenheder på den palæstinensiske side af disse 67-grænser har skabt store fysiske ændringer i forholdene. Vi kender alle uenigheden om ophavsretten til Jerusalem. Og hvad med de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres områder og ejendom i Israel? Fordelingen mellem et Israel og et Palæstina af de sparsomme vandressourcer i området? Tilfredsstillende garantier for Israels sikkerhed efter en fredsløsning - kan der stationeres israelske soldater på palæstinensisk territorium for at sikre det? Her svarer de to parter også helt forskelligt.


Destabiliserende af den globale sikkerhed

Det er nødvendigt med en snarlig og holdbar løsning på Israel-Palæstina-konflikten. Vi må også mere klart se i øjnene, at det ikke kun er palæstinenserne og israelerne, som har noget på spil. Det er os alle sammen. Konflikten har en destabiliserende virkning på den globale sikkerhedssituation og medvirker til, at hele regionen befinder sig i en form for konstant alarmtilstand, der nu er yderligere presset på grund af Det Arabiske Forår. Der er derfor mere end nogensinde før brug for en varig fred mellem parterne - og det kan kun en to-statsløsning sikre. Status quo er uholdbar med de hyppige udvidelser af bosættelserne, som jo reelt underminerer muligheden for en to-statsløsning. Det kræver et endegyldigt stop for de ulovlige, konfliktoptrappende og provokerende bosættelser fra israelsk side og for de rammer, der gør forholdene til en urimelig og unødvendig byrde i palæstinensernes hverdag. Og det kræver ophør af palæstinensiske fraktioners affyringer af raketter mod Israel og dets indbyggere.

Aktivt EU

Men hvordan når vi så dertil? Og hvordan kan Danmark og EU bedst hjælpe til?

Det står klart, at den overordnede ramme for det internationale samfunds ageren i mellemøstkonflikten er forankret i Kvartetten. Det er herfra, der kan komme de impulser til de to parter, som forhåbentlig vil lede dem på fredssporet. Jeg ser ikke nogen mulighed for - eller anledning til - at EU eller Danmark skulle prøve at ændre på disse forhold. Konflikten i Mellemøsten er så kompleks og så sprængfyldt med internationale storpolitiske interesser, at kun ved fælles handling - og i den forbindelse vil jeg understrege: med USA om bord - kan vi få mulighed for at fremme en løsning.



Derfor er jeg meget tilfreds med, at EU gennem den omfattende indsats, som udenrigsrepræsentant Catherine Ashton står for gennem sin deltagelse i Kvartetten på EU´s vegne, faktisk spiller en hovedrolle i formuleringen af de krav og de incitamenter, som det internationale samfund stiller til og kan give parterne.



Mere specifikt tror jeg, at EU også vil have en betydelig rolle i forbindelse med en gennemførelse af flere af de meget vanskelige forhandlingsemner, som jeg nævnte tidligere. EU har nemlig udtrykt politisk og økonomisk vilje til, som led i håndteringen af post-konfliktarrangementer, at bidrage i meget betydeligt omfang. Lad mig give nogle eksempler her:



En aftale om grænser vil indebære, at en række infrastrukturområder på den palæstinensiske side må ændres (vejføringer, elforsyningslinjer, telekommunikationslinjer mv.) p.g.a. landbytte med Israel. EU kan her bistå økonomisk og praktisk.



EU vil kunne bistå med bidrag til en midlertidig international militær tilstedeværelse som led i en aftale om sikkerhed.



EU vil kunne bidrage til en Jerusalemløsning gennem f.eks. medvirken til international garantistillelse i forhold til de hellige steder.



EU vil være rede til at yde finansiel og praktisk støtte til gennemførelse af en løsning af flygtningespørgsmålet. Der er omkring 4,5 mio. palæstinensiske flygtninge, hvis forhold må afklares i forbindelse med en fredsaftale.



EU kan på vandressourceområdet bidrage med løsningsmuligheder for en lige fordeling af vandressourcerne, f.eks. gennem opstilling af mekanismer herfor. Også en mekanisme for afgørelse af tvister om vandfordelingen kan tænkes. Og hos palæstinenserne kan EU bistå med udbygning af den nødvendige infrastruktur for at frembringe og fordele vandet.



Det er klart, at al den bistand, som EU kan yde - både på de ovenfor nævnte områder og på andre områder - er betinget af, at parterne rent faktisk vil ønske og acceptere den. Vi går ikke ind uden at være inviteret, det vil ikke tjene noget formål.



Men allerede nu bistår EU i massivt omfang. Hele det statsopbygningsprojekt, som præsident Abbas og premierminister Fayyad har gennemført de seneste år for at skabe grundlaget for en fungerende stat, er i vidt omfang finansieret af EU. Projektet er en hjørnesten i arbejdet frem mod etableringen af en palæstinensisk stat, som vil kunne fungere i praksis. Uden denne indsats ville der aldrig kunne eksistere en levedygtig stat.


Pres på Israel

Fra tid til anden lyder der krav om, at Danmark og EU må tage stærkere midler i brug over for parterne for at fremtvinge forhandlinger. Særligt er det i forhold til Israel, at synspunktet fremføres, fordi Israel ses som den fodslæbende part. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg selv har argumenteret for, at det internationale samfund burde tage mere indgribende midler i brug over for Israel.



Det mener jeg principielt stadigvæk; men i praksis opnår vi størst indflydelse gennem dialog og ikke gennem f.eks. at true med at suspendere EU´s associeringsaftale med Israel. Vi skal bruge aftalen og de muligheder, den giver, til at fremme EU´s interesser og lægge pres på Israel, hvor det er nødvendigt. Vi fremmer bedst EU's interesser ved at påvirke på mange fronter og spille på alle tangenter - det gør EU til en stærkere aktør. Når det er sagt, vil jeg også minde om, at selve h andlingsplanen, som i praksis udstikker den nærmere regulering af forholdet mellem EU og Israel, ikke er blevet opdateret i 2009, som det ellers skulle være sket. Det var som resultat af Gaza-konflikten ved årsskiftet 2008-9, at dette arbejde af EU blev sat i stå. Israel har siden - forgæves - presset på for at få gennemført opdateringen.

Præsident Abbas valgte i september 2011 at indgive ansøgning til FN´s generalsekretær om fuldt medlemskab for Palæstina af FN. Ansøgningen har siden da ligget i Sikkerhedsrådet, hvor ingen af dets medlemmer indtil nu har forlangt en afstemning gennemført. Det er naturligvis et meget politisk spil, der her foregår, det er alle klar over. Hvem bevæger sig først? Regeringen har som bekendt ikke adgang til at stemme i Sikkerhedsrådet, så vi kan ikke komme til at handle her. Men der skal ikke herske tvivl om, at regeringen ser positivt på et egentligt palæstinensisk medlemskab af FN. Samtidig er det klart, at de nødvendige fredsforhandlinger - og de aktuelle internationale bestræbelser på at holde dem på sporet - ikke vil blive fremmet af en voldsom konfrontation i FN-regi. Derfor lægger vi vægt på, at alle parter søger at undgå, at det udvikler sig hertil.



Tænk blot tilbage på afstemningen den 31. oktober 2011 i UNESCO. Den gav palæstinenserne en symbolsk sejr. Men samtidig har den skabt usikkerhed om EU´s samlede opbakning. Afstemningen førte også til den bebudede reaktion fra USA i form af stop for landets finansielle bidrag til UNESCO. Samtidig valgte den israelske regering at benytte anledningen til nok engang at fortsætte ned af det ødelæggende bosættelsesspor, som Netanyahu regeringen har gjort til sit varemærke. Med andre ord har det blot forstærket det indtryk af en negativ spiral, som ingen - og da slet ikke palæstinenserne - er tjent med. Nå ja, måske lige bortset fra de, der ikke ønsker en palæstinensisk stat.


Forsoning mellem Fatah og Hamas

Det Arabiske Forår har i en periode overskygget den arabisk-israelske konflikt. Selvstyret oplevede at miste en del folkelig opbakning især på grund af de fortsatte enten ufrugtbare eller helt fraværende forhandlinger med Israel om en to-statsløsning. Det var også et folkeligt pres, både på Vestbredden og i Gaza, som i foråret 2011 var udslagsgivende for, at Fatah og Hamas indgik en forsoningsaftale. Det ”nye” Egypten og Hamas' vanskeligheder i Syrien spillede en vigtig rolle i den sammenhæng. Aftalens gennemførelse har siden stået i stampe og blev modtaget tøvende af det internationale samfund og meget negativt af Israel og USA. Forsoningsaftalen, og i mindre grad fangeudvekslingsaftalen mellem Israel og Hamas, har markeret, at det vil være en realpolitisk nødvendighed at inddrage Hamas i en samlet, holdbar fredsløsning.



Men vi skal ikke glemme, at det er præsident Abbas og hans palæstinensiske selvstyre, som vi i det internationale samfund - og Israel - handler og forhandler med - om end Israels fangeudvekslingsaftale med Hamas om frigivelse af Gilad Shalit udgør en ikke ubetydelig undtagelse. Det er dog et reelt problem, at Abbas indtil videre ikke kan levere en samlet palæstinensisk blok, idet hele Gaza-området i praksis er uden for hans indflydelse. Derfor mener jeg, udgangspunktet må være, at en reel forsoningsproces mellem Fatah og Hamas bør finde sted. I sidste ende vil det være en af betingelserne for en fungerende og sammenhængende palæstinensisk stat. Vi må ikke glemme, at der i Gaza bor 1,5 mio. palæstinensere under vilkår, der ikke er acceptable. Med en reel palæstinensisk forsoning kommer der også en ”hel” palæstinensisk forhandlingspart, som vil kunne levere på det for Israel så afgørende punkt: Israels sikkerhed. Det er indlysende, at vi her må stille krav til Hamas om, at det som en del af et legitimt palæstinensisk politisk landskab må acceptere princippet om en forhandlet to-statsløsning og dermed Israels ret til at eksistere og må forpligte sig til ikke at anvende vold.



Fortsatte udvidelser af de israelske bosættelser i de besatte områder og fortsatte ekspropriationer og ødelæggelser af palæstinensernes ejendomme i Øst- Jerusalem understreger, at det haster, hvis to-statsløsningen skal blive en realitet. Status quo findes ikke. Danmark vil gennem EU gøre vores til, at 2012 bliver året for en forhandlet palæstinensisk stat.